Nuuday: Beskyttelse af kritisk data har aldrig været vigtigere
Cybersikkerhed er et konstant kapløb, hvor målet hele tiden flytter sig i takt med, at angrebene bliver mere avancerede, siger adm. direktør, Christian Thrane.
Europa er alene hjemme. Den konstatering dukker løbende op i analyser af USA’s ageren med en ny præsident ved roret i Det Hvide Hus.
På den digitale arena er Europa ikke alene hjemme endnu – og bliver det næppe nogensinde. Men afhængigheden af USA bliver nødt til at være mindre, for der er brug for at gentænke, hvilke kritiske data man deler med hvem – og det gør mange virksomheder allerede, fortæller Nuudays adm. direktør Christian Thrane.
Nuuday er med TDC Erhverv Danmarks største tjenesteudbyder, når det kommer til kritisk teleinfrastruktur til den offentlige sektor og det private erhvervsliv. TDC Erhverv tilbyder alt fra klassisk mobil og internet til mere avancerede cloud- og cybersikkerhedsløsninger, der drejer sig om beskyttelse af infrastruktur og kritisk data.
- Jeg tror, at alle er overrasket over, hvor vi står i dag i forhold til for blot seks-ni måneder siden. Derfor tænker mange erhvervsledere en ekstra gang over, hvordan deres systemer er beskyttet, hvordan kundernes kritiske data er beskyttet, og om de har en sikkerhedsplan klar. Det ser vi som samfund på med nye øjne, siger Christian Thrane.
Dansk EU-formandskab vigtigt
Vi skal være mere uafhængige i Europa, og her ser Nuuday-direktøren Danmarks EU-formandskab i 2. halvår af 2025 som en oplagt anledning til at få datakvalitet og -sikkerhed højere op på dagsordenen, så vi kan få skabt et mere uafhængigt fundament i Europa og i Danmark.
- Det vil være en overreaktion at bryde totalt med USA, og i praksis næppe muligt de kommende år. Men det vil give god mening at gentænke, hvilke data vi gerne vil holde hos os selv i Danmark og Europa, og hvordan man sikrer de data, der deles mere bredt. Det er vigtigere end nogensinde før at være bevidst om, hvilke data der er kritiske for ens virksomhed, og hvordan man beskytter dem, siger Christian Thrane, og tilføjer, at TDC Erhverv har været fremsynet og udviklet et patenteret værktøj CloudKey®, der sikrer, at data er krypteret og GDPR-compliant inden lagring i skyen.
Øget beredskab vigtigt
Behovet for skærpet opmærksomhed om kritisk data skyldes dog langt fra alene spændingerne mellem Europa og USA. Generelt har mængden af cyberangreb aldrig været højere, og angrebene bliver mere avancerede. Og derfor skrues der op for samfundets beredskab på flere fronter. Dels i Danmark og på EU-niveau.
I det beredskab er private virksomheder afgørende at få med.
- Den infrastruktur, der er under angreb hver dag, og som oplever en øget cybertrussel, er ofte ejet af private virksomheder. Det gælder både os selv, hvor vi er ansvarlige for mere end 50 pct.af internettrafikken, men også f.eks. havne, lufthavne eller den finansielle sektor. Derfor spiller erhvervslivet en afgørende rolle i Danmarks beredskab mod cyberangreb, forklarer Christian Thrane.
Artikel fortsætter under DI Fakta
Brug DI's beredskabs-værktøjer
Kriser kommer aldrig belejligt og de kan få store konsekvenser for din virksomhed. Analysér din virksomheds risici og sårbarheder med DI's værktøj og brug DI's skabelon til din beredskabsplan, så øger du både din virksomheds modstandsdygtighed og bidrager til et mere sikkert samfund.
Vi er alle forbundne kar
EU Kommissionen fremlagde 26. marts sin beredskabsstrategi, hvilket også er værdifuldt, fordi beredskabet skal styrkes på et bredere niveau, vurderer Nuudays topchef.
- Vi er alle forbundne kar, så effekten ved at stå sammen er højere. Vi skal dog sikre, at EU har høje ambitioner og ikke går efter laveste fællesnævner, når der f.eks. designes udbud, siger han og fortsætter:
- Cybersikkerhed er et konstant kapløb, hvor målet hele tiden flytter sig i takt med, at angrebene også bliver mere avancerede. AI bruges jo også af de kriminelle. Vi står i dag et fornuftigt sted, men det kræver store investeringer at følge med. Vi arbejder tæt sammen med myndigheder og virksomheder om at sikre de fortsatte investeringer i den kritiske digitale infrastruktur, siger Christian Thrane.
I det arbejde ser Nuuday-direktøren et klart samfundsansvar for virksomheden.
- Vi har absolut et ansvar, når vi har så stor en andel af den kritiske teleinfrastruktur. Det er vores opgave at sørge for, at både erhvervsliv og private har adgang til moderne og tidssvarende løsninger, hvor sikkerheden er i top. Derfor er det også vigtigt, at vi er tættere på de politiske beslutningstagere, så de også er bevidste om, hvor afgørende det nødvendige sikkerhedsniveau er, og hvad det kan kræve af investeringer, forklarer Christian Thrane.
"DI er en stærk aktør"
Netop behovet for en tæt dialog med beslutningstagere om rammevilkår og udvikling har medvirket til, at Nuuday nu har meldt sig ind i Dansk Industri.
- Vi vil gerne læne os ind i samfundsdebatten og tage en større rolle som samfundsaktør og vi ser Dansk Industri som en stærk aktør, når det kommer til politisk lydhørhed og indflydelse, både her i Danmark og i EU. Det vil vi gerne komme tættere på og være en del af. Og så er vi også med for at komme tættere på andre store virksomheder og lytte til, hvad deres behov er, fordi vi som virksomhed i højere og højere grad er cybersikkerhedsleverandør, forklarer Christian Thrane.
DI fremlagde i december sit beredskabspolitiske udspil ”Kriser kommer aldrig belejligt” med 11 anbefalinger til et styrket dansk beredskab på alle niveauer, herunder også cyberangreb.
Cybersikkerhed som en service
Nuuday leverer igennem TDC Erhverv i dag integreret cybersikkerhed som en service, fordi flere og flere virksomheder har brug for ekstern hjælp til at beskytte og sikre følsomme data.
- Min anbefaling er at rådføre sig med dem, der har de nødvendige kompetencer, så man får skaffet et overblik over sine data og får et klart billede af, hvilke data og hvilke dele af ens it- og netværksstruktur, som er særlig følsom, og hvordan det skal beskyttes. Det bør man gøre på tværs af alle brancher, siger Christian Thrane.
At cybersikkerhed er et brandvarmt tema, fik Nuuday-direktøren syn for, da TDC Erhverv 13. marts afholdt den årlige Cyber Security Day i København og Århus med over 1500 deltagere på tværs af alle brancher.
Læs også: DI - Styrket fokus på cybersikkerhed i ny beredskabsaftale er et vigtigt første skridt

Nuuday leverer igennem TDC Erhverv i dag integreret cybersikkerhed som en service, fordi flere og flere virksomheder har brug for ekstern hjælp til at beskytte og sikre følsomme data.
Foto: NuudayHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.