Fra drama til lettelse: Regelforenklinger får grønt lys af EU-Parlament
Efter ugers politisk drama og forsinkelser vedtog Europa-Parlamentet torsdag sin position på EU-Kommissionens udspil til regelforenkling for bæredygtighed og rapportering. Desværre uden et flertal over midten.
Danske virksomheder kom torsdag et væsentligt skridt tættere på enklere spilleregler for rapportering om bæredygtighed, da Europa-Parlamentet i anden omgang vedtog EU-Kommissionens såkaldte Omnibus 1-pakke.
Det glæder i høj grad DI, der har slået hårdt på nødvendigheden af enklere regler for at styrke erhvervslivets konkurrenceevne.
– Det er positivt, at parlamentet nu langt om længe har vedtaget Omnibus 1 efter sidste måneds fadæse. EU har hårdt brug for et opgør med unødigt bureaukrati, for at virksomhederne kan trives og blive ved med at sikre vores velstand. Det opgør kommer et skridt videre med denne afstemning, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.
Europa er alvorligt presset både på vores konkurrenceevne og sikkerhed, og det vil derfor være forstemmende, hvis Europa-Parlamentet bliver en stopklods for de beslutninger, der skal løse kriserne. Derfor er det en lettelse, at der endelig er fundet et flertal, fortsætter han.
I sidste måned overraskede Europa-Parlamentet ved at stemme nej til et tidligere kompromis, trods bred opbakning fra de tre store politiske grupper, nemlig de konservative, de liberale og socialdemokraterne. De tre grupper havde som udgangspunkt flertal i parlamentet, men flertallet faldt da flere af gruppernes parlamentarikere alligevel ikke stemte for omnibus-pakke.
Håbede på bredere opbakning
Det forslag, der nu er stemt er et kompromis mellem den konservative gruppe og parlamentets højrefløj.
– Det er ingen hemmelighed, at vi fra DI’s side havde håbet på en stabil og ansvarlig løsning over midten, der samlede de brede pro-europæiske grupper i parlamentet. Når det handler om vores fælles velstand og konkurrencekraft, havde jeg gerne set, at flere partier tog ansvar og fandt hinanden. I stedet endte det med mudderkastning og helt unødvendig dramatik. Det er det modsatte af, hvad Europa har brug for i denne svære tid, siger Lars Sandahl Sørensen.
Forenkling har toppriotet
Omnibus 1 skal bl.a. forenkle de regler, der stiller krav til virksomheders rapportering om bæredygtighed. I en ny DI-undersøgelse peger to ud af tre virksomheder på færre administrative byrder som den vigtigste politiske prioritet. Særligt ESG- og bæredygtighedsrapportering fremhæves som den mest udfordrende byrde.
– Kravene til rapportering om bæredygtighed har nået et omfang og en kompleksitet, der er kommet helt ud af kontrol og ikke tjener formålet om at understøtte den grønne omstilling, siger Lars Sandahl Sørensen og tilføjer:
- Der er brug for færre og mere målrettede regler, så virksomhederne kan bruge kræfterne på at skabe værdi, arbejdspladser og løsninger til den grønne omstilling – ikke på administration, siger Lars Sandahl Sørensen.
Klar til endelige forhandlinger
Med Europa-Parlamentets position på plads kan de endelige forhandlinger – de såkaldte trilogforhandlinger mellem parlamentet, medlemslandene i Rådet og EU-Kommissionen – nu gå i gang. Her får Danmark som formandskabsland i EU en central rolle. Dog kun indtil årsskiftet, hvor Cypern overtager EU-formandskabet.
Derfor gælder det om at holde snuden i sporet, så virksomhederne kan få klar besked, pointerer DI-direktøren.
– Det her handler om langt mere end bundlinjen hos enkelte virksomheder. Det handler om Europas velstand, sikkerhed og muligheder for at investere i vores fremtid. Vi håber meget på en endelig aftale om Omnibus 1 inden det danske formandskab slutter, siger Lars Sandahl Sørensen.
Han håber, at det fremover vil være nemmere at få de næste omnibuspakker vedtaget.
- I løbet af det kommende år skal Parlamentet stemme om flere nye forenklingspakker, og vi kan ikke leve med, at det hver gang udvikler sig til det nærmest uansvarlige politiske cirkus, vi har set med Omnibus 1, siger han.
Læs også: Virksomheder skriger på forenkling