Jørgen Haukohl kom til Rambøll som ung ingeniør. I dag er han projektchef og har et klart råd til andre seniorer, der gerne vil fortsætte karrieren: Bevar en efterspurgt ekspertise.

Foto og video: Frederik Bo Vesterholm Thomsen
25.11.25 DIB Nyheder

81-årig i fuld sving hos Rambøll

Ingeniøren Jørgen Haukohl fortsætter ufortrødent med at arbejde, da hans erfaringer og viden stadig er guld værd for virksomheden.

Jeg har opgaver nok, og så længe der er brug for min ekspertise, bliver jeg ved med at arbejde.

Sådan sætter ingeniøren og projektdirektøren Jørgen Haukohl ord på, hvad der gennem mange år har fået ham til at fortsætte hos Rambøll. Med sine 81 år er han rådgivervirksomhedens ældste medarbejder.

Han er dog langt fra alene om at vælge en senkarriere i virksomheden. 67 medarbejdere har rundet de 70 år, mens der i alt er 827 ansatte som er over 55 år ud af de omkring 4.500 medarbejdere. I løbet af de sidste fem år, er der kommet yderligere 80 medarbejdere, der er ældre end 60 år.

Jørgen Haukohl kom til Rambøll som ung ingeniør og har undervejs i karrieren været direktør for virksomhedens energi- og miljødivision inden han i en alder af 63 år skiftede til sin nuværende rolle, hvor han i dag arbejder fire dage om ugen med projekter, der vedrør affaldsforbrændingsanlæg.

- Normalt har jeg fri om fredagen. Og jeg rejser typisk en gang hver måned ud til de projekter jeg er engageret i. Desværre er det jo ikke så ofte som før, fordi en god del af kommunikationen med kunderne i dag foregår online, fortæller han.

Jørgen Haukohl er nok at se til, for der stor efterspørgsel efter Rambølls løsninger til affaldsforbrænding.

 - Det er interessen, som driver, at jeg møder ind hver dag. Og der er nok at gøre på mit område, så jeg kan tilsyneladende blive ved så længe, jeg har lyst til det, siger han.

Artikel fortsætter under video

Video: Frederik Bo Vesterholm Thomsen

Fleksibel ordning for seniorer

Han er derfor glad for, at Rambøll har så fleksibel en seniorordning. Ingeniørvirksomheden har lagt al tale om pensionsalder på hylden og har i stedet indført en seniorsamtale, hvor de ældre ansatte tilbydes meget fleksible vilkår.

Baggrunden var den demografiske udvikling, hvor de små årgange fra 1980’erne ville udløse en mangel på medarbejdere. Derfor handlede det om at skabe vilkår, der kunne fastholde de ældre medarbejdere længere, forklarede Rambøll Danmarks adm. direktør Ib Enevoldsen tidligere til DI Business. Hvis alle gik på pension som 67-årig ville det få flere kedelige konsekvenser, uddybede direktøren:

 - For det første vil vi tabe betydelig viden og ekspertise. For det andet – og nok vigtigere – så ville jeg være rigtig ked af, hvis vi havde en kultur hvor alle følte det var nødvendigt at forlade Rambøll på et bestemt tidspunkt i livet, uanset om man gerne ville fortsætte. Det ville være en grim indikation på, hvordan vi arbejder som virksomhed.

Også for Dansk Industris direktør Morten Høyer er en politik for senkarriere generelt afgørende virksomhederne.

 - Den demografiske udvikling er med til at skærpe behovet for at flere har lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet. Vi arbejder derfor for at skabe gode rammer for senkarrieren, hvor seniorer både har mulighed for og motiveres til at fortsætte deres arbejdsliv. Det skal være incitatementer som både virksomheder og medarbejdere kan se fordelene ved. Og her er Rambøll og ikke mindst Jørgen Haukohl et inspirerende eksempel, siger Morten Høyer.

DI foreslår blandt andet muligheden for nedsat tid, alternative opgaver eller en gradvis nedtrapning. Desuden skal aldersdiskrimination undgås, så kompetenceudvikling skal også tilbydes seniorer, så de får opdateret deres ekspertise.  

Læs mere om DI’s forslag til at styrke senkarrieren 

Godt råd til andre seniorer

Netop ekspertisen er det centrale omdrejningspunkt for Jørgen Haukohl. Og derfor er hans bedste råd til andre seniorer da også klokkeklart:

- Havde jeg ikke haft ekspertisen, havde min situation måske have været en anden. Man skal bevare den ekspertise, der efterspørges af virksomheden, for det fastholder en i opgaverne, når man når nærmer sig den sidste del af karrieren, slutter han.

Senkarriere

DI’s tilbud til virksomhederne
1. Styrk senkarrieren i din virksomhed – DI lancerer en ny virksomhedsguide. DI’s guide til senkarriere
2. Flere virksomheder arbejder målrettet med senkarrierer – lancering af DI Seniorløftet.

Anbefalinger til politikerne
3. Et skattefrit år for ekstraordinært mange år på arbejdsmarkedet
4. Det skal være muligt at sætte ratepensionen på pause
5. Giv en jobpræmie til seniorer, der bliver ledige fem år før pensionsalderen
6. DI inviterer til partnerskabsaftalen Seniormatch
Se DI's anbefalinger her

Morten Høyer

Morten Høyer

Politisk direktør

Relateret indhold