Ubeslutsomhed er den direkte vej til recessionens kløer
Hvis EU formår at handle og give Trumps handlinger et "robust, proportionalt og ikke- eskalerende” modsvar, kan det blive en mulighed for at gøre Europa til verdens havn for stabilitet, mener Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.
Europa står som så ofte før i en skæbnestund med store økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige udfordringer på spil. USA’s præsident Trump har indledt en handelskrig, der har giver markante udsving på verdensmarkederne og har skabt frygt for recession i både virksomheder og nationer.
På den baggrund er der ifølge Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri (DI) behov for klare rammer og beslutsomhed fra Europas ledere.
- Usikkerhed kan lamme både investeringer og købsbeslutninger, hvilket er en direkte vej ind i recessionens kløer. Men formår Europa at handle og tydeligt vise retningen også langsigtet, så har vi en reel mulighed at gøre Europa til verdens havn for stabilitet, klarhed og tryghed, siger Lars Sandahl Sørensen.
Læs også: DI: Handelskrigen er en realitet – til skade for hele verden
Bekymret over tempoet i EU
Direktøren er dog bekymret for tempoet i EU's beslutningsproces, der står i kontrast til Kinas hurtige svar på Trumps handlinger.
- Der skal meget hurtigt komme en handlingsplan, så EU ikke bliver kastebold mellem stormagter. Vi bør hurtigt følge Draghis anbefalinger, sætte ind på energiforsyningen og styrke det indre marked, så Europa skaber fundamentet for både økonomisk robusthed og sikkerhed, siger Lars Sandahl Sørensen.
Han finder opmuntring i en meget stor villighed til handlekraft i hos EU-kommissionens formand Ursula Von der Leyen, Danmarks egen regering og blandt EU’s medlemmer.
- Men for hver dag der går, hvor vi sidder og gør ingenting, bringer vi os i en dårligere forhandlingssituation i forhold til USA, siger Lars Sandahl Sørensen.
Europaminister Marie Bjerre (V) får fredag overdraget DI's anbefalinger til det danske EU-formandskab ved konferencen Genrejsning af Europas konkurrencekraft: Setback to comeback
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.