Vi står med nogle voldsomme udfordringer, hvor det ikke nytter at gøre som vi plejer, siger DI's topchef, Lars Sandahl Sørensen. Vi har ikke økonomien eller arbejdskraften til at løse de store opgaver med et stærkere forsvar, et stærkere EU og et bedre klima,

Foto: Ulrik Jantzen
11.02.25 DIB Nyheder

DI: Reformer og ny teknologi skal finansiere styrkemål

Nye reformer og en massiv oprustning med AI i den offentlige sektor skal skaffe milliarder, som kan bidrage til at løse dyre samfundsudfordringer.

Låntagning og krigsskat er en taberstrategi. Det har DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen slået fast i de seneste ugers politiske debat om finansiering af et stærkere forsvar.

Nu følger DI og topchefen op med et nyt, konkret udspil til at finde en stor del af pengene. Nye reformer og en massiv oprustning med kunstig intelligens i den offentlige sektor skal skaffe op mod 30 milliarder kroner, som kan være med til at løse de store samfundsudfordringer.

- Vi står med nogle voldsomme udfordringer, og så nytter det ikke at tro, at vi bare kan gøre, som vi plejer. Vi må konstatere, at vi ikke har økonomien eller arbejdskraften til at løse de store opgaver med et stærkere forsvar, et stærkere EU og et bedre klima, forklarer han og uddyber: 

- Derfor er der brug for flere nye og håndfaste initiativer, både med reformer og med anvendelsen af ny teknologi som kunstig intelligens og robotter, som skaber en reel modernisering af ikke mindst den offentlige sektor.

Læs også: Rogaczewski: Danmark viser Europa AI-vejen

Kan frigøre 55.000 årsværk 

Kunstig intelligens, robotter og digitalisering i den offentlige sektor kan ifølge en ny analyse fra DI frigøre mindst 22.000 årsværk i 2030 og 55.000 årsværk i 2035.

Det vil frigøre et beløb på op mod 30 mia. kr. og kan dermed levere et afgørende bidrag til at finansiere de store samfundsinvesteringer, vi står over for.

Derfor foreslår DI at investere 5 mia. kr. i udbredelsen af AI og robotter i det offentlige. Samtidig skal der ifølge DI ryddes grundigt op i forældede love og regler, der står i vejen for øget anvendelse af nye teknologi i staten og i kommunerne.

Læs hele DI's analyse her

Udfordringer afsæt til at tænke nyt 

DI's topchef peger på, at de nuværende udfordringer for vores samfund er en stor mulighed for at tænke nyt og skabe positive forandringer.

- Lad os nu bruge den her mulighed til at investere ind i fremtiden. Vi har en kæmpe chance for at modernisere vores samfund. Vi ved, at der kommer flere, kolossale nye regninger, der skal samles op, og der skal nye teknologi, herunder AI og robotter og reformer være svaret. Ikke krigsskat eller yderligere gæld, siger Lars Sandahl.

Han tilføjer:

- Det kan lyde mere besværligt, men det vil komme mangefold tilbage i fremtiden, at vi træffer de rigtige valg nu.

Se hvidbog om ansvarlig brug af AI-assistenter i den offentlige og private sektor

Efterlyser svar fra politikere

Opfordringen fra DI-topchefen kommer i kølvandet på den aktuelle politiske debat om, hvordan vi skal skaffe finansiering til et bl.a. stærkere forsvar. I den forbindelse efterlyser han svar fra politikerne om, hvordan vi skaffer pengene.

- Vi mangler alle sammen svar på spørgsmålet om, hvordan i himlens navn vi i Danmark skal kunne få råd til endnu større europæiske investeringer og endnu flere investeringer i vores sikkerhed. Det er en svær diskussion, og det er derfor, vi også tager hul på den diskussion nu, siger Lars Sandahl.

Advarer imod lån og højere skat

DI-direktøren mener ikke, at lånoptagning og højere skatter er vejen frem i den nuværende situation.

- Det er superuansvarligt at optage lån, et lynhurtigt politikergreb, for så behøver man ikke tage stilling til, hvad vi ikke har råd til. Det er sørgeligt, hvis ikke vi ser mulighederne i den nuværende situation til at skabe reelle og varige forandringer, siger Lars Sandahl og slutter:

- Vi er nødt til at sige, at der er noget, vi ikke længere har råd til. Vi er tvunget til at spare, hvor det gør mindst ondt naturligvis, og det gør det endnu mere påkrævet med reformer og effektiviseringer, siger Lars Sandahl.

Læs også: Dansk forsvar skal finansieres forsvarligt og uden krigsskat

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold