VOLA er gået all in på erhvervspraktik i uge 48. Her var 16 folkeskoleelever i praktik på virksomheden, og ved ugens afslutning havde flere af deltagerne udtrykt ønske om enten praktik eller mesterlære i virksomheden.

Foto: VOLA
02.12.25 DIB Nyheder

Hos VOLA er erhvervspraktik sat i system

16 folkeskoleelever har i uge 48 boltret sig i erhvervspraktik hos VOLA, der har sat system i forløbet og samarbejder med Horsens Kommune. Det er et eksempel til efterlevelse, mener DI.

Uge 48 er kommet og gået i design- og produktionsvirksomheden VOLA. Det meste var, som det plejer at være og så alligevel ikke. For stort set alle arbejdsfunktioner i virksomheden fik tilført inspiration fra 16 erhvervspraktikanter, der havde søgt efter specifikke fagområder, de gerne ville se nærmere på i deres praktikforløb.

Det spænder vidt i VOLA. Ifølge opslaget hos Horsens Kommune kunne eleverne hos VOLA stifte bekendtskab med fagområderne: økonomi, IT/systemadministration, kantine, salg, marketing, industritekniker, industrioperatør, produktør, montage,  elektriker, logistik og  produktudvikling.

- Vi har haft erhvervspraktikanter før, men det er typisk foregået i enkelte afdelinger ad gangen og ofte på den måde, at det har været på forældreforespørgsler, så det har været meget ustruktureret. Nu er der jo indført obligatorisk erhvervspraktik, og det vil vi gerne engagere os i og forsøge at gøre det på en lidt anden måde, siger adm. direktør Johannes Saugbjerg.

Læs også: Hun har gjort VOLA til et ikon i dansk design

Skal påvirke de unge til at vælge bredere

VOLA er gået all in på erhvervspraktik i uge 48. I alle afdelinger er der udpeget en ansvarlig for erhvervspraktikken og dens indhold er stramt styret, så skoleeleverne ikke går fra forløbet uden at have fået et solidt indblik i opgaver og muligheder indenfor de forskellige faggrupper.

- Vores største behov i fremtiden bliver faglærte medarbejdere i produktionen. Det er også dér, vi har flest medarbejdere og dermed mulighed for at tage flest praktikanter ind. Men for at gøre det så bredt som muligt, har vi lavet praktikmuligheder i alle afdelinger, siger Johannes Saugbjerg .

Han påpeger, at der bliver kolossal mangel på hænder indenfor stort set alle faggrupper i fremtiden.

- Derfor skylder vi os selv at gribe muligheden, så det ikke blot bliver en tjekliste med obligatorisk erhvervspraktik, men at det faktisk bruges som mulighed for at påvirke de unge til at vælge mere bredt – både i forhold til erhvervsvalg og skolevalg – end de hidtil har gjort, siger Johannes Saugbjerg.

Han er derfor også glad for det samarbejde, VOLA har med Horsens Kommune.

- Det er et godt redskab med en portal, hvor elever, forældre og lærere kan finde og søge praktikpladser, som virksomheder slår op.  Det skal være professionelt, så skoler og lærere har et sted at henvise elever og forældre til, siger Johannes Saugbjerg.

Læs også: Lærlinge står i kø på havnen i Hirtshals

Flødeskum på VOLA indsats

I Horsens Kommune har Søren Licht, afdelingsleder i Ungdomscenter Horsens også været glad for samarbejdet med VOLA.

- Der er virkelig lagt flødeskum på den indsats, VOLA har gjort. Det særligt gode ved dem er jo, at de spænder så vidt i faggrupper, og så at de har lagt alle de kræfter i at gøre ugen til en god oplevelse for de unge mennesker, siger Søren Licht.

Han sender samtidig roser ud til alle de virksomheder, der hjælper med at få 1.000 folkeskoleelever ud i erhvervspraktik.

- Det er en fælles opgave for kommune, skoler, forældre, elever, DI og alle andre at få det til at lykkes. Fra vores side er er en del af arbejdet at være fast på skolerne og lave god vejledning af alle børn. Det arbejde har været i gang, siden vejledningen blev professionaliseret i 2004. Det er en stor tilfredsstillelse, når de unge får en god oplevelse med erhvervspraktikken, siger Søren Licht.

Læs også: Fenrisulven banket på plads af Odenses gyldne tagmester

Logan James Hansen i praktik hos VOLA

Logan James Hansen går i 9. klasse på Brædstrup Skole. Han vil gerne være industritekniker og har været i erhvervspraktik hos VOLA.

Foto: Frederik Thomsen

Logan har været glad for indblik

Blandt de unge, der har været i erhvervspraktik hos VOLA er Logan James Hansen fra Brædstrup skole, som nærer et ønske om at uddanne sig til industritekniker.

- Det har faktisk været rimeligt fedt at være herhenne. Det er godt at se alle maskinerne virke og lære om alting. De er rigtig gode til at svare på alle de spørgsmål, man har. Så jeg vil faktisk gerne arbejde med sådan noget her, siger Logan James Hansen.

Han synes, det er en stor fordel at have set i virkeligheden, hvordan tingene bliver til.

Det er utroligt, at man kan lave sådan nogle små ting ved at kigge på en tegning og så taste det ind, siger Logan James Hansen, der i løbet af praktikken nåede at få lavet sin egen lysestage.

Flere af de unge, der har været i erhvervspraktik hos VOLA, har efterfølgende vist interesse for enten læreplads eller juniomesterlære hos virksomheden.

Bliv del af DI's Lærepladsfællesskab

Kæmpe ros fra DI

I Dansk Industri (DI) er Signe Tychsen Philip meget glad for at høre om det professionelle setup, der er omkring erhvervspraktikken i både VOLA og Horsens Kommune.

- Nu hvor erhvervspraktik er blevet obligatorisk i folkeskolens ældste klasser er det vigtigt med en ekstra indsats for alle involverede parter – kommunerne, skolerne og virksomhederne. Vi skal finde 20.000 ekstra pladser så det kræver noget af os alle, men det er tid godt givet ud , siger Signe Tychsen Philip.

Der hæfter hun sig ved, at VOLA har hentet inspiration i det materiale, som en række organisationer har udarbejdet for at klæde virksomheder, forældre og skoler godt på til opgaven.

-  Erhvervspraktik er en investering med et formål. Det er en unik mulighed for at give unge indblik i en spændende hverdag på en arbejdsplads lige rundt om hjørnet, inspirere næste generation og tiltrække kommende medarbejdere, siger Signe Tychsen Philip.

Læs også: Søges: 20.000 ekstra erhvervspraktikpladser

 

Signe Tychsen Philip

Signe Tychsen Philip

Vicedirektør

Marie Agerbæk Poulsen

Marie Agerbæk Poulsen

Chefkonsulent

Mette Keinicke

Mette Keinicke

Konsulent

Mads Hyldahl Fogh

Mads Hyldahl Fogh

Chefkonsulent

Relateret indhold