1000 danske virksomheder skal sikre kritisk dansk infrastruktur
Cirka 1000 virksomheder fra 11 forskellige sektorer bliver omfattet af langt mere omfattende sikkerhedskrav med nyt CER-direktiv. Find løbende opdateret information om dirketivets danske implementering.
Dansk Industri (DI) forventer, at cirka 1000 virksomheder fra 11 forskellige sektorer bliver omfattet af langt mere omfattende sikkerhedskrav. Det vil ske, når det netop fremlagte lovforslag om ”kritiske enheders modstandsdygtighed” bliver endeligt vedtaget senere på året.
DI anerkender nødvendigheden af lovgivningen, som sammen med NIS 2 direktivet skal sikre, at Danmark står styrket mod alt fra naturkatastrofer til cyberangreb og terrorhandlinger.
- I lyset af den geo- og sikkerhedspolitiske situation er der generel forståelse for baggrunden for forslaget blandt virksomhederne, siger seniorchefkonsulent Louis Funder, DI.
Læs også: Ubarmhjertigt korte frister for NIS2
Årligt gebyr på 675.272 kr. for tilsyn
Det er stadig usikkert, hvordan direktivet præcist vil blive implementeret i Danmark, da de konkrete krav til virksomhederne vil fremgå af sektorbekendtgørelser, som fremsættes i løbet af foråret for de 11 omfattede sektorer.
Sikkert er det dog, at det øgede beredskab vil have omkostninger for virksomhederne. Både ved implementering af tekniske krav og procedurer, samt den løbende vedligeholdelse.
Desværre er det ikke de eneste omkostninger, der pålægges virksomhederne for at holde Danmark sikkert. I bekendtgørelsen for energisektoren, der er på vej til første behandling i Folketinget, pålægges virksomheder i sektoren årlige gebyrer for at få udført tilsyn – helt op til 675.272 kr. årligt for den virksomhed som skal betale mest.
- Gebyrer til virksomheder er på ingen måde noget, DI støtter. Vi synes, det er under al kritik, at regeringen vælter udgifter til kontrolopgaven over på virksomhederne. Vi vil opfordre til, at regeringen i stedet benytter sig af direktivets muligheder for selv af afholde omkostningerne til tilsyn, og vi vil kæmpe for at både energisektoren og de øvrige sektorer friholdes fra gebyrer, siger Louis Funder.
CER-direktivet
CER-direktivet
CER-direktivet dækker en bred vifte af sektorer, der anses for kritiske for samfundets funktion. Disse omfatter:
Energi - Elektricitet, olie og gas.
Transport - Luftfart, jernbaner, vejtransport og skibsfart.
Bankvirksomhed - Centrale finansielle funktioner.
Finansiel infrastruktur - Betalingssystemer og finansielle markedsinfrastrukturer.
Sundhed - Hospitaler og andre essentielle sundhedstjenester.
Drikkevand - Produktion og distribution.
Spildevand
Digital infrastruktur - Datacentre, cloud-tjenester og netværksinfrastruktur.
Offentlig administration - Myndigheder med kritiske funktioner.
Rummet - Tjenester relateret til satellitkommunikation.
Fødevarer
Yderligere info (opdateres løbende): di.dk/cerdirektivet