Danske virksomheder skal ikke holde sig tilbage i jagten på en god løsning med AI, opfordrer Managing Partner Paw Saxgren fra rådgivningsvirksomheden Lunai.

Foto: Lunai
13.02.25 DIB Nyheder

”Man kan godt blive forvirret af alt det AI”

Virksomheden Lunai er født med AI, der bruges til alt fra tilbudsudkast over mødereferater til LinkedIn opslag. Managing Partner Paw Saxgren har endnu ikke oplevet en virksomhed, der ikke kan finde nytte i AI-løsninger.

Uanset, hvordan man tror fremtiden med AI bliver, bør man som virksomhed ikke sætte sig i et hjørne og være tilskuer til udviklingen.

Det mener Paw Saxgren, som er Managing Partner i Lunai Consulting, der rådgiver virksomheder om brug af AI i forskellige arbejdsgange. 

- Det handler om at komme ud på dansegulvet og være med til at træffe de beslutninger, som kommer til at forme fremtiden, siger han.

Læs mere om Lunai på DI's AI hjælpeside 

AI til LinkedIn og kundetilbud 

Lunai, der har godt et år på bagen, er født med AI i egne arbejdsgange. Man tager så at sige sin egen medicin.

- Fx når jeg kommunikerer på LinkedIn, bruger jeg noget, vi kalder Lunai Brand Brain. Det er en chatGPT, vi har fodret med en masse oplysninger om, hvem vi er som virksomhed og hvordan vi gerne vil fremstå overfor kunder. Jeg har også fortalt den om min egen personlige måde at skrive på. Og når jeg laver et LinkedIn-opslag om eksempelvis AI og kunderejser, starter jeg faktisk med at blive interviewet af GPT’en. På den baggrund laver jeg et opslag, som får de bedste af mine ideer frem, siger Paw Saxgren.

Her handler det ikke om for alt i verden at spare tid, men om at få det rigtige budskab ud. 

- For mig er det ikke en effektiviseringsøvelse, men en øvelse, som betyder, at vi kommer ud med synspunkter, vi ellers ikke ville komme ud med, siger han.

Et andet eksempel er, når han og partneren holder statusmøder.

- På et tidspunkt kan vi se, at nu er vi der, hvor vi skal konkludere noget, og så tænder vi vores Copilot. Det svarer lidt til at invitere en assistent ind i lokalet. Og så taler vi faktisk til Copilot om det, vi har besluttet os at gøre og får på den måde samlet op på mødet, siger han og føjer endnu et eksempel til:

- Når jeg kommer hjem fra et kundemøde, har jeg igen en GPT-interviewer, som hedder Proposal Brain. Den ved rigtig meget om, hvordan vi skriver tilbud. Den interviewer mig så om, hvad mødet handlede om, og så skriver jeg mine svar uden igen at tænke på hverken tegnsætning og struktur. Derefter kan jeg så fx lave et referat, jeg kan dele med min kollega. Og fordi den kender vores tilbudsformular, skaber den også dispositionen for det tilbud, vi skal afgive, fortæller Paw Saxgren. 

Selvom virksomheden er født med egne AI-løsninger, er han bevidst om, at løsningerne giver effektiviseringer også for Lunai.

- På et tidspunkt sad vi fx en formiddag og planlagde en todages workshop. Og uden vores værktøjer skulle vi have brugt mindst en hel dag på det, siger han.

Læs om andre virksomheders brug af AI på DI's hjælpeside

Virksomheder er fyldt med potentiale

Næsten alle former og størrelser på virksomheder kan ifølge Paw Saxgren lege med, når det gælder AI-løsninger, som kan skabe bedre kunderejser eller automatisere arbejdsområder. 

- Jeg har ikke oplevet en virksomhed sige, at nej her er der ikke noget at komme efter, siger han. 

Han peger på, at man i virksomhederne ofte vil kunne finde op til 20-30 usecases inden for produkter eller services, hvor man med en AI-løsning kan gøre tingene mere effektivt. Lunai har fx hjulpet en virksomhed med at identificere hele 30 initiativer, hvor man nu er i gang med at effektivisere arbejdsgange og processer med AI. 

Læs også:

Europæisk AI vil lave papirarbejdet for læger

lNVIDIA's produkter er blevet 1000 gange bedre på 8 år

AI-agenter kan skalere kundeservice uendeligt

Zendesk: ”Snart håndterer AI 4/5 af alle kundemøder”

AI prissætter brugte biler hos Semler

AI skriver produkttekster til 20.000 produkter

Din omverden har forventninger

Hvis man som virksomhed alligevel er skeptisk overfor AI, skal man ifølge Paw Saxgren gøre sig klart, at der fra mange sider bliver stillet forventninger til, at man bruger værktøjerne. 

- Der er en forventning i markedet om, at AI-værktøjer kommer til at frigive rigtig meget værdi. Forventningen bliver også omsat til andre virksomheder end store techvirksomheder. Og din ejer og dine kunder kommer også til at have en forventning til, hvordan man har tænkt sig at gøre produktet og kundeoplevelsen bedre. Og så vil enhver virksomhed allerede have medarbejdere, der selv er gået i gang med at bruge ChatGPT - om man synes om det eller ej, siger han.  

Vælg værktøjer med omhu

Det er altså bare om at komme i gang med at bruge AI-værktøjerne. Og der er mere end rigeligt af dem. Hvad enten det drejer sig om at lave reklamebilleder eller tegne typehuse eller modetøj. 

- Man kan faktisk godt blive forvirret af alt det, der findes. Mit budskab er derfor, at man stiller sig selv spørgsmålet: Hvad er det, som er vigtigst for os; Hvor er det, vi gerne vil være på forkant med markedet. Man kan så vælge de 2-3 værktøjer, som gør en forskel på præcis det område - og bruge værktøjerne i sin nuværende officeplatform, som er typisk Microsoft eller Google, siger Paw Saxgren. 

Læs også: Nu skal medarbejdere have sikret deres AI-færdigheder

Tal sammen om det etiske 

Der er også en etisk side af sagen. Nogle gange vil AI-løsningen jo netop handle om at effektivisere arbejdsområder, som giver en medarbejderen den største jobglæde. For det handler jo ikke bare om at komme af med “kedelige” opgaver. 

Derfor bør man ifølge Paw Saxgren, som noget af det første, tage en ærlig samtale mellem leder og medarbejder om de etiske aspekter af AI. 

- Jeg synes jo heller ikke selv, at man skal automatisere alt, blot fordi man kan. Man skal også forholde sig til medarbejdernes jobglæde, siger han.

Her ligger ifølge Paw Saxgren nok den største forskel fra tidligere digitaliseringsbølger.

- Vi er jo nu inde og have fat i noget, som måske er 20-30 procent af folks jobfunktion. Vi er ved at transformere måden, du arbejder på og store dele af de opgaver, du udfører. Det svarer lidt til dem, der gik rundt i landbruget for 150 år siden og talte om konsekvenserne af at mekanisere landbruget. Eller dem, som har stået i produktionsvirksomheder og talt om robotter. Det er den samme forandring, vi nu står overfor i videnssamfundet, siger han.

Læs også: Nu skal medarbejdere have sikret deres AI-færdigheder

Øv dig på livet løs

Når ledelsen i en virksomhed har sat sig for at være på forkant med AI-løsninger i enten HR, marketing, indkøb, logistik eller noget helt femte, og man har talt det igennem med medarbejderne, så handler det ellers bare om at få skabt en eksperimenterende kultur, hvor man kan øve sig. 

Og hvis enkelte stadig er nervøse for, at man ikke er skrap nok til det der med at lave såkaldte prompts - eller instruere sin ChatGPT i at skaffe svar på sine spørgsmål. Ja, så kan man lade sig inspirere af kolleger eller konkurrenter - og øve sig noget mere.

- Man kan spørge kollegerne om, hvordan de gør. Det bør være OK ikke at være god til det. Det er faktisk vigtigere, hvad man vil lære, end hvor man er lige nu, siger han.

Læs også: DI: Reformer og ny teknologi skal finansiere styrkemål

Motion og madlavning via GPT

Man kan også øve sig der, hvor det for alvor er sjovt. Når Paw Saxgren ikke selv er optaget af at hjælpe virksomheder med AI, finder han også glæde ved AI i privatlivet.

- Jeg trænede sidste år til cykelløbet La Marmotte, (et cykelløb i de franske alper på 5.000 højdemeter fordelt på 177 km) hvor jeg byggede en GPT til mig selv, som hedder Monsieur Marmotte. Den ved så alt om det her cykelløb og hvor mange watt, jeg kan træde. Og når jeg sidder på spinningcyklen, siger jeg til den, at i dag har jeg 90 minutter - hjælp mig med at lave et træningsprogram. Og så laver den et program til mig, siger han og fortsætter:

- Jeg synes fx også, det er nemmere at lave mad ud fra en chat GPT-opskrift end opskrifter på hjemmesider, hvor du skal scrolle gennem en masse tekst og annoncer. Jeg siger bare til den, at jeg har tænkt mig at lave en ret i dag med de her ingredienser, og så laver den en opskrift til mig.

Læs også:  Tisfinn og jeg så verdensrevolutionens komme fra en sofa

AI for alle

AI for alle

DI har udviklet en AI hjælpeside, der giver dig hjælp til at udforske kunstig intelligens og opdage, hvordan det kan blive en del af din hverdag.

Se mere på di.dk/ai

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Relateret indhold