Blandet plastaffald bliver til guld i Albertslund
EU's emballagedirektiv og den almindelige bekymring for ophobning af plast i verdenshavene er bare to ting, som giver medvind til virksomheden Trebo. De sorterer blandt andre Schneiders blandede plastaffald til en renhed på næsten 100 procent.
Der er ingen grund til, at plastaffald fra din produktion skal køres til forbrænding. Det kan lige så godt indgå i et lukket kredsløb, så du kan bruge det til at producere de samme typer produkter, som i første omgang skabte spildet.
Det kaldes også for “closed-loop manufacturing” og det er det nye sort i sorteringsbølgen.
Schneider Electric i Danmark er med på bølgen. Resultatet af et samarbejde med sorteringseksperten Trebo er 20 procent reduceret indkøb af plast til et produkt i et lukket kredsløb. Trebo har udviklet teknologien, hvor et avanceret anlæg sorterer Schneiders blandede plastaffald til såkaldt rene monofraktioner med en renhed på næsten 100 procent.
Det lukkede kredsløb hos Schneider omhandler en komponent, der sidder inde bag stikkontakter. Schneider genanvender det blandede plastmateriale, som Trebo har behandlet, til produktion af helt nye komponenter.
- Plastmaterialerne er henholdsvis PP, som er meget stærk plast og SEBS, som er en blødere, sort type plast. Vi anvender 20 procent rensorteret PP og 20 procent rensorteret SEBS, fortæller EHS Leader (Environment, Health & Safety) Alix Comte hos Schneider Electric Danmark.
Læs også: 500 virksomheder skal bane vejen for cirkulært epicenter
Sorteringsservice med CO2-gevinster
CTO Thomas Trebbien, Trebo, kalder sin forretningsmodel for en sorteringsservice, hvor kunden betaler et gebyr per kilo tilbageleveret plast. Og så er der store CO2-besparelser i vente.
- Materialerne har allerede været på en lang rejse – fra råolie, der udvindes fra jorden, til en specifik plasttype, som sendes ud i verden. For en anden kunde end Schneider har vi ved hjælp af en livscyklusvurdering sammenlignet plast, som Trebo har sorteret og sendt tilbage til genanvendelse, med nyt plast. Resultatet viste en besparelse på mere end 77 procent målt i CO2-ækvivalenter. De CO2-reduktioner, man opnår ved closed-loop genanvendelse af plast, er generelt store – på tværs af industrier, siger Thomas Trebbien.
For Schneider Electric er der også besparelser at hente i samarbejdet med Trebo. Både i form af CO2 og et mindsket behov for nyt plast. Så selvom man skal betale et gebyr for sorteringen hos Trebo, er pengene ifølge Alix Comte godt givet ud.
- Vi kigger på det ud fra perspektivet om bæredygtighed. Vi er altid villige til at finde nye veje til produktion i lukkede kredsløb og cirkulær produktion i det hele taget. For os handler det om at blive mere bæredygtige og udlede mindre CO2, så det er en god forretningscase for os, siger Alix Comte.
Thomas Trebbien istemmer:
- Det er kombinationen af økonomiske besparelser ved at producere med genanvendt materiale og CO2, som er værdien i en aftale med os. Men inden vi indgår aftaler med kunder, laver vi altid en grundig forundersøgelse. Bl.a. for at se, om vi kan sortere den konkrete blanding af materialer, så kunderne får den renhed i det genanvendte plast, de efterspørger, siger Thomas Trebbien.
Læs også: Øldåser bliver til stegepander hos Morsø Jernstøberi
Ringsted er lig med cirkulær
Med sin 3.000 kvm store produktionsfacilitet i Albertslund tilbyder Trebo sin sorteringsservice til virksomheder i hele Danmark og andre steder i Europa og USA. Udover at sortere sammenblandede plastmaterialer kan Trebo desuden sortere blandinger af plast og metal samt forskellige rene metalblandinger.
Vigtigst af alt kan Trebo's teknologi sortere så præcist og rent, at det sorterede materiale er af en kvalitet, der tilsvarer jomfruelig plast. Sidstnævnte er det, som skaber mulighederne for “closed-loop manufacturing”.
Hos Schneider kan man godt selv sortere og genanvende spildet fra produktionen af de andre komponenter, man producerer.
- Fabrikken i Ringsted har granuleringsmaskiner i forbindelse med de fleste af smeltemaskinerne. Det betyder, at man undgår spild fra indløbene til maskinerne. Men så handler det også om ét plastmateriale. Det er ved det blandede spild, at Trebo kommer ind i billedet. Vi kan altså godt selv lave produktion i lukkede kredsløb, men når det er blandede materialer, går vi til Trebo, siger Alix Comte.
Læs også: Her er årets største inspirationskilde til cirkulær økonomi
Kig godt på dit affald
At man producerer i lukkede kredsløb er også noget, Schneider bruger i sin markedsføring.
- Vi understreger det i vores kommunikation. Fabrikken i Ringsted har gennem de seneste år haft et stærkt fokus på produktion i lukkede kredsløb. Det er helt essentielt, at vi tager vare på vores spild, og at vi monitorerer potentialet for genanvende så meget som muligt. For os har det været en naturlig udvikling at fokusere på genanvendelse inden for lukkede kredsløb med én bestemt type plast og så udvide aktiviteterne med samarbejdet med Trebo, så vi finder løsninger for blandet plastaffald, siger hun.
Den “cirkularitet”, som Alix Comte omtaler, er den genanvendelse, som finder sted, når alle materialer i et produkt genanvendes i det uendelige og samtidig bevarer den samme kvalitet.
Til de virksomheder, som står på spring for at føre en form for cirkulær produktion ud i livet, lyder rådet fra Alix Comte:
- Man skal sætte sig godt ind i hvilket affald, virksomheden har. Når man har komplet overblik over affaldet kan man se på, hvordan det kan genanvendes. Det sidste er der, hvor Trebo kan hjælpe.
Læs også: Her er DI’s hjælp til cirkulær omstilling
Trebo får medvind
Og for Trebo er bølgen kun lige begyndt at rulle. EU's emballagedirektiv og vores almindelige bekymring for ophobning af plast i verdenshavene er bare to ting, som giver medvind til virksomheden.
- Når emballageforordningen træder i kraft i 2030, bliver det et krav, at man skal bruge mindst 30 procent genanvendt plast i emballagen. Et andet eksempel er direktivet om udrangerede køretøjer til bilindustrien, som betyder, at når du laver en bil, skal 20 procent af plasten være genanvendt plast fra udtjente biler. De ting er noget, som skubber på udviklingen i forskellige industrier. Og vi får også henvendelser fra fx fra bilindustrien i Tyskland, som spørger, hvordan de kan få sorteret plast fra gamle biler, siger Thomas Trebbien.
Trebo er allerede involveret i projekter, hvor man tager gamle baglygter fra biler og sorterer materialerne. Desuden har man indgået et samarbejde med en større tysk virksomhed, som vil bruge genanvendt plast til forskellige cirkulære produktioner.
- Og så arbejder vi på, inden for tre år, at åbne en ny europæisk fabrik, muligvis i Sydtyskland, som kan håndtere store potentielle kunder fra fx Tyskland, Italien og Frankrig. Og på sigt vil vi da også gerne bygge flere fabrikker rundt om i verden, siger Thomas Trebbien.
Læs mere om DI og cirkulær økonomi
Kom i gang med CØ
10 projekter om cirkulær produktion og deres kontaktpersoner
- Den cirkulære fabrik, Nationalt demonstrationscenter for cirkulære produktionsprocesser bevillingsmodtager Aalborg Universitet, projektleder Thomas Ditlev Brunø.
- Cirkulær plast – en ressource til fremtidens produktion, bevillingsmodtager Teknologisk Institut, projektleder Peter Rosborg.
- Recirkuler byggematerialer – en vej til cirkulær produktion, bevillingsmodtager Teknologisk Institut, projektleder Martha Kathrine Sørensen.
- Recirkuler rustfrit stål - en vej til cirkulær produktion, bevillingsmodtager DTU, projektleder Niels Skat Tiedje.
- Cirkulært kompetenceløft - ledelse, innovation, produktion, bevillingsmodtager AMU Nordjylland, projektleder Søren Himmelstrup.
- Recirkuler elektronik – en vej til cirkulær produktion, bevillingsmodtager Teknologisk Institut, projektleder Zachary Davis.
- Cirkulær forretning – realisering af cirkulære løsninger, bevillingsmodtager Teknologisk Institut, projektleder Emil Sunesen.
- Cirkularitet i produktionshallen – Omstil din produktion til cirkularitet, bevillingsmodtager DAMRC, F.M.B.A, projektleder Christian S. Lillelund.
- Takeback strategier - Sæt retning for din cirkularitet, bevillingsmodtager MADE, Manufacturing Academy of Denmark, projektleder Christine Aaberg Lauridsen.
- Remanufactory – Nationalt videnscenter for genfremstilling, bevillingsmodtager DTU, projektleder Tim McAloone
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.