"Min sports hijab er et forsøg på at give kvinder mulighed for at tage deres egen fortælling tilbage ved at dyrke motion i en flot hijab, de kan føle sig trygge i," siger Sumeya Hassan, stifter af virksomheden Reclaime Active.

Foto: Lucas Robert Kjær-Christensen
08.01.25 DIB Nyheder

Sumeya vil skabe Nike for muslimske kvinder

Både had og kærlighed har ramt Sumeya Hassan, efter at hendes nyudviklede hijab til motion for muslimske kvinder har skabt stor opmærksomhed. Nu forbereder hun sig på at erobre verden med motionstøj, der kan hjælpe muslimske kvinder til at generobre deres egen fortælling.

”You go girl - looking good!”

I sommeren 2024 deltog Sumeya Hassan sammen med sin lillesøster i et 10 km løb i hendes hjemby Aalborg. Hun var selvfølgelig klædt i sin egenudviklede hijab, som hun har skabt ud fra en idé om at give alle kvinder, uanset religion og kropstype, mulighed for et aktivt liv. Og de positive reaktioner fik de to søstre fra publikum, der klappede dem over målstregen.

- Det er sådan nogle positive reaktioner, der får mig til at tro på, at jeg har fat i noget rigtigt. Jeg oplever ofte, at folk ser mit tørklæde som det første, når de møder mig. Og at de dømmer mig på den, før de har lært mig at kende. Det er så udtalt, at jeg næsten ikke bemærker det længere. Min sports hijab er et forsøg på at give kvinder mulighed for at tage deres egen fortælling tilbage ved at dyrke motion i en flot hijab, de kan føle sig trygge i. Derfor hedder min virksomhed også ”Reclaime Active”, siger Sumeya Hassan, der stiftede virksomheden som 24årig i 2022.

Læs også: Nu må ApS’er også søge crowdfunding

Mor forstod det ikke

Iværksættervejen er ellers ikke det åbenlyse valg for en kvinde som Sumeya Hassan. Som barn af et somalisk ægtepar, der flygtede fra borgerkrigen, har forventningen fra især hendes mor været, at hun skulle tage en ”god” uddannelse som læge eller advokat. Så da Sumeya Hassan valgte at gå på ”innovation og entrepreneurship” på Professionshøjskolen UCN var der ikke meget forståelse fra hendes mor.

- Der er mange ting, jeg har gjort, der har været svære for hende at forstå. Som barn i Aalborg ville jeg gerne være en del af sports- og foreningslivet. Det havde min mor også svært ved at forstå meningen i. Men jeg ville gerne være en del af fællesskabet, og jeg fandt noget af det til fodbold, hvor der også var andre piger, der spillede med tørklæde. Så startede vi også selv op med indendørs fodbold hver lørdag, og det var et godt sted for piger med muslimsk baggrund at mødes, så vi blev flere og flere for hver gang. Folk vil gerne være en del af noget fælles, og motion og sport kan skabe sådan et rum, hvis vi kan udvikle løsninger, så alle kan føle sig inkluderet, siger Sumeya Hassan.

Læs også: Otte år med fejl på fejl er afløst af global succes

Opbakning giver stolthed

Barndommens oplevelser var også med til at give Sumeya Hassan ideen til sin virksomhed. Hun var glad for sport og motion men havde svært ved at finde sportsudstyr, der gav hende gode muligheder for at gøre det med tørklæde. Ideen blev endelig ført ud i livet undervejs på UCN, og blev hjulpet på vej, da hun fik mikrolegater, der kunne dække udgifter til en designer, der kunne tegne hendes hijabide, så den kunne produceres.

- Jeg har nu næsten udsolgt af det første batch, jeg har fået produceret i Tyrkiet, og i sommer fik jeg et innofounder legat, så jeg har løn i 12 måneder og dermed ro til at få styr på, hvordan jeg skal komme videre med virksomheden. Den succes har også gjort, at min mor nu forstår mine valg bedre, siger Sumeya Hassan.

Hendes arbejde inkluderer en videreudvikling af brandet, så det udover hijabben også skal inkludere anden beklædning, der imødekommer muslimske kvinders behov under motion.

- Meget træningstøj er meget hudtæt eller kort, så huden bliver vist. Så skal man måske have flere lag på eller købe tøj, der er udviklet til mænd. Derfor er min ambition at udvikle sportstøj og blive for muslimske kvinder, hvad Nike er for mange andre, siger Sumeya Hassan.  

Læs også: Sandahl: Iværksættere er vores hjerteblod

Ikke klar til succes

Den foreløbige succes, der blandt andet har givet brandet en meget omfattende eksponering på sociale medier, samt et indslag på TV2 Nord, der gav mange hadefulde reaktioner, har om noget vist Sumeya Hassan, at hendes idé har mulighed for at blive en virkelig stor global succes. Problemet er så bare, at hun ikke er klar, hvis ordrerne pludselig begynder at vælte ind.

- Som jeg hører det fra netværk og andre fora, er der ingen, der er klar, hvis det pludselig vælter ind. Men jeg prøver at bruge min tid på at gøre mig så klar som muligt. Jeg har blandt andet takket ja til to års gratis medlemskab i DI, hvor jeg kan få juridisk hjælp og adgang til events og netværk, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at blive klar, siger Sumeya Hassan.

Hun overvejer samtidig løbende mulighederne for at få investorer ind, der kan sætte skub i vækstrejsen.       

- Det er klart, at med de ambitioner, jeg har for virksomheden, er der brug for både erfaring og kapital, som man kan få med investorer. Men jeg vil gerne selv nå lidt længere med mine forberedelser, før jeg lukker op for muligheden, siger iværksætteren.

Sumeya Hassan er blandt talerne, når DI den 16. januar afholder New Year Startup Kickoff i Industriens Hus 

Læs også: DI vil tilbyde 2 års gratis medlemskab til iværksættere

Startup i DI

Det får iværksættere adgang til i DI:

Gratis medlemskab i 2 år: Iværksættere kan få to års gratis medlemskab af Dansk Industri.

Netværk: Adgang til et omfattende netværk af over 20.000 medlemsvirksomheder.

Juridisk ekspertise: Adgang til juridisk rådgivning og ekspertise.

Internationalisering: Hjælp til at indtage nye markeder og udvide forretningen.

Rådgivning og støtte: Support og rådgivning fra DI for at fremme iværksætterens vækst og succes.

Arrangementer og workshops: Deltagelse i arrangementer, workshops og kurser, der er relevante for iværksættere.

Viden og indsigter: Adgang til viden, analyser og rapporter om relevante brancheemner og tendenser.

Politisk indflydelse: Mulighed for at få indflydelse på politiske beslutninger gennem DI's arbejde for at forbedre vilkårene for iværksættere i Danmark.     

For at blive en del af iværksætterordningen skal du opfylde følgende kriterier:

- Du har ansat din første medarbejder eller er i færd med at gøre det.

- Din virksomhed har maksimalt fire ansatte (direktøren/founder tæller ikke med).

- Din virksomhed er mindre end fem år gammel og er ikke en del af en koncern.

- Der er ikke tegnet overenskomst for virksomhedens ansatte.

Læs mere: DI.dk/startup

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Alex Randrup Thomassen

Alex Randrup Thomassen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4749
  • Mobil +45 6043 5749
  • E-mail aran@di.dk

Relateret indhold