8 punkter skal styrke EU's konkurrenceevne
Den europæiske erhvervsorganisation, BusinessEurope har en stribe anbefalinger til det danske EU-formandskab.
Europas 42 erhvervsorganisationer fra 36 lande, som står bag BusinessEurope, er enige om en stribe konkrete anbefalinger til det danske EU-formandskabs arbejde med at styrke erhvervslivets kokurrenceevne.
Anbefalingerne i form af "The Copenhagen Declaration" blev vedtaget og overrakt til erhvervsminister Morten Bødskov i Industriens Hus fredag. Her er hovedpunkterne i kort form:
1: Handelspolitik:
EU skal stræbe efter at opnå en handelsaftale med USA, så en toldkrig undgås. Dertil skal andre veje til handel understøttes, bl.a. gennem bedre relationer til Tyrkiet og Storbritannien. Desuden skal der presses på for, at handelsaftaler mellem EU og Mercosur-lande samt Mexico kommer endeligt på plads.
2: Det indre marked:
Den interne handel mellem EU-lande er Europas økonomiske rygrad. Efter 20 år eksisterer der stadig omkring 60 pct. af de oprindelige barrierer mellem EU-lande svarende til toldafgifter på 110 pct. De barrierer skal ned til gavn for friere bevægelighed for varer, tjenester og arbejdskraft.
3: Energi og konkurrenceevne:
Energipriser skal ned og produktionen af grøn energi skal op til gavn for konkurrenceevnen. EU’s handlingsplaner rækker ikke på den korte bane, så derfor er der brug for EU-støtte i en overgangsfase. Desuden bør den danske regering implementerer tiltag, der gavner konkurrenceevnen.
4. Regler og afrapportering:
Forenkling af EU’s godkendelsesprocesser og afrapporteringer er nødvendig for at gavne konkurrenceevnen. Yderligere omnibusforslag er derfor nødvendige. Business Europe har fremlagt 68 forslag til at nå disse mål. Bl.a. skal taksonomien for kravene i regelsættende for CSRD, CS3D og CBAM forenkles hurtigt.
5: Forskning og Innovation:
Regulering og krav skal gøre det mere attraktivt at investere i forskning og udvikling til gavn for vækst og langsigtet konkurrenceevne. Samtidig skal EU støtte projekter, mens øget digitalisering skal prioriteres til gavn for bl.a. AI-lovgivning.
6: Arbejdsmarked og uddannelse:
EU skal skrue op for indsatsen for at sikre nok kompetent arbejdskraft til gavn for erhvervslivets konkurrenceevne. Det skal bl.a. ske gennem et løft til erhvervs- og STEM uddannelser. Dertil skal være mere enkelt at tiltrække talenter fra tredjelande.
7: Forsvar og sikkerhed:
En stærkere europæisk sikkerheds- og forsvarsindustri er en nøgle til konkurrenceevne. Derfor skal der opmuntres til offentlig-private samarbejder, der kan beskytte kritisk infrastruktur og sikre industrier og tjenester i krisetider. Samtidig skal der arbejdes for at øge produktionskapaciteten i EU.
8: Finansiering:
Vejen skal banes for en effektiv finansiering via rammevilkårene i Multi-annual Financial Framework (MFF) til gavn for konkurrenceevne, innovation, grøn omstilling, digitalisering samt sikkerhed. Det skal ske i partnerskab med private virksomheder, hvor bl.a. adgangen til offentlige midler skal forenkles.
The Copenhagen Declaration kan læses i sin fulde længde her.