Ca. 3.600 virksomheder slipper for CBAM-bøvl
Langt størstedelen af danske importvirksomheder slipper for administrative byrder i CBAM-forordningen, som skal sikre, at importerede varer får en CO₂-pris svarende til den, EU-producerede varer har.
Siden 2023 har 4.000 danske importvirksomheder skullet leve op til forpligtelserne i den såkaldte CBAM-forordning. Det er en forordning, som ifølge EU har til formål at sikre, at importerede varer får en CO₂-pris svarende til den, EU-producerede varer har.
- DI har løbende – blandt andet via en række webinarer - svaret på henvendelser fra virksomheder, der har haft spørgsmål til den komplicerede lovgivning. Vi bakker fuldt op om formålet, som er at sikre, at konkurrencen bliver mere lige, og at udledninger ikke blot flytter ud af EU. Til gengæld har vi ikke været begejstrede for de omfattende administrative byrder, forordningen har pålagt især SMV’er, siger Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent i Dansk Industri (DI).
Derfor er det også med stor begejstring, DI modtager nyheden om, at EU endelig har vedtaget de forenklinger til forordningen, som har været i forhandling siden februar 2025, hvor Kommissionen fremsatte forslaget, som en del af den såkaldte Omnibus I-pakke.
I al korthed betyder det, at mellem 80 og 90 procent af de danske virksomheder, der var omfattet af forordningens krav, nu slipper for dem.
- Rundt regnet svarer det i Danmark til, at man går fra 4.000 omfattede virksomheder til kun omkring 400. Det skyldes især, at minimumsgrænsen for at være CBAM-omfattet er sat, så det kun gælder importører med en årlig vareimport på over 50 tons. EU-Importen fra de største virksomheder står til gengæld for 99 procent af emissionerne. Set i det lys er forenklingen det eneste fornuftige, siger Peter Bay Kirkegaard.
Læs mere om: EU’s Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM)
Fakta om CBAM
CBAM (Carbon Border Adjustment Mechanism)
CBAM er EU’s "klimatold", som har til formål at hindre såkaldt "carbon leakage". Altså at produktion og dermed CO₂-udslip flyttes ud af EU til lande med mindre strenge klimakrav. Mekanismen pålægger import af udvalgte varer – bl.a. cement, stål, aluminium, gødning, elektricitet – en afgift, der svarer til den CO₂-pris, EU-virksomheder betaler for produktionen via EU’s kvotehandelssystem (ETS).
Med EU’s netop vedtagne forenkling forhøjes tærsklen, så mindre importører fritages, og visse rapporteringskrav lempes. Frister er desuden udskudt, og administrative byrder reduceres. Læs mere om CBAM på di.dk.
Se også DI's webinarer om CBAM