Ukuelig ukrainsk kampvilje på 3-års krigsmarkering
Den forhenværende ukrainske forsvarsminister Oleksii Reznikov viste ukuelig ukrainsk kampvilje, da han i Industriens Hus talte med erhvervsminister Morten Bødskov (S) på 3-årsdagen for den russiske invasion af landet.
”Vi vil komme til at vinde!”
Sådan sagde Ukraines forhenværende forsvarsminister Oleksii Reznikov, da han stillede op til ”fireside chat” med erhvervsminister Morten Bødskov (S) på konferencen Freedom for Ukraine – Peace, Security and Progress, der blev afholdt på 3årsdagen for Ruslands invasion af landet.
Ordene blev modtaget med stærk opbakning fra salens tilhørere, der her og flere gange under samtalen spontant brød ud i klapsalver som opbakning til den ukuelige kampvilje og tro på sejren, der blev udtrykt fra scenen.
Oleksii Reznikov gav samtidig udtryk for mistillid til eventuelle fredsaftaler, der måtte blive indgået med Rusland, som han ikke har tillid til. Til gengæld takkede han for den stærke danske opbakning til landets krigsindsats.
Læs også: Ukraines frihed er vores frihed
Behov for dansk-ukrainsk samhandel
Udover Oleksii Reznikov havde konferencen indslag med virksomhederne Carlsberg, Velux og Simcorp, som alle har været engagerede i Ukraine længe før Ruslands fuldskalainvasion. Fra alle tre virksomheder udtrykte executive vice presidents Marlene Nyholm Voss (Simcorp), Anders Dam Vestergaard, (Velux) og Søren Brinck (Carlsberg) en stærk tro på, at deres engagementer i det krigsramte land skal fastholdes og udbygges, også når krigen er slut.
- Det er en særlig situation at drive bryggeri fra vores tre produktionsfaciliteter i Ukraine. Især det ene ligger tæt på krigshandlingerne, og det påvirker selvfølgelig situation. Men vi har faktisk øget produktionen, mens krigen har stået på, og vi vil gerne bidrage til, at landet kommer bedst muligt igennem krigen også økonomisk, sagde Søren Brinck.
Hos Velux erkendte Anders Dam Vestergaard, at behovet for frisk luft fra ovenlysvinduer ikke er så stort i et land med konstante luftalarmer, men han forventer, at Velux især kan bidrage, når de massive ødelæggelser af landets bygningsmasse, skal genopbygges.
Hos Simcorp gav Marlene Nyholm Voss udtryk for, at virksomheden har fokus på, at de cirka 200 højt specialiserede medarbejdere i Ukraine kommer bedst muligt gennem krigen og i videst muligt omfang vil kunne fastholdes, når freden vender tilbage.
Send flere penge
På scenen var også Peder Lundquist, der er CEO i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Han fortalte, at han ved sit seneste besøg i Ukraine var på hotel, mens der gik en luftalarm.
- Det er særlige forhold, der gør sig gældende i Ukraine. Men vi har flere investeringsprojekter på vej i landet. Jeg kan ikke fortælle om dem alle sammen, for vi er holdt op med at tale om dem, vi har i pipeline, så russerne ikke bliver opmærksomme på dem, sagde Peder Lundquist.
Han fortalte blandt andet om etableringen af vindmøller i Ukriane, hvor EIFO har ydet en projektfinansieringsgaranti på knap tre mia. kr. gennem EIFOS Ukrainefond.
Ukrainefonden fik i 2024 tilsagn om en styrkelse, så den samlede kapacitet blev øget til 2,6 milliard kr. (efter gearing). Men på konferencen opfordrede Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI også Folketinget til at øge kapaciteten yderligere.
- Det er virksomhederne, der skal drive genopbygningen i Ukraine. Danske virksomheder har teknologien og ekspertisen. Det skal vi have i spil også for at sikre vores fælles europæiske sikkerhed, sagde Lars Sandahl Sørensen.
Læs også: Klemt mellem EU og Rusland
Indgange til Ukraine
Her er din virksomheds muligheder i Ukraine
For danske virksomheder, der ønsker at engagere sig i Ukraine, tilbyder Danish-Ukrainian Business Council (DUBC) og EIFO en række muligheder for støtte, netværk og finansiering.
- Netværk, Markedsadgang og Lokal Assistance
🤝 Danish-Ukrainian Business Council (DUBC)
- Adgang til markedsmuligheder og samarbejdspartnere
- Netværksmøder, matchmaking-events og delegationer
- Assistance på jorden via DUBC’s kontor i Kyiv
- Møde- og kontorfaciliteter med administrativ og juridisk støtte
- Rekruttering og HR-support for ansættelse af ukrainske medarbejdere
📞 Kontakt:
- Peter Helk, DI | +45 22 20 49 24 | peh@di.dk
- Finansiering og Investeringer
💰 EIFO – Eksport- og Investeringsfonden
- Låne- og garantiløsninger for danske virksomheder i Ukraine
- Investeringer i infrastruktur og genopbygning
📞 Kontakt: EIFO | www.eifo.dk
Invasion af Ukraine: Få hjælp af DI
Invasionen af Ukraine berører mange danske virksomheder, som kan blive påvirket af sanktioner og ufred. DI følger situationen tæt, og står klar til at rådgive om sanktioner og medarbejdersikkerhed.
Læs mereHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.