DI og Dansk Metal: Byg flådeskibe i Danmark
DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen og forbundsformand Claus Jensen, Dansk Metal, opfordrer i debatindlæg til, at Danmark selv designer og bygger krigsskibe.
Danmarks sikkerhed kan ikke tages for givet. Hvis det tidligere har været sådan, så er den tid for længst forbi. Verdens uro banker på døren, og vi står over for de største forsvarsinvesteringer i nyere tid, så vi i højere grad kan forsvare os selv. Her bør Danmark og dansk industri bygge med på vores egen sikkerhed.
Mange af de investerede skattekroner i nyt materiel går til udlandet, når vi skal købe kampvogne, kampfly og kanoner. Men vi kan også meget selv, og højteknologiske forsvarsskibe kan blive Danmarks meningsfulde bidrag til vores og Europas oprustning. Hvis vi altså vil.
For der er kun få nationer, der kan bygge et rigtigt, højteknologisk krigsskib, men Danmark kan.
Stærke maritime kompetencer
Vi har et hav af stærke, maritime kompetencer og ny teknologi til skibsbyggeri. Vi har en industri, en mobil arbejdsstyrke og et uddannelsessystem, som kan levere på den store klinge. Og vi har historisk set haft tradition for strategisk samarbejde mellem Forsvaret og industrien på det maritime område. Det skal vi bygge videre på.
Vi bilder os ikke ind, at Danmark kan alt. Det er sandsynligt, at kapaciteter skal sikres i samarbejde med internationale konsortier. Men vi har muligheden for at udvikle en robust og modstandsdygtig forsvarsindustriel base og gøre en del af forsvarsinvesteringerne til en motor for vækst, innovation og arbejdspladser i hele Danmark.
Forsyningssikkerhed afgørende
Vi mener, at Danmark skal gå målrettet efter, at kommende fregatter og skibsprojekter bliver designet og bygget af danske konsortier i Danmark. Det handler ikke kun om industri- og erhvervspolitik. Det handler om forsyningssikkerhed, resiliens og om evnen til at vedligeholde og operere kritisk materiel. Ikke bare i fredstid, men også i krise og i krig.
Den danske skibsbygningsindustri har allerede en knowhow, der er anerkendt internationalt. Med de rette langsigtede politiske beslutninger og investeringer kan Danmark blive en international hub for skibsbygning, drone- og robotteknologi samt avancerede sikkerhedsløsninger. Men det kræver politisk vilje, og det kræver, at vi tør prioritere danske løsninger, hvor det giver mening.
Andre lande gør det allerede. Så selvom vi ikke kan alt, så er og bliver Danmark en skibsbyggernation. Lad os bruge det til at stå stærkere og mere uafhængigt.
Folketingets politikere fik i dag tirsdag en særlig hilsen fra Lars Sandahl Sørensen og Claus Jensen i form af et brev, der kan foldes om til en fregat. Pointen er, at hvis vi Danmark arbejder målrettet for det, kan danske konsortier bidrage i at bygge fregatter og andre skibsprojekter i Danmark.
Video: Eva Guld Klausen