DI investerer 100 mio. kr. i iværksættere og vækstvirksomheder
DI læner sig yderligere ind i det danske iværksættermiljø med investering i ny, stor fond, der er klar med risikovillig kapital.
I Danmark er der nul virksomheder i det danske C25-indeks, der er grundlagt inden for de seneste 25 år, og ganske få, der er grundlagt de seneste 50 år. I Danmark er vi gode til at få ideer, i mindre grad give ideerne flyvehøjde. Det kalder på handling, pointerer DI’s iværksætterchef, Sine Linderstrøm.
- Vi skal ganske enkelt være bedre til at skabe iværksættere med vækst og samtidig forankre dem i Danmark og Europa, og – her er adgangen til risikovillig kapital afgørende. Derfor er det en super god nyhed, at Danske Bank nu rejser fonden Dansk Vækstkapital IV. Det vil betyde, at danske startups og vækstvirksomheder vil få adgang til mere risikovillig kapital – og DI er med til at få det til at ske, siger hun.
DI har derfor for første gang nogensinde besluttet at skyde 100 mio. kr. i en investeringsfond, som skal investere i fonde, der investerer i iværksættere og vækstvirksomheder.
- Der er desværre alt for mange eksempler på, at iværksættere rykker pælene op og forlader Danmark i mangel på den nødvendige finansiering. Den udfordring har vi løbende en del politiske forslag til at rette op på. Nu går vi selv mere aktivt til værks og investerer mere direkte i, hvad der kan blive fremtidens store fyrtårne, så vi kan holde virksomhederne i Danmark, uddyber Sine Linderstrøm.
Afkast også vigtigt
Helt konkret bliver DI en af de stiftende investorer af fonden ”Dansk Vækstkapital IV”. Podimo, Trustpilot og Flatpay er succesfulde danske virksomheder, der tidligere har fået kapital fra Dansk Vækstkapital. Danske Private Equity A/S, der er en del af Danske Bank, administrerer fonden, som skal sikre risikovillig kapital til iværksættere og vækstvirksomheder og et attraktivt afkast til investorerne.
- Som Danmarks største erhvervsorganisation er det vigtigt for os at gå forrest og bidrage til at skabe de bedste rammer for nystartede virksomheder. Det er samtidig vigtigt at forvalte vores formue til gavn for alle DI’s medlemsvirksomheder. Derfor er afkastet af investeringen også afgørende, forklarer Sine Linderstrøm.
1,7 mia. kr. klar
Dansk Vækstkapital IV er delt i tre fondsmoduler, der tilsammen vil give eksponering mod en bred gruppe af unoterede opstarts- og vækstvirksomheder på forskellige stadier af deres udvikling. Alle tre fondsmoduler vil have et hovedfokus på nordiske og særligt danske iværksættere. De første investeringer er allerede på trapperne, og målet er, at der i løbet af 12 måneder skal rejses ekstra kapital. Dansk Vækstkapital IV starter ud med en kapital på 1,7 mia. kr.
- Selv om vi længe har arbejdet på at identificere interessante investeringsmuligheder, kan vi nu for alvor begynde at skabe værdi – både for investorerne i Dansk Vækstkapital IV og for en bred vifte af opstarts- og vækstvirksomheder. Vi forventer at lukke de første investeringer i nær fremtid og har en stærk pipeline af potentielle investeringer, siger Casper Bruyant Bonde, der er administrerende direktør for Danske Private Equity A/S.
Blandt investorerne er institutionelle investorer, formuende privatkunder og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), som tidligere har forvaltet Dansk Vækstkapital.
Pensionsmidler til vækstvirksomheder
Manglen på kapital i vækststadiet er et vigtigt tema for hele Europa, forklarer Sine Linderstrøm.
- Generelt er EU’s konkurrenceevne under et betydeligt pres fra især USA og Kina. Derfor er det afgørende, at vi styrker innovationen ved at forbedre mulighederne for iværksættere og vækstvirksomheder. Her er adgangen til risikovillig kapital en central brik, siger Sine Linderstrøm.
For et år siden stillede Draghi-rapporten en dyster diagnose af EU’s konkurrenceevne. Blandt andet viste rapporten, at der på EU-plan mangler investeringer på omkring 800 mia. euro årligt for at lukke investeringsgabet til USA.
Et centralt element for Draghi er at mobilisere de milliarder af euro, som europæiske pensionsselskaber og forsikringsselskaber forvalter. I september lancerede DI derfor, i samarbejde med Forsikring & Pension et udspil med konkrete forslag til, hvordan Danmark og Europa kan få mobiliseret flere af pensionsmidlerne til investeringer i vækstlaget af danske virksomheder.
Læs hele udspillet fra DI og Forsikring & Pension
DI kæmper på mange fronter for, at der i EU skaffes yderligere kapital til gavn for konkurrencekraften. Således samlede DI den 1. oktober 28 topledere fra nogle af Europas største virksomheder, der afgav et løfte om at øge investeringerne i EU med 50 pct. frem mod 2023, hvis politikerne gør vilkårerne mere attraktive.
Læs også: EU-top lover handling ved møde i Dansk Industri
Fakta
Dansk Vækstkapital K/S
- Dansk Vækstkapitals overordnede formål er at understøtte dansk vækst efter finanskrisen ved at sikre risikovillig kapital til opstarts- og vækstmiljøet.
- Den første Dansk Vækstkapital-fond, Dansk Vækstkapital K/S, blev etableret i 2011 af den statslige Vækstfonden, der siden blev en del af Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO).
- I 2016 og 2021 blev Dansk Vækstkapital II K/S og Dansk Vækstkapital III K/S etableret.
- En bred kreds af investorer har samlet set givet tilsagn på cirka 9,4 mia. kr. til de tre første Dansk Vækstkapital-fonde med EIFO og en række danske pensionsselskaber blandt de største investorer.
- Danske Bank-koncernen overtog ved årsskiftet 2024/2025 forvaltningen af de tre første Dansk Vækstkapital-fonde fra EIFO og har nu lanceret Dansk Vækstkapital IV.
- Investeringerne i Dansk Vækstkapital IV udvælges af porteføljeforvaltere med mange års erfaring med aktivklassen