Hos kommunikationsbureauet Primetime får medarbejderne lov til at ønske tre gaver, fortæller Line Deleuran, der er partner og direktør i Primetime. Se video under artiklen.

Foto: Eva Guld
05.12.25 DIB Nyheder

Sitrende julegave-forventninger i hele december

Halvdelen af medarbejderne hos Primetime ønsker sig enten Brøndby eller FCK fodboldtrøjer i julegave. For mange virksomheder og medarbejdere er årets julegave en væsentlig gestus, der betyder væsentligt mere, end det skattefri maksimumbeløb tilsiger.

Hos kommunikationsbureauet Primetime må de 60 medarbejdere skrive tre personlige julegaveønsker på en ønskeliste. Prisen må af skattemæssige årsager højest være 850 kr. men ellers er der frit slag. Et af ønskerne bliver opfyldt, og i år bliver julegaverne pakket ud i forbindelse med den årlige gløgg-tradition den 19. december.

- Det er andet år, vi kører med ønskemuligheden, og så er der to julegaveansvarlige, der køber og pakker gaverne ind, siger Line Deleuran, der er partner og direktør i Primetime.

Sidste år var ”Brøndby-” eller ”FCK-trøje” på ønskelisten på cirka halvdelen af medarbejdernes ønskesedler, ligesom de helt rigtige håndklæder eller fedt gear til den fælles skitur i januar er nogle af ønskerne, der hitter.

- Ønskelisterne bliver lagt i kuverter og hængt op på en granguirlande i fællesrummet allerede i november, og så hænger de og skaber god stemning og sitrende julegaveforventninger i hele december, siger Line Deleuran.

Det er blandt årsagerne til, at Primetime prioriterer julegaveindkøbene ret højt.

- Det er selvfølgelig et stort arbejde i en i forvejen travl periode. Men det er det hele værd at kunne give vores medarbejdere en personlig anerkendelse og en gave, de oprigtigt bliver glade for, siger Line Deleuran.

Læs også: Brevkassen - hvor dyr må en skattefri julegave være i 2025

Alle ser hvis julegaven mangler

Primetimes julegavevalg går videre end de fleste virksomheder. Men ifølge Daarbak Redoffice, som leverer firmagaver til tusindvis af virksomheder i hele landet, er julegavevalget ikke længere rutine hos de fleste danske virksomheder. 

- Tidligere gik man med det sikre og valgte one size fits all. I dag handler firmagaven om relevans og personlighed" siger Mie Ustrup Bæk, Business Unit Manager i Daarbak Redoffice.

Ifølge gaveleverandøren tilbyder flere virksomheder i dag gaveplatforme, hvor medarbejderne selv vælger ud fra et kurateret udvalg med markant vækst i gaver, der understøtter fysisk og mental restitution.

Desuden bruger flere virksomheder ifølge Daarbak Redoffice gaveøjeblikket som en bevidst anledning til at samle medarbejderne, med julefrokost eller personlig overlevering. Og det er ikke tilfældigt.

- Medarbejderjulegaven er blevet så selvfølgelig, at alle lægger mærke til, hvis den mangler. Derfor er måden, den gives på, blevet lige så vigtig som selve gaven. Det er et vigtigt samlingspunkt, siger Mie Ustrup Bæk.

Læs også: DI julekalender åbner 24 døre til nye markeder

Individuelle løsninger går frem i alt

I Dansk Industri (DI) kan Christine Secher, fagleder for Future of Work, bekræfte tendensen som beskrevet af både Daarbak Redoffice og Primetime.

- Julegaven er som medarbejdergode måske en lille ting, men den er stadig et signal og anerkendelse af medarbejderen. Og så er den et billede på den individualisering, vi ser i hele tilgang til arbejdslivet både for medarbejdere og virksomheder. Derfor bliver julegaven vigtig, da det er en meget synlig og håndgribelig måde at få sagt: Du betyder noget for os.

Hun ser desuden flere og flere eksempler på individuelle løsninger indenfor mange områder i virksomhederne. Det gælder bl.a. fleksibel arbejdstid, karriereveje og performance.

- Individualisering er en generel trend. Tidligere skulle f.eks. personalepolitiken sikre ensartet behandling af medarbejderne. Nu regner medarbejderne med at blive mødt dér, hvor de er i livet, så det bliver ”One Size fits me”, siger Christine Secher.

Hun mener, at virksomheder generelt er nødt til at gøre en stor indsats for at tiltrække og fastholde medarbejdere.

- Der er konkurrence om talenterne i alle aldre. Samtidig har vi mere og mere viden om, hvordan vi er forskellige. At vi trives og performer godt under vidt forskellige rammer. Derfor bliver det vigtigere for virksomhederne at kunne tiltrække og fastholde medarbejdere ved at imødekomme deres individuelle behov. En mere personlig julegave er en del af denne strategi, siger Christine Secher.  

DI ønsker alle en glædelig jul og håber, at alle får lige de gaver, de ønsker sig.

Læs også: Nytænkning af well-being strategier: Wellness på arbejdspladsen 

I 2024 var ”Brøndby-” eller ”FCK-trøje” på ønskelisten på cirka halvdelen af medarbejdernes ønskesedler, ligesom de helt rigtige håndklæder eller fedt gear til den fælles skitur i januar er nogle af ønskerne, der hitter hos medarbejderne hos Primetime.

Video: Eva Guld
Christine Secher

Christine Secher

Fagleder, Tværgående projekter & kommunikation, Future of Work

Relateret indhold