Henriette Søltoft (til venstre), vicedirektør, Dansk Industri og Mette Marcus, stifter af Kunstkonsortiet, mener, at virksomheder har en unik mulighed for at lade kunsten indgå som en aktiv del af deres fortælling udadtil.

Foto: DI
06.10.25 DIB Nyheder

Virksomheder misser oplagt værktøj

Mange virksomheder misser et oplagt værktøj til at styrke trivslen hos medarbejderne og skabe en attraktiv arbejdsplads, skriver Henriette Søltoft, vicedirektør, Dansk Industri og Mette Marcus, stifter af Kunstkonsortiet.

I de senere år er kunsten for alvor begyndt at gøre sit indtog i det danske erhvervsliv - og med god grund. Det er efterhånden en velunderbygget pointe, at kunst og kultur kan løfte arbejdsmiljøet og gøre virksomheden mere attraktiv for nuværende og kommende medarbejdere. For eksempel viser en nyere DI-analyse, at syv ud af ti privatansatte danskere mener, at kunst- og kulturtilbud gør deres arbejdsplads mere attraktiv.

Dog viser tallene også, at virksomhederne kun i begrænset grad gør brug af kunsten - hvilket efterlader rum til potentiale. Her misser mange virksomheder altså et oplagt værktøj til at styrke trivslen hos medarbejderne og skabe en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække medarbejdere i en tid, hvor der er rift om dem

Men potentialet stopper ikke her.  Virksomheder har en unik mulighed for at lade kunsten indgå som en aktiv del af deres fortælling udadtil.

Læs også: Kunst på væggen er som en mundfuld frisk luft

Kunst kan skabe nye fortællinger

At investere i kunst behøver ikke at være et storstilet prestigeprojekt, men kan tage afsæt i enkle tiltag. Det kan være udstillinger, samarbejder med kunstnere eller enkeltstående værker i virksomheden. Gentagne samarbejder eller markante kunstinitiativer kan danne rammerne for nye fortællinger om virksomheden, som både medarbejdere, kunder og offentligheden kan tage del i.

Tag for eksempel Tivolis partnerskab med kunstmessen CHART. Siden 2022 har Tivoli inviteret samtidskunsten indenfor i forlystelsesparkens historiske rammer. Det har skabt uventede oplevelser for de mange gæster og samtidig føjet nye facetter til Tivolis identitet. Kunsten bliver her ikke blot udsmykning, men et aktivt og levende element i virksomhedens kommunikationsstrategi - noget der både understøtter fortællingen om innovation og åbner op for dialog med nye målgrupper.

Læs også: Firmabetalt kunst og kultur er populært

Differentierer virksomheden i markedet

Når danske virksomheder vælger at samarbejde med kunstaktører, tager de samtidig et strategisk valg om at styrke deres brand. Professionelt kuraterede kunstinitiativer signalerer værdier som åbenhed, kreativitet og samfundsansvar – egenskaber, der har direkte afsmitning på virksomhedsprofilen. Kunder og samarbejdspartnere efterspørger autenticitet og samfundsrelevans, og her kan kunstens stemme være med til at differentiere virksomheden i markedet.

Det er de muligheder og potentialer, der har fået os til at stifte Kunstkonsortiet.

I konsortiet drømmer en række uafhængige kunstaktører - fra kuratorer over kunstnere til konservatorer - sammen med DI - om endnu flere visionære samarbejder mellem kunsten og virksomheder. Kunstkonsortiet arbejder netop med at bygge bro mellem to verdener, som ikke altid har så let ved at finde hinanden - men har så meget at tilføre hverandre. Det kræver ikke nødvendigvis store investeringer, men derimod modet til at se kunsten som mere end et personalegode - nemlig som en væsentlig ressource i virksomhedens samlede strategi for kommunikation, branding og værdiskabelse. Med den rette hjælp og vilje til at tænke nyt kan erhvervslivets næste konkurrenceparameter meget vel blive kunsten.

Find hjælp til at bruge kunsten i din virksomhed hos Kunstkonsortiet.

NÅR KUNSTEN KRADSER!

NÅR KUNSTEN KRADSER!

Kom til åbningen af Kunst På Arbejdes nye udstilling ÅRGANG 2025 med værker af nyuddannede kunstnere hos Polestar Space i Vallensbæk torsdag 23. oktober kl. 16-20.

Under titlen ’Kunst i bevægelse’ ønsker Polestar og Kunst På Arbejde at bringe kunsten ind i nye arenaer – særligt i erhvervslivet, hvor kunstens kritiske blik og kreative energi kan inspirere, udfordre og styrke innovationen. Det handler både om mobilitet og om at skabe adgang – også dér, hvor man ikke forventer at møde kunsten.

Sammen ønsker vi at bevæge os – både som mennesker og som samfund.

ÅRGANG 2025 er generøst doneret af Gunnar og Trine Kjems til Kunst På Arbejdes samling og åbningen realiseres i samarbejde med Polestar og Dansk Industri.

TILMELD DIG HER: https://events.polestar.com/kpa

Lars Bertolt Winther

Lars Bertolt Winther

Chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser

Christine Secher

Christine Secher

Fagleder, Tværgående projekter & kommunikation, Future of Work

Relateret indhold