Nye millioner til startups og SMV’er på forsvarsområdet
Med op til 200 mio. kr. og plads til 72 virksomheder etableres et nyt program med tiltag målrettet danske iværksættere og SMV’ere inden for forsvarsområdet. Det er rigtig gode nyheder for det danske økosystem af forsvarsvirksomheder, mener DI.
Industriens Fond, Innovationsfonden og EIFO er gået sammen om at lancere Danmarks første forsvarsaccelerator. Den hedder Defence Tech Denmark og bliver etableret i DTU Science Park og på Teknologisk Institut, hvor op til 72 udvalgte virksomheder skal indgå i målrettede accelerations- og transformationsforløb.
De tre stiftende fonde bidrager med samlet ca. op til 200 mio. kr., bl.a. som soft funding, investeringer og lån til virksomhederne samt finansiering af programmets initiativer.
- Det er enormt vigtigt at styrke indsatsen for forsvars-startups, så vi målrettet øger antallet af nye, potentielle kernevirksomheder. Samtidig skal vi stimulere den eksisterende underskov af danske forsvarsvirksomheder, der allerede er i gang, så de hurtigere modnes og bliver klar til skalering, siger CEO Peder Lundquist fra EIFO i en pressemeddelelse.
Spor til iværksættere og SMV’er
Defence Tech Denmark består af to spor. Et rettes mod op til 36 iværksætter-virksomheder, der blandt andet modtager ca. 1 mio. kr. i soft funding og adgang til potentielle investeringer. Det andet rettes mod transformation af op til 36 SMV’er, der skal modne og skalere deres teknologier. Transformationssporet er også åbent for virksomheder, der i dag ikke er i forsvarsindustrien, men som har civile produkter med militært potentiale (såkaldt ’dual-use’).
- Mange virksomheder har med den rette hjælp et stort potentiale for at udvikle nye løsninger, der kan gøre en reel forsvarsteknologisk forskel. Nu sætter vi massivt ind for, at flere SMV’er forløser potentialet og høster gevinsterne på et marked, der vil vokse hastigt de kommende år. Samtidig er det nye projekt også et vigtigt skridt til at udvide og styrke hele det danske forsvarsteknologiske økosystem, som spiller en væsentlig rolle for virksomhedernes succes, siger CEO i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.
Han suppleres af Cecilie Brøkner, der er direktør i Innovationsfonden:
- Med dette offentlige-private kobler vi Innovationsfondens investeringsprogrammer og bløde midler med hårde midler og kompetenceopbyggende forløb. Det skal sætte fart på udvikling og kommercialisering af forsvarsteknologiske løsninger, der både kan styrke Danmarks konkurrenceevne og modstandskraft. I fællesskab afkorter vi vejen til målet for danske startups og SMV’er med potentiale inden for forsvar og sikkerhed ved at understøtte hele rejsen fra idé til marked, siger Cecilie Brøkner.
Læs også: Fra tandlægestole til vejhjælp – her er Forsvarets indkøbsplaner
Høje ambitioner for succesraten
Det er ambitionen, at mindst 48 ud af de 72 virksomheder går hele vejen og udvikler sig til kernevirksomheder i den danske forsvarsindustri. Hvis det lykkes, vil det være en succesrate betydeligt over, hvad man normalt ser i tilsvarende programmer.
I DI Forsvar og Sikkerhed mener direktør Joachim Finkielman, at det er rigtig gode nyheder for det danske økosystem af forsvarsvirksomheder.
- Fremtidens kampplads er kompleks, og der er behov for nye teknologier og konstant udvikling. Det har vi blandt andet set glimt af i Ukraine. Derfor er det meget nyttigt at støtte SMV’er og iværksættere indenfor forsvarsområdet, siger direktøren.
Han påpeger, at det ikke er nemt at gøre sig til på forsvarsområdet.
- Derfor skal virksomheder have støtte. Det arbejder vi dagligt med i DI, og det støtter vi hellere end gerne op om i konteksten af det nye forsvarsprogram. Danske virksomheder har teknologi og løsninger i verdensklasse, som kan og skal gøres anvendelige. Med Defence Tech Denmark styrkes mulighederne for vækst og skalering, så de også er relevante på det internationale marked, siger Joachim Finkielman.
DTU Science Park har nu sat gang i rekrutteringen af en programchef til Defence Tech Denmark, som DTU Science Park skal drive i samarbejde med Teknologisk Institut. Planen er at åbne for virksomhedsansøgninger til både accelerations- og transformationssporet i efteråret 2025.
Kom med den 21. maj, når DI Forsvar og Sikkerhed inviterer til lancering af DI Strategisk Forsvarsforum
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.