DI og 3F Transport indgår 3-årigt gennembrudsforlig
Ny balanceret aftale på transportens område cementerer den danske model som et solidt grundlag under arbejdsmarkedet og dansk velfærd, siger DI’s chefforhandler, viceadm. direktør Kim Graugaard.
Dansk Industri (DI) og 3F Transport indgik søndag et treårigt forlig på transportens område. Aftalen er gennembrudsforlig på normallønsområdet og sætter rammerne for 186.000 lønmodtagere.
Med aftalen for to uger siden på industriens område, minimallønsområdet, er begge gennembrudsforlig på det danske arbejdsmarked nu i hus.
- Jeg tror på, at vi har nået en afbalanceret aftale, der giver både plads til lønstigninger for lønmodtagersiden, men også ligger inden for rammen, der bevarer en stærk konkurrenceevne. Også for vores medlemsvirksomheder i transportbranchen, siger chefforhandler og viceadm. direktør i DI, Kim Graugaard.
Alle anstrengelser værd
Forhandlingerne på transportens område blev indledt 8. januar. De afsluttende forhandlinger begyndte i går, lørdag, og varede natten igennem til kl. 13.00 søndag.
Forhandlingerne omfatter den såkaldte Fællesoverenskomst, der gælder for lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere. Aftalen på normallønsområdet er den endelige overenskomstaftale for de dækkede medlemmer, mens den endelige lønstigning på minimallønsområdet, industriens område, aftales på virksomhederne.
- Vi har forhandlet næsten et døgn. Men når først vi er i mål, så er anstrengelserne det hele værd. Vi lever lige nu i en verden i opbrud – alting synes usikkert. Men med denne aftale er vi med til at sikre ro på arbejdsmarkedet, forudsigelighed i lønudviklingen og stærk dansk konkurrenceevne i tre år frem, siger Kim Graugaard.
Nye elementer i aftalen
Transportaftalen læner op ad industriens gennembrudsforlig, så nogle vil genkende elementer fra industri-aftalen. Men aftalen indeholder også en lang række nye elementer, som begge parter er glade for:
- Forbedring af seniorordningen, med mulighed for finansiering af 46 seniorfridage.
- Nye tiltag for at sætte fokus på bedre trivsel på arbejdspladserne. Det sker gennem en ny konsulenttjeneste, der kan rådgive virksomheder med at fremme trivsel og bedre psykisk arbejdsmiljø og forebygge krænkende handlinger.
- Og så har aftalen mere fokus på fleksibilitet både for virksomhederne ved at kunne planlægge arbejdstiden mere fordelagtigt. Men også fleksibilitet for lønmodtagerne. Aftalen giver mulighed for at planlægge arbejde og privatliv bedre.
Læs mere om Fællesoverenskomsten her
Vigtigere end nogensinde
Kim Graugaard ser det alt i alt som en afbalanceret og ansvarlig aftale.
- Forholdene for både arbejdstagere og arbejdsgivere bliver bedre. Danskerne kan regne med den danske model, siger han og fortsætter:
- Danmarks første overenskomst blev aftalt for mere end 100 år siden – og hver eneste aftale siden da er vigtig og historisk. Men især denne. Når verden skælver, så er det vigtigere end nogensinde, at den danske model står som en del af et fast grundlag under Danmark. Denne 3-årige aftale er skabt i urolige tider – derfor er den så vigtig.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.