Rasmus Dahlberg, ph.d. og forsker med speciale i samfundssikkerhed og beredskab, er tilknyttet DI for at hjælpe erhvervslivet med at styrke beredskabet.

Foto: Frederik Georg Stage
27.10.25 DIB Nyheder

Virksomheder bruger DI’s beredskabshjælp

Virksomheders interesse for DI's hjælp til sikkerhed og beredskab er stigende. Det mærkes både digitalt og på fysiske kurser. Senest for godstransportsektoren, hvor også Arla fortalte, hvorfor beredskabet hos underleverandører kan være en konkurrencefordel.

I marts 2024 lancerede Dansk Industri (DI) en hjemmeside – di.dk/beredskab - der skulle være virksomheders go-to sted i usikre tider. Siden dengang er behovet for et beredskab hos både myndigheder, privatpersoner og virksomheder kun blevet tydeligere.

Det kan mærkes på besøgstallet på DI’s beredskabsside. Frem til oktober har siden haft knap 25.000 besøg, mens den i 2024 fik færre end 10.000 besøg.

- Droner i luften, strømsvigt i andre europæiske lande og et stigende antal cyberangreb er med til at styrke virksomhedernes opmærksomhed på deres egen sikkerhed og parathed til at håndtere forskellige typer hændelser. Det bringer flere virksomheder ind på sitet, hvor de finder information og værktøjer til at styrke virksomhedens sikkerhed og beredskab, siger Marie Gad, vicedirektør i DI.

Downloader skabeloner og analyser

Blandt de mest brugte værktøjer fra hjemmesiden er en digital risiko- og sårbarhedstest, som er udarbejdet i samarbejde med Beredskabsstyrelsen. Med den kan  virksomheder nemt skabe et overblik over det risikobillede, der gælder for netop dem.

- Med den i hånden er virksomheden klar til at lave en beredskabsplan, der er baseret på det faktuelle risikobillede. Det giver i vores erfaring en meget større tryghed, når de tiltag, man fører ud i livet, har taget højde for aktuelle og virkelige forhold, siger Marie Gad.

Hun opfordrer i samme ombæring virksomheder til at koble sig på DI’s følgegruppe om beredskab, så de løbende modtager relevant information om sikkerhed og beredskab, opdateret vejledningsmateriale og tilbud om at deltage i arrangementer, kurser og webinarer.

- Det er vigtigt for alle virksomheder – uanset størrelse – at kende deres risikobillede og have en plan for, hvordan de håndteres. Det kan være ødelæggende, hvis man rammes af en hændelse, man ikke er forberedt på. Og omvendt kan det styrke virksomheden på flere felter, hvis man er på forkant med de risici, der kan påvirke virksomheden og dens forsyningskæde. Og så er man samtidig med til at gøre hele Danmark mere modstandsdygtig, hvis man sikrer sin virksomhed, siger Marie Gad.

Læs også: Massiv interesse for DI rådgivning på DI Topmødet

Webinarer og fysiske kurser trækker også

Udover de digitale hjælpeværktøjer tilbyder DI også både webinarer og fysiske kurser, hvor virksomheder bliver klædt på til et styrket beredskab. Aktuelt har 7 transportvirksomheder netop deltaget i et kursus. Her fik deltagerne blandt andet indblik i det nationale risikobillede, ligesom de sammen identificerede egne sårbarheder og trænede beredskabsplaner.

Det skete med hjælp fra blandt andre Rasmus Dahlberg, som er ph.d. og forsker med speciale i samfundssikkerhed og beredskab, og som er tilknyttet DI for at hjælpe erhvervslivet med at styrke beredskabet.

Blandt oplægsholderne var desuden Jørgen Ove Munk. Han er Head of Global Security i Arla, som er en af de virksomheder, der forventes at blive omfattet af CER-direktivet, som skal sikre modstandsdygtighed i kritisk infrastruktur.

Han delte ud af nogle af sine erfaringer og anbefalede alle virksomheder at gennemgå deres risiko- og sårbarhedsanalyse hyppigt. Fx via brug af DI’s online analyse.

- Virksomheder, der har styr på deres risikobillede og øver deres beredskabsplaner løbende, står stærkere også i konkurrence med andre virksomheder, hvis de vil arbejde for os eller andre virksomheder, som bliver CER omfattede, sagde Jørgen Ove Munk.

Bolette Nørgaard, HR Ansvarlig fra J. Nørgaard Petersen A/S fra Taastrup, sagde efter kurset:

- Et beredskabskursus gør os som virksomhed og organisation bedre rustet til det uforudsete og styrker både tryghed, handlekraft og ansvarlighed. Vi har allerede arbejdet en del med beredskab. Men kurset gav os nye indsigter og konkrete værktøjer, som vi nu aktivt bringer i spil fremadrettet.

Vil du have løbende information om beredskab, guides og tilbud om at deltage i events mv., kan du gøre som mange andre og tilmelde dig DI’s følgegruppe om beredskab

Brug DI's beredskabs-værktøjer

Kriser kommer aldrig belejligt og de kan få store konsekvenser for din virksomhed. Analysér din virksomheds risici og sårbarheder med DI's værktøj og brug DI's skabelon til din beredskabsplan, så øger du både din virksomheds modstandsdygtighed og bidrager til et mere sikkert samfund. 

Besøg di.dk/beredskab

Marie Gad

Marie Gad

Vicedirektør

Louis Funder

Louis Funder

Seniorchefkonsulent

Henriette Thuen

Henriette Thuen

Seniorchefkonsulent

Josefine Hjort Spindler

Josefine Hjort Spindler

Sustainability Communications Manager

Relateret indhold