Historisk etablering af dansk raketproduktion i Danmark
Med en statslig produktionstilladelse i ryggen opstarter SkyPro Propulsion A/S nu den første danske produktion af MLRS-raketter nogensinde i Danmark. Det viser, at dansk forsvarsindustri er parat til at levere og udforske nye temaer, mener DI.
Virksomheden SkyPro Propulsion A/S lancerer nu sine planer og iværksætter en egentlig produktionslinje for produktion af op til 400 mm-raketter.
I første omgang bliver det primært 122 mm-raketter samt mindre raketter til nedskydning af droner. Produktionen af de såkaldte MLRSraketter (Multiple Launch Rocket System) placeres i Vandel i Vejle Kommune.
- Efter flere års sikkerhedspolitisk uro i Europa er lagrene i vid udstrækning blevet reduceret, samtidig med at oprustningen er accelereret. Der er allerede et betydeligt underskud på raketammunition, og hvis vi skal kunne opretholde den nødvendige ildstøtte til vores NATObrigader i øst – som erfaringerne fra Østeuropa tydeligt viser behovet for – kræver det en produktionskapacitet, der ligger væsentligt over det niveau, man tidligere har planlagt efter, og i et omfang vi ikke tidligere har set, siger Michael Kjær Sørensen, CEO i SkyPro Propulsion A/S.
Læs også: DI og Dansk Metal: Byg flådeskibe i Danmark
Teknikken findes ikke i EU
Forsvarsvirksomheden etablerer raketproduktionen i området Defence Valley Vandel, som ligger i Vandel i Sydøstjylland og huser et tidligere NATO-depot og en nu nedlagt flyvestation, der var base for F-16-jagerfly. Området er cirka 350 hektar stort og sikret bag hegn samt overvåget både fra luften og på jorden.
Området rummer allerede betydelige eksisterende faciliteter, som blev opført i slutningen af 1980’erne som en del af NATO’s infrastruktur. Disse bygninger vil i vid udstrækning blive genanvendt og moderniseret, hvilket både sikrer en hurtig opstart og en ansvarlig anvendelse af eksisterende ressourcer. Samtidig suppleres de eksisterende bygninger med nye modulære bygninger, der gør det muligt at etablere produktionen fleksibelt og i takt med behovet.
SkyPro Propulsion baserer sin produktion på en unik og gennemprøvet teknik, der allerede ergodkendt og anvendes i NATO-sammenhæng. Teknologien er kendetegnet ved høj præcision og øget sikkerhed sammenlignet med andre løsninger på markedet, og teknikken findes i dag ikke i EU.
- Når teknologien er implementeret i Danmark, prioriterer vi danske leverandører og EUbaserede komponenter, og vi har samtidig sikret, at teknikken kan produceres uden afhængighed af leverancer uden for EU. Det giver fuld sporbarhed og styrker dansk og europæisk forsyningssikkerhed, siger Michael Kjær Sørensen.
Læs også: Ukrainsk samarbejde styrker danske forsvarsvirksomheder
Europæiske producenter på besøg
Den danske produktion skal skabe danske arbejdspladser, styrke dansk og europæisk forsyningssikkerhed og reducere afhængigheden af produktion uden for EU.
- Interessen for netop denne type produktion har været markant det seneste år, og flere store europæiske producenter har allerede besøgt os og peget på, at det er både unikt og strategisk vigtigt, at denne teknologi nu er forankret i Danmark og EU, siger Michael Kjær Sørensen.
Med de statslige tilladelser på plads og med opbakning fra ejere, investorer, samt lokale myndigheder i Vejle m.fl., går SkyPro Propulsion nu ind i den konkrete etableringsfase, hvor fokus er på opbygning af produktionslinjer, ansættelse af medarbejdere og integration i danske og europæiske værdikæder samt militære godkendelser i flere Nato-lande.
Læs også: Enorm dansk interesse for amerikansk forsvarsmesse
Forsvarsindustrien er parat til at levere
Også Dansk Industri (DI) bakker op om den nye fabrik.
- Danmark og Europa står over for essentielle sikkerhedspolitiske udfordringer, som kalder på et robust og effektivt forsvar. Med den nye raketproduktion træder dansk forsvarsindustri et skridt op på scenen på et område, som er nyt for industrien. Det viser, at vi både er parat til at levere indenfor traditionelle styrkepositioner, men også udforske nye temaer. Det har betydning for resiliensen i Europa og i det danske forsvar, siger Joachim Finkielman, direktør i DI Forsvar og Sikkerhed.
Han fortsætter:
- Danmark har kapaciteten til at positionere sig som en leder inden for forsvarsproduktion på udvalgte områder, og med egentlig raketproduktion i Danmark går SkyPro Propulsion foran og viser, at dansk forsvarsindustri er klar til at tage næste skridt i leverancer til både Danmark og vores partnere.
Sky Pro forventer at i den indledende fase at rekruttere op til cirka 110 medarbejdere og kunne påbegynde den konkrete produktion i 2. halvår 2026.
Læs også om DI’s initiativ "Bring erhvervslivets løsninger tættere på Forsvaret"