Virksomhederne venter utålmodigt på, at EU-systemet får sat handling bag ordene, når de taler om at gøre det hele simplere, siger vicedirektør i DI, Kim Haggren.

Foto: Hans Søndergaard
13.11.25 DIB Nyheder

Virksomheder skriger på forenkling

Færre byrder står øverst på danske virksomheders ønskeliste til Folketingets politikere, viser en ny DI-rundspørge. Især rapporteringspligter giver direktørerne flere grå hår, end de har i forvejen.

To ud af tre virksomheder mener, at danske folketingspolitikeres vigtigste opgave er at sørge for mindre bøvl og færre byrder. Det viser en ny rundspørge foretaget af Epinion for Dansk Industri (DI).

- Administrative byrder er vokset til at være en af de største trusler mod deres vækst. I 2022, hvor virksomhederne blev stillet samme spørgsmål, var mangel på kvalificerede medarbejdere den suverænt vigtigste prioritet, mens færre administrative byrder lå på andenpladsen. I 2025 har de to temaer byttet plads, og forskellen mellem dem er vokset betydeligt, siger Kim Haggren, vicedirektør i DI.

Det er især rapporteringspligter, der giver virksomhederne grå hår. Her svarer 33 procent, at bæredygtighedsrapportering giver de størst udfordringer. Indberetninger til statistiske formål er værst for 32 procent (tre svar mulige).

- De skriger efter regelforenkling, særligt på bæredygtighedsområdet. Det betyder slet ikke, at de er imod grøn omstilling. Men hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling kræver det flere grønne investeringer i stedet for flere ressourcer brugt på dokumentation og rapportering, siger Kim Haggren.

Læs også: Værsgo: Den mest detaljerede kortlægning af regelvanvid

Omnibus til afstemning

Af samme årsag har DI fulgt opmærksomt med i forhandlinger og politiske slagsmål om den såkaldte omnibus,, som skal forenkle EU’s regler om bæredygtighed. De led et knæk, da EU- parlamentet i slutningen af oktober stemte nej til en forenklingspakke.

- Det var en bitter pille at sluge. Jeg tror ikke, at folk – og parlamentarikerne - helt havde forstået, hvor bøvlet og omkostningsfuld reglerne om bæredygtighedsrapportering faktisk er, siger Kim Haggren.

Han påpeger, at en redegørelse fra Erhvervsstyrelen har vist, at lovgivning fra 2024 alene koster danske virksomheder knap 9 mia. kr. i implementeringsomkostninger samt faste, årlige omkostninger på 10 mia. kr. til rapportering og efterlevelse af de nye krav.

- Det er et historisk højt niveau. De nye byrder, der kom til i 2024, overstiger faktisk de årlige byrder fra de foregående ni år tilsammen. Derfor venter virksomhederne også utålmodigt på, at EU-systemet får sat handling bag ordene, når de taler om at gøre det hele simplere, siger Kim Haggren.

Læs også: Fra drama til lettelse: Regelforenklinger får grønt lys af EU-Parlament

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

Relateret indhold