Danske værdier giver gyldne eksportmuligheder
Dansk design er langt mere end arkitektur og møbler. Det er også danske værdier, som er ekstra attraktive i en mere turbulent verden, vurderer konsulenthuset CO/Plus og DI.
Fra islandsk skyr til Langelands natur. Fra Arlas græske offensiv for proteindrik til Norwegians genrejsning efter corona.
Det danske konsulenthus CO/Plus spænder vidt i sine aktiviteter, når virksomheden bistår med at designe og udvikle strategier til nye markeder og kundegrupper. Men trods variationen har alle projekter en gennemgående fællesnævner, nemlig afsættet i nordiske og danske værdier og historik.
Det kan endnu flere virksomheder med fordel tænke ind i deres markedsføring. Specielt nu hvor der er stor usikkerhed og uro omkring vilkår og muligheder på den globale arena, lyder det fra CO/Plus’ adm. direktør Sunneva Sverrisdóttir.
- Oprindelse og fortællingen om, hvor produkterne kommer fra, har aldrig været så vigtigt som nu. Med den udvikling i verdenssituationen vi ser i disse år, vil tilliden til den danske og nordiske stabilitet vokse. Det er et tydeligt kvalitetsstempel at komme fra vores del af verden, siger hun og uddyber:
- Dansk design har altid været anerkendt, når det kommer til arkitektur og møbler. Men vores kultur, vores måde at tænke på og arbejde på er også en del af pakken. Det mærker vi hos mange af vores kunder. De har en stor tillid til vores måder at gå til opgaven på. Man ved hvad Danmark står for og har tiltro til vores stabilitet som nation. Det får en ekstra facet nu, hvor man eksempelvis er mere usikker på udviklingen i USA, mens andre regioner er ramt af kriser.
Oprindelse løfter salgspotentiale
CO/Plus har 25 medarbejdere og 57 pct. af aktiviteterne i 2024 var beskæftiget med at brande og udvikle kreative strategier, når kunder vil erobre nye eksportmarkeder eller når eksempelvis markante skift i forretningsstrategien krævede en ny kernefortælling. Her var det danske og nordiske narrativ et aktiv.
- Vi er kendt for en gennemsigtighed om, hvor tingene kommer fra. Den viden om oprindelse og hvordan ting bliver produceret og hvilket værdisæt vi har over for medarbejdere og bæredygtighed er en stor styrke, mener Sunneva Sverrisdóttir.
Det mærker CO/Plus også den anden vej rundt, for virksomheden får løbende kunder fra andre dele af verden, der køber ind på de nordiske styrker.
Artikel fortsætter under faktaboks med DI's eksportfremstød for dansk design
Fakta
Her er DI's fremstød for dansk design i 2026:
Forvalter en stolt arv
Hos DI er fagleder for kreative erhverv, Lise Thomsen, helt enig i analysen. Dansk design har en helt særlig status internationalt, også når det kommer til branding.
- Og det betyder faktisk, at mindre danske designvirksomheder får mulighed for at byde ind på opgaver på samme vilkår som væsentligt større internationale bureauer – simpelthen fordi de er danske. Det er en unik – og velfortjent – position, siger hun.
Lise Thomsen kæder det sammen med det historiske perspektiv, hvor både andels- og højskolebevægelsen har bidraget til værdisættet.
- Vi har en stolt arv at forvalte, også i forhold til processerne. Vi kan samarbejde til det fælles bedste, og vi har en grund-demokratisk måde at gå til opgaver på, som gør, at dem der kan bidrage positivt også gør det, hvilket giver et bedre resultat i sidste ende, siger hun.
Det stærke omdømme betyder også, at vi kan få op til 15 pct. højere priser for kvalitetsprodukter. Dansk Industri fokuserer på at styrke eksportpotentialet for dansk design og har derfor en stribe eksportfremstød i støbeskeen i 2026. Desuden er DI vært for Danish Design Awards lige som DI presser på en ny dansk designpolitik.
Vindue til vækst
Sunneva Sverrisdóttir fra CO/Plus ser et særligt vindue af muligheder til at virksomhederne tage større ejerskab i deres internationale positionering og accelerere deres vækst.
- Når verden efterspørger stabilitet, transparens og ansvarlighed, står danske virksomheder stærkt, men det kræver, at man tør bruge sin oprindelse aktivt som et strategisk redskab, ikke bare som en del af fortællingen, siger hun.
Sunneva Sverrisdóttir forventer, at Europa vil arbejde endnu tættere sammen med europæiske virksomheder.
- Men der skal naturligvis ikke herske tvivl om at selv om vores nordiske værdier er stærke, så skal der også være en forretning bag. De skal omsættes til reel forretning og målbare resultater, slutter hun.