Belært af katastrofeerfaring: Offentlige beredskabsplaner halter
Spaniens strømnedbrud minder os om, at det offentlige sjældent har en plan for hvad, hvornår og hvordan, det væsentligste kommer op at køre igen, når kritisk infrastruktur sættes ud af drift. Sådan lyder advarslen fra verdens største skadeservicefirma, der stadig håndterer følgerne af de katastrofale regnfald i efteråret 2024.
Da den spanske provins Valencia i efteråret 2024 på én dag blev ramt af et helt års regn, gik de katastrofale billeder kloden rundt. Og hos Belfor, der er verdens største skadeservicefirma, ringede alarmklokkerne.
Her godt et halvt år efter kan Jan Kreiberg Larsen, CEO i Belfor Danmark, konstatere, at virksomheder, der havde beredskabsaftaler med Belfor eller andre skadeservicevirksomheder, er kommet godt i gang igen.
- Mange af Europas større virksomheder har i dag beredskabsplaner og ”red alert” aftaler med virksomheder som vores. Det betyder, at de har overblik over præcis, hvad der skal gøres, hvis en katastrofe rammer. Hvad skal reddes først. Hvor er der strøm, hvor er der vand, hvor kan vi finde de nødvendige reservedele. Og hvem skal lave arbejdet. Det havde de også hos nogle virksomheder i Valencia, og derfor er de oppe i gear igen, siger Jan Kreiberg Larsen.
Læs også: Iværksætter gør danskernes prepping nemt
Intet sket i Valencia
Det samme kan ifølge direktøren ikke siges om de offentlige beredskaber særlig mange steder i verden. Hans pointe understreges af, at Spanien og Portugal netop har været ramt af strømnedbrud.
- Vi er endnu ikke involveret i at håndtere eventuelle skader, der kunne være sket som følge af nedbruddet. Men det er tankevækkende, at det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg troede ikke engang, man kunne slå en hel bys strømforsyning ud på én gang, siger Jan Kreiberg Larsen.
At det alligel kan ske, og at de offentlige beredskaber ikke er klar til det uforudsete, er – set med samfundsbriller – ikke optimalt, mener han.
- Mange steder i Valencia er der intet sket siden efteråret 2024, fordi der mangler ressourcer til at gøre det. Der kan man fra et samfundsperspektiv nok argumentere for, at de ressourcer, der er gået til at rette op på skaderne i området, kunne bruges mere optimalt, hvis der var en overordnet plan for, hvad der er det vigtigste at få op at køre igen, siger direktøren.
Læs også: DI vil have vitale kriseopgaver i udbud
Træk stikket og lav en plan
Af den årsag mener Jan Kreiberg Larsen også, at det er en god idé, som DI foreslår, at det offentlige får overblik og udbyder standby-kontrakter, så der er en plan for, hvad der skal ske, når en krise rammer Danmark.
- Hvis vi fx skulle lave en beredskabsaftale omkring oversvømmelser i en given region/by/kommune, ville vi ligesom i beredskabsaftaler med virksomheder danne os et overblik over det, hvad der ville skulle reddes først. Hvad der skal genoprettes og hvilken rækkefølge, det skulle gøres i. Det samme skulle man måske gøre på alle de områder, hvor det er kritisk for samfundet, at infrastrukturen kommer hurtigst muligt op at køre igen, siger Jan Kreiberg Larsen.
Han opfordrer i samme ombæring både virksomheder og private til at hive stikket på hverdagsmaskineriet og give beredskab og forsyning i krisetilstand en tanke.
- De sidste 3-5 år har jo i den grad udstillet, hvor sårbart det hele er. Fx så vi, hvordan store dele af verdens fødevareproduktion kom under pres, da Ukraines kornproduktion blev sat ud af spillet. Der er et hav af forsyninger og infrastruktur, som vi i den grad er afhængige af, og det mindste, vi alle sammen kan gøre, er vel at have tænkt en tanke om, hvad vi stiller op, hvis vi pludselig mangler noget kritisk, siger Jan Kreiberg Larsen.
Brug DI's beredskabs-værktøjer
Kriser kommer aldrig belejligt og de kan få store konsekvenser for din virksomhed. Analysér din virksomheds risici og sårbarheder med DI's værktøj og brug DI's skabelon til din beredskabsplan, så øger du både din virksomheds modstandsdygtighed og bidrager til et mere sikkert samfund.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.