Så er det nu: Stort potentiale i tyske megainvesteringer
En bred vifte af brancher kan få del i historisk tysk investeringseventyr. DIs chef i Tyskland giver her opskriften på at komme i gang – gerne hurtigt.
Tyskland har netop dækket op til et overdådigt investeringsmåltid, og danske virksomheder er inviteret med til bords, vurderer DI’s General Manager i Tyskland, Hans Wicks, efter at den tyske forbundsdag tirsdag gav grønt lys til enorme investeringer i bl.a. forsvar, infrastruktur og grøn omstilling.
Den kommende tyske kansler, Friedrich Merz fra CDU, har i samarbejde med SPD og De Grønne indgået den banebrydende aftale, der indebærer en lempelse af den stramme tyske gældsbremse for at muliggøre øgede forsvarsudgifter samt etableringen af en særfond på 500 milliarder euro til infrastrukturinvesteringer over de næste ti år.
Målet er at stimulere økonomien og styrke Tysklands forsvarsevne i lyset af de aktuelle geopolitiske udfordringer.
- Investeringerne vil ikke kun fokusere på traditionelle sektorer som byggeri og transport, men også på områder som digitalisering, energiinfrastruktur og forskning. Dette åbner dørene for en bred vifte af danske virksomheder – fra IT-leverandører og energiselskaber til forskningsinstitutioner og konsulentvirksomheder, forklarer Hans Wicks og uddyber:
- Den massive investeringsplan vil uden tvivl skabe et væld af udliciteringer og forretningsmuligheder. Jeg anbefaler kraftigt, at danske virksomheder styrker deres tilstedeværelse i Tyskland og aktivt søger partnerskaber og projekter. Det tyske marked står over for en betydelig økonomisk stimulans i 2025, hvilket også vil gavne nabolandene i Europa.
Læs også: Kæmpe tysk investeringsplan er positiv for hele Europa
100 mia. euro til grøn omstilling
Et eksempel er potentialet for salg af klimaløsninger, hvor Tyskland i forvejen vores største marked. Her afsættes der nu 100 mia. euro ekstra til formålet.
140.000 danske arbejdspladser er understøttet af danske virksomheders eksport til Tyskland, som er det næststørste internationale marked efter USA.
For at få del i potentialet bør danske virksomheder allerede nu begynde at etablere kontakter, forstå de lokale markedsforhold og positionere sig strategisk. Med de rette forberedelser kan de drage fordel af de kommende investeringer og bidrage til både tysk og europæisk vækst.
Brug DI i Tyskland
Hans Wicks DI-afdeling i Berlin klar til at hjælpe virksomhederne ind på det tyske marked og har en række events klar, hvor virksomheder kan få mere information om potentialet. Sammen med Dansk-Tysk Handelskammer afholder DI et webinar den 8. april. Forinden har DI-chefen den 24. marts deltaget i Dansk Tysk Brint forum i Berlin, mens DI-kontoret inviterer til arrangement midt i maj.
DI har haft afdeling i Tyskland siden 2018 og har i dag tre medarbejdere, der hjælper danske virksomheder i gang.
DI hjælper med alt lige fra de indledende tanker om valg af marked, selskabsetablering, rekruttering, administration af lokalt selskab og meget mere.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.