Morten Høyer, politisk direktør i DI, håber, at de kommuner, som bliver begunstiget med en industripark, også involverer nabokommunerne i realiseringen af et stærkt regionalt erhvervsliv.

Foto: Büro Jantzen
28.10.25 DIB Nyheder

11 nye danske industriparker udpeget

Aftalepartierne bag Aftale om rød løber for produktionsvirksomheder er enige om at udpege 11 industriparker i Danmark. DI ser frem til, at den politiske aftale bliver fulgt op af konkrete planer og lokal handling

Regeringen og aftalepartierne bag ”Aftale om rød løber” har udpeget 11 industriparker. De  bliver fordelt geografisk på tværs af landet, og de skal sikre, at vejen fra investeringsbeslutning til, at spaden stikkes i jorden, bliver markant kortere, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Industriparkerne kommer til at ligge i kommunerne: Kerteminde, Skive, Lolland, Aabenraa, Ikast-Brande, Horsens, Viborg, Næstved, Esbjerg, Aalborg og Kalundborg.

For Lolland gælder det dog, at der først træffes en endelig beslutning om industriparkstatus, når der er afklaring om, hvordan tunnelelementfabrikken og arbejdshavnen fremover skal organiseres.

- Med aftalen viser vi, at vi mener det seriøst, når vi siger, at aktiv industripolitik er vejen frem. Kommunernes store interesse viser, at de er med på vognen. Jeg vil opfordre alle, der har ansøgt, om at arbejde videre med deres planer. For en industri i vækst skaber nye job og gør os attraktive for lokale investeringer, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S).

Læs også: DI og Dansk Metal: Byg flådeskibe i Danmark

Vigtigt skridt for industri og erhvervsudvikling

Fra Dansk Industri (DI) lyder det, at aftalen markerer et vigtigt skridt for at styrke rammerne for produktion, industri og erhvervsudvikling i Danmark.

- Det er en fornuftig og balanceret fordeling af industriområder, der imødekommer den frustration mange virksomheder har haft over langsomme godkendelser. Aftalen tager desuden højde for både geografien og de udviklingspotentialer, der kan være på helt nye områder og i tilknytning til eksisterende områder, siger Morten Høyer, politisk direktør i DI.

Med udpegningen af industriparkerne følger et større arbejde i de enkelte kommuner, som skal samarbejde tæt med både staten og erhvervslivet om at realisere planerne.

– Nu står vi overfor en del arbejde i de enkelte kommuner, som i samarbejde med de statslige myndigheder og det lokale erhvervsliv skal få aftalen realiseret. Det er selvfølgelig noget, vi håber de nye kommunalbestyrelser vil prioritere højt efter kommunalvalget, siger Morten Høyer.  

Læs også: DI støber kuglerne til kommunale valgkampe

Direkte adgang til One Stop Shop

DI ser også positivt på, at etableringen af industriparkerne kobles tæt til Erhvervsstyrelsens “One Stop Shop”-ordning, som skal gøre godkendelsesprocesserne enklere.

– Jeg håber, at de kommuner, som bliver begunstiget med en industripark, også involverer nabokommunerne i realiseringen af et stærkt regionalt erhvervsliv. I den forbindelse er Kerteminde et godt eksempel, idet den udpegning i virkeligheden er et partnerskab mellem Odense Kommune og Kerteminde Kommune om udvikling af Odense Havn, siger Morten Høyer.

DI ser frem til, at den politiske aftale bliver fulgt op af konkrete planer og lokal handling, så industriparkerne kan bidrage til vækst, grøn omstilling og beskæftigelse i hele Danmark.

Læs også: ”Politikere skal se med bag fabrikkens vægge”

Jes Lerche Ratzer

Jes Lerche Ratzer

Chef for erhvervsfremme & regional udvikling

Morten Høyer

Morten Høyer

Politisk direktør

Annette Christensen

Annette Christensen

Chef for Erhvervsudvikling & DI i Aarhus

Relateret indhold