Enorm dansk interesse for amerikansk forsvarsmesse
Verdens største forsvarsmesse i USA tiltrak masser af danske forsvarsvirksomheder – og Danmarks forsvarsattache H.K.H. Prins Joachim.
Mens du måske har holdt efterårsferie, har der fra mandag d. 13 oktober til onsdag d. 15 været gang i USA’s største forsvarsmesse. Det er Association of the United States Army (AUSA), der har åbnet for 44.000 deltagere og flere end 750 udstillinger i Walter E. Washington Convention Center i Arlington, Virginia.
Det har trukket masser af interesse fra danske forsvarsvirksomheder.
- Vi er afsted med en meget stor delegation af danske forsvarsvirksomheder, som ser muligheder i at samarbejde med det amerikanske forsvar og amerikanske forsvarsvirksomheder. Den interesse er ikke blevet mindre i den usikre situation, vi er i nu, siger Joachim Finkielman, direktør for DI Forsvar og Sikkerhed.
Selv om dansk eksport til USA bliver udfordret af toldbarrierer indført af den amerikanske præsident Donald Trump, har det ikke bidt på forsvarsmessen.
- Dansk forsvarsindustri har et langt og tillidsfuldt samarbejde med USA og amerikanske virksomheder, og det har ikke ændret sig. Tværtimod. Vi oplever stor interesse for at samarbejde, siger Joachim Finkielman.
Han fortsætter:
- Selvom forsvarsindustrien også får flere ordrer i Danmark og Europa, er det amerikanske marked det største i verden, og derfor er vi selvfølgelig også til stede her.
Læs også: Ukrainsk samarbejde styrker danske forsvarsvirksomheder
Prins Joachim: enormt amerikansk marked
På forsvarsmessen var også H.K.H. Prins Joachim i sin egenskab af forsvarsattaché. Han påpeger, at det amerikanske marked på forsvarsområdet er enormt. Derfor bør danske virksomheder, der vil ind på det, også være gode til at gøre opmærksom på sig selv.
- Man skal passe på, at man ikke enten er for diskret. Man skal tro på, at man kan det her. Men man skal selvfølgelig også vide, at det, man lover, skal man kunne levere, siger Prins Joachim.
Han mener desuden, at den relativt flade struktur i dansk virksomhedskultur kan være en fordel for danske virksomheder:
- Der er ikke ret langt fra gulvet og til toppen i den danske virksomhedskultur. Det betyder, at chefen kan høre de gode forslag, der kommer fra gulvet. Og tilsvarende kan chefen også få forståelse for sine tiltag hele vejen ned igennem. Og den der forståelse for hinandens behov, hinandens ønsker, det er et unikt kort at kunne spille, også i en tid, hvor man har brug for, at alle kan arbejde efter at nå det samme mål samtidig, siger Prins Joachim.