De første 2 NIS 2-vejledninger er klar
De to første vejledninger til NIS 2-loven er nu klar. De skal hjælpe virksomheder med at finde ud af, om de er omfattet. Og hvad ledelsen i så fald skal leve op til. Det er helt afgørende med gode vejledninger, mener DI.
Den for nyligt vedtagne NIS 2-lov, som træder i kraft den 1. juli, stiller skærpede krav til både offentlige myndigheder og virksomheder, der spiller en kritisk rolle i samfundet. For at støtte dem i at leve op til de nye regler udarbejder Styrelsen for Samfundssikkerhed løbende vejledninger, der skal gøre det lettere at forstå og implementere lovens krav.
Ifølge en pressemeddelelse fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab er de to første nu udgivet.
Den første vejledning hjælper virksomheder og myndigheder med at vurdere, om de er omfattet af NIS 2-loven. Den giver et overblik over de kriterier, der afgør, om en organisation er omfattet, og forklarer centrale begreber, som er vigtige for at forstå lovens anvendelsesområde.
Den anden vejledning fokuserer på ledelsens ansvar for cyber- og informationssikkerhed. Den skal gøre det tydeligt for bestyrelser og direktioner, hvilke roller og opgaver de har i forhold til at sikre, at deres organisation lever op til kravene i NIS 2-loven.
Se vejledningerne hos Styrelsen for Samfundssikkerhed
Helt afgørende med gode vejledninger
Ifølge Dansk Industri (DI) er NIS 2 den mest vidtgående regulering på cyberområdet til dato. For DI har det derfor været afgørende at sikre, at rammerne er på plads og reglerne er til at forstå.
- Her er vejledning til virksomhederne helt afgørende, og vi er derfor rigtigt glade for, at Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab nu lancerer de første to i rækken. Vejledningerne er også resultatet af et offentligt-privat samarbejde, hvor DI sammen med andre interessenter har været inviteret ind i maskinrummet for at sikre, at de kommer flest mulige virksomheder til gavn, siger teamleder for digitaliseringspolitik i Dansk Industri, Bo Wiberg.
Han mener, at vejledningerne også markerer, at vi nu træder ind i en ny fase.
- Vi skal smøge ærmerne op og komme i gang, for implementeringen sker ikke ’overnight’, men kræver en masse arbejde, ressourcer og en systematisk indsats over tid. Vi finder kun de rigtige svar og de rette balancer, hvis vi viderefører dialogen og samarbejdet mellem myndigheder og virksomheder – både frem mod ikrafttrædelsen 1. juli, men også efterfølgende, når vi har haft lejlighed til at se, hvordan reglerne virker i praksis, siger Bo Wiberg.
Find meget mere info i DIs NIS 2 vejledningsunivers
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.