DI skruer op for virksomhedshjælp i USA
Med enorm viden om global handel skal Peter Bay Kirkegaard læse og oversætte signaler og politik fra Washington til virksomheder, politikere og den danske befolkning. Han opfordrer virksomheder til at række ud til DI’s styrkede USA-hjælp.
Dansk Industri (DI) har besluttet at sende to ekstra medarbejdere til USA.
Den ene er seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard, der er en af Danmarks førende eksperter i global handel. Han rejste i sidste uge til Washington for fremover at være tættest muligt på de politiske begivenheder i USA - til gavn for danske virksomheder og medier.
Den anden er chefkonsulent Pernille Boris, der som ny USA-konsulent for danske virksomheder i slutningen af april vil opnormere DI’s kontor i New York til seks medarbejdere.
- Donald Trumps tiltrædelse som præsident i USA bidrager i øjeblikket til historisk uro i global handel. Både virksomheder, økonomer og almindelige borgere følger næste træk fra præsidenten, der følger en anden logik end vores ønske om mest mulig frihandel. Derfor bliver USA central for global handel i de kommende år – og derfor opruster DI i Washington og New York, siger DI’s direktør for public affairs Mette Østergaard.
Læs også: Kys ringen – i USA betyder netværk nu alt
Skal læse og oversætte signaler og politik
Peter Bay Kirkegaard forbliver en integreret del af DI’s internationale arbejde, og vil arbejde tæt sammen med de øvrige cirka 50 internationale kollegaer i Industriens Hus. Han vil desuden fungere som DI’s talsperson i relation til udviklingen i USA.
- Ud over at udvide servicen til danske virksomheder med aktiviteter i USA, så er det vigtigt, at DI fremover får en talsmand helt tæt på begivenhederne i Washington. Med sin enorme viden om global handel er Peter Bay Kirkegaard den helt rigtige til at læse og oversætte signaler og politik fra Washington til danske politikere, virksomheder og den danske befolkning, siger Mette Østergaard.
Læs også: 6 gode råd til at håndtere Trumps turbulens
Glæder sig til opgaven
Peter Bay Kirkegaard skal blandt andet identificere og analysere handelspolitiske, regulatoriske og geopolitiske udviklinger, som kan påvirke danske virksomheder. Dette sker gennem systematisk monitorering, netværk i Kongressen, administrationen og tænketanke samt løbende briefinger til DI’s medlemmer.
Rollen som talsmand med fingeren dybt i den amerikanske jord på det handelspolitiske område ventes også at fylde en del af hverdagen for Peter Bay Kirkegaard, der glæder sig til opgaven.
- Vi er i en verdenshistorisk politisk situation, der skaber uro i den globale handel. Hvad der har været fasttømret vestlig handelspolitik i årtier har Trump vendt på hovedet. Det er en trist baggrund, men det er samtidig en virkelig spændende opgave at følge udviklingen tæt på og være med til at hjælpe danske virksomheder og oplyse danske politikere, virksomheder og befolkningen om seneste udvikling, siger Peter Bay Kirkegaard.
Læs også: Her kan du følge USA under Trump
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.