DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, økonomiprofessor Philipp Schröder, direktør Lykke Friis og DI's afdelingschef Hans Wicks analyserede perspektiverne i Tyskland.

Grafik: Belle Djerberg
07.05.25 DIB Nyheder

Dansk erhvervsliv varmer op til tysk investeringsboom

Hvad er potentialet i Tyskland efter ny regering endelig er på plads? Det gav DI og eksperter deres bud på ved DI-briefing.

Efter uventet dramatiske timer i tysk politik tirsdag er danske virksomheders appetit på at vokse syd for grænsen stor. Mange virksomheder henvender sig til DI for at vide mere om potentialet i Tysklands massive investeringsplaner.

Det stod klart ved DI’s briefing onsdag, hvor adm. direktør Lars Sandahl Sørensen sammen med Lykke Friis, der er direktør for Tænketanken EUROPA, økonomiprofessor Philipp Schröder og DI’s afdelingschef i Berlin, Hans Wicks, satte perspektiver på, hvad Danmark kan forvente af den nye tyske regering efter valget af Friedrich Merz til ny kansler.

DI’s Lars Sandahl Sørensen var glad for, at der nu er en ny tysk regering på plads.

- Vi venter alle nu med stor spænding på, hvad der sættes i gang af den nye kansler. Vi har store forhåbninger til, at der sker noget positivt. I Danmark er vi enormt spændte på, hvordan ekstraordinære midler til blandt andet infrastruktur, grøn omstilling og forsvaret bliver investeret, sagde han.

DI-direktøren pegede desuden på, at vi med Friedrich Merz får en tysk kansler, der er stærkt engageret i Europa, som derfor også bliver en vigtig alliancepartner for det danske EU-formandskab om kort tid.

Europæisk allieret 

Lykke Friis pegede på, at vi har en mere europæisk orienteret kansler i Merz, der er optaget af at styrke EU’s og Tysklands konkurrenceevne. Det vil give os en stærk allieret i forhold til regelforenkling.

Hun ser dog samtidig en kansler, der som udgangspunkt fremstår svækket efter  afstemningen om kanslerposten tirsdag, der krævede to valgrunder. Desuden har regeringspartierne CDU/CSU og SPD grundlæggende et lille flertal for deres koalition.

- Merz er ingen mirakelmand, der vil kunne ændre politikken fra den ene dag til den anden. Han er i den situation, at han ikke kan være sikker på altid at have et flertal bag sig, så derfor vil han blive mere midtsøgende samtidig med, at Tyskland har et stærkt AfD. Han skal holde sammen på regeringen og samtidig inddæmme AfD, lød analysen fra Lykke Friis.

Det rokker dog ikke ved investeringsplanerne via en særfond på 500 mia. euro plus mere ubegrænsede investeringer i forsvaret. De er vedtaget af et bredt flertal.

Artikel fortsætter under faktaboks

Brug DI

Brug DI i Tyskland

  • DI har været lokalt til stede i Tyskland siden 2018 og har i dag kontor i Berlin med 3 medarbejdere, der hjælper danske virksomheder i gang på det tyske marked.
  • DI hjælper med alt lige fra de indledende tanker om valg af marked, selskabsetablering, rekruttering, administration af lokalt selskab og meget mere.
  • Afdelingen ledes til dagligt af DI Tysklands General Manager Hans Wicks
  • Læs mere om DI Tyskland og vores services her.

Tyskland udfordret

Økonomiprofessor Philipp Schröder ser også et potentiale for danske virksomheder på helt sektorspecifikke områder, men var generelt mere bekymret for Tysklands overordnede situation.

I mange år har det ifølge professoren haltet med virksomhedernes investeringslyst, mens produktivitet og arbejdskraft har været under pres. Derfor ser han flere ”brændende platforme” for den nye kansler. En nedslidt infrastruktur og en mangel på digital infrastruktur flere steder er nogle af dem. Men der er også en uddannelsessektor, der halter efter på grund af manglende investeringer og moderniseringer.

- Der er store sektorforskelle i Tyskland, hvor rigtigt mange investeringer i sektorer vil være godt for Danmark og for de danske virksomheder, som har de rette løsninger. Men overordnet er det en svækket nabo, vi har, mente han.

Mange henvendelser til DI

Fra DIs afdeling i Berlin mærker afdelingschef Hans Wicks stigende interesse fra danske virksomheder.

- Vi får mange henvendelser fra virksomheder, som vil vide mere om den tyske særfond og hvordan de kan få del i de beløb, man håber snart vil flyde. Jeg anbefaler altid, at det handler om at være stede, følge med de i de licitationer, der sendes i udbud og så styrke partnerskabet i Tyskland. Og så skal man have tålmodighed, for der går tid fra regeringen kommer på plads, til der begynder at ske noget, forklarede Hans Wicks.

Store investeringsplaner

Særfonden på 500 mia. euro indeholder blandt andet 100 mia. euro, som er målrettet den grønne omstilling. Det giver potentiale inden for eksempelvis vind, sol og brint. I fonden er der yderligere midler til en forbedret infrastruktur, hvilket er hårdt tiltrængt, hvor Danmark digitalt på mange måder er 10 år foran Tyskland, uddybede Hans Wicks. Derfor er et nyt ministerium for digitalisering og statsmodernisering også værd at følge nøje.

- Og inden for forsvaret er der ikke loft over budgettet. Her ser vi et potentiale for mange danske underleverandører, fordi der drøftes mange spændende projekter, sagde han.

Hans Wicks peger på, at der desuden er flere initiativer, som skal lette byrden for erhvervslivet og øge den offentlige effektivitet. Målet er at frigøre mindst 30 mia euro i administrative omkostninger for erhvervslivet over de næste fem år.

Læs også: DI i Berlin: Et usædvanligt valg i en turbulent tid

Hans Wicks

Hans Wicks

General Manager, DI Germany

  • Direkte +45 3377 4770
  • Mobil +49 172 9648564
  • E-mail hawi@di.dk

Relateret indhold