EU-udspil om energiinfrastruktur får DI-ros
Det fortjener stor ros, at EU Kommissionen vil styrke uafhængigheden og gøre energien billigere med udbygning af den europæiske energiinfrastruktur, mener DI.
Det er overskriften på en pressemeddelelse fra kommissionen, der præsenterer udspil til ”European Grids Package”, som altså skal sætte retning for netudbygningen i EU.
- EU Kommissionen fortjener stor ros for udspillet. Netudbygning er en forudsætning for, at EU kan lykkes med den grønne omstilling, sikre egen forsyning uafhængigt af russisk gas og øge europæisk konkurrenceevne. Derfor kan betydningen af European Grids Package ikke undervurderes, siger Troels Ranis, direktør i DI Energi.
Han mener, det er helt afgørende for at sikre tempo i netudbygningen, at tilladelsesprocesserne på tværs af EU bliver mere effektive.
- European Grids Package indeholder krav om frister for tilladelser til netinfrastruktur på 2 år. Det er vi rigtig godt tilfredse med, siger Troels Ranis.
Han mener desuden, at der er behov for hurtigere og mere velkoordineret udbygning af grænseoverskridende infrastrukturprojekter.
- Vi har foreslået at der etableres 50 europæiske infrastrukturprojekter på tværs af sektorer. European Grids Package går ikke helt så vidt. Men der leveres 8 energy highways, som inkluderer Energiø Bornholm på dansk grund. Desuden tager pakken livtag med behovet for en koordineret tilgang til infrastrukturudbygning og deling af omkostninger mellem medlemsstater fremadrettet baseret på analyser af fordele og omkostninger. Det kan vi kun bakke op om, siger Troels Ranis.
Anledning til bekymring
Pakken indeholder også en vejledning til nettilslutning, som er helt afgørende for at sikre hurtigere nettilslutning af elektrificering og VE.
- Det er i vores øjne en elegant løsning, at Kommissionen med vejledningen slår fast, at der kan bygges direkte linjer og indføres prioriteret nettilslutning inden for den eksisterende EU lovgivning. Dermed undgår man, at ændringer af EU lovgivning bliver et forsinkende led, siger Troels Ranis.
Han fortsætter:
- Når det er sagt, giver det også anledning til bekymring, når pakken åbner for VE-direktivet og elmarkedsdirektivet. Det er hjørnesten i vores markedsdesign. Og det er vigtigt, at forhandlingerne om de retsakter holder sig på sporet og ikke breder sig til andre dele af retsakterne. Et sådant skred ville kunne gøre mere skade end gavn for investeringer i grøn omstilling, siger Troels Ranis.
Læs også: EU's Klimaenighed viser grøn vej for europæisk erhvervsliv