Nye briller er blandt de indkøb, Forsvaret planlægger at gøre. Se den fulde liste via link i artiklen

Fot: Colourbox
28.03.25 DIB Nyheder

Fra tandlægestole til vejhjælp – her er Forsvarets indkøbsplaner

Forsvarets 10årige indkøbsplaner tæller alt fra biler til tandlægestoler og briller. Tjek listen og se, om din virksomhed kan komme i betragtning.

Materiel og Indkøbsstyrelsen (FMI) under Forsvarsministeriet udgav i januar 2025 en ny version af Forsvarets anskaffelsesplan.

Af den fremgår et udvalg af Forsvarets indkøbsplaner. Fire af punkterne på listen har budgetter på den gode side af 1 milliard kr. Det gælder  F-35 Jet Fuel, hjulkøretøjer, pansrede køretøjer og Hærens kommunikationsinfrastruktur.

Derefter bliver indkøbsbudgetterne gradvist mindre og måske nemmere at gå til for flere forskellige virksomheder. Eksempelvis er der planlagt indkøb af diverse reklame- og medieydelser for mellem 100 og 500 mio. kroner. Samme beløbsstørrelse er sat af til rygsække og tilbehørstasker.

- Nu er der jo forståeligt et meget stærkt fokus på indkøb, der sikrer Danmark mod aggressorer. Så vil de fleste nok tænke våben og overvågningssystemer. Men der skal jo købes meget bredt ind for at få et velkørende forsvar, og derfor er der også meget gode muligheder for leverandører, der betragtes som civile, siger Joachim Finkielman, direktør for DI Forsvar og Sikkerhed.

Læs også: Nye markedsmuligheder for digitale virksomheder i EU's oprustningsplaner

Tandlægestole og briller på indkøbslisten

Forsvarets anskaffelsesplan opererer også med anskaffelser i beløbsstørrelsen 1-25 millioner kroner. Her kan man fx byde ind med tandlægestole, briller, pumper, vejhjælp og – i den mere kuriøse ende – gallaportrætter af kongeparret.

- Der er opgaver for en meget bred kreds af virksomheder. Det gælder også for håndværkere, rådgivere, servicevirksomheder og mange andre. Det er min klare anbefaling, at man som virksomhed overvejer at byde ind på opgaver for at styrke og forbedre det danske Forsvar.  

FMI anbefaler, at interesserede virksomheder holder sig opdateret gennem officielle udbudsplatforme som www.udbud.dk og www.ted.europa.eu/en, hvor alle relevante oplysninger bliver offentliggjort. 

Ny struktur skal sikre effektive indkøb i Forsvaret

Som det vil være de fleste bekendt er der ekstraordinært oprettet en fond på 50 milliarder kr., der skal finansiere som skal sætte mere hastighed i opbygningen af Forsvarets kampkraft og den militære støtte til Ukraine. Dertil har Forsvarsministeriet netop iværksat en række tiltag, der skal medvirke til smidigere processer og klarere ledelsesansvar.

Ifølge en pressemeddelelse fra ministeriet får Forsvarschefen et større ansvar for opbygningen af Forsvarets kampkraft, ligesom der også gennemføres en reorganisering af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

- Øgede investeringer i vores sikkerhed er absolut nødvendigt for vores fremtid, og det bakker vi helt op om. Men det også helt nødvendigt at få vekslet de mange midler til et reelt stærkt og effektivt forsvar, siger Joachim Finkielman.

Han mener, der er  behov for hastige anskaffelser givet den sikkerhedspolitiske situation.

- Det er både vigtigt og velkomment, at Forsvarsministeren og Forsvaret er særdeles opmærksomme på kommende køb, og at Forsvarets indkøb struktureres, så vi sikrer effektive indkøb med både hastighed og kvalitet, siger Joachim Finkielman.

Vil du høre mere om dine muligheder for at levere til forsvaret? Send en mail til chefkonsulent Morten Flindt på mofl@di.dk

 

Morten Flindt

Morten Flindt

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4730
  • Mobil +45 2764 4014
  • E-mail mofl@di.dk

Relateret indhold