Aviaja Riemann-Andersen har bogstavelig talt fingrene i dejen i virksomheden Circular Food Technology, der laver mask fra bryggeriers ølproduktion om til melingredienser

16.05.25 DIB Nyheder

“En studerende er en genial ressource”

Studerende flokkes om virksomheden Circular Food Technology. "De sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi gør tingene på," siger CEO og medstifter Aviaja Riemann-Andersen.

Circular Food Technology laver mask fra bryggeriers ølproduktion om til melingredienser, som måske er med i den pizza, du næste gang sætter tænderne i.

Om det så er udsigten til pizza eller et væksteventyr med en ny type fødevarevirksomhed, er svært at sige, men i hvert fald flokkes studerende om Circular Food Technology. Over 30 studerende har sat deres præg på udviklingen af virksomheden de syv år, den har eksisteret. 

- Det, som virkelig interesserer vores studerende, er, at de får lov til at lave noget, som bliver til virkelighed. De studerende er smadderdygtige, sjove og skaber noget liv. Og så kommer de med nye ideer og sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi gør tingene på i dag. Så hvis man er respektfuld og klar i sin opgaveformulering og følger op på samarbejdet og giver feedback er studerende en helt genial ressource, fordi de er sultne på læring, siger CEO og medstifter Aviaja Riemann-Andersen.

Ingrediensvirksomheden producerer nye fødevarer af noget, som ellers ville ende som dyrefoder, i biogasanlæg eller helt gå til spilde. Og man gør det på en måde, så man ikke skal ud og opdyrke mere jord for at gøre det.

- Når bryggerierne køber et ton malt, bliver kun 15 procent - stivelsen og sukkeret - fra hvert korn til øl. De 850 kilo, som bliver tilbage, udgør restproduktet mask. Det består bl.a. af kostfibre, vitaminer og mineraler, som vi bør have mere af i vores kost. Det er ikke noget, man bør smide ud, forklarer Aviaja Riemann-Andersen.

Læs også: Blandet plastaffald bliver til guld i Albertslund

Studerende skal lave strategien

Når bryggerierne har udvundet sukkerstoffer og stivelse til deres øl, går Circular Food Technology derfor ind og bruger det resterende korn fra masken til at producere ingredienser til en mere bæredygtig fødevareproduktion i industrien.

Det skal en ny Intern (studerende, som kortvarigt gennemfører et projekt for en virksomhed for at få erfaring på området red.) fra CBS nu hjælpe med at få kommunikeret ud til leverandører”  

- For mange af leverandørerne er affaldsprodukter ikke et primært fokus. Vores opgave er derfor at hjælpe dem med at få et bedre overblik over, hvordan deres klimaaftryk bliver forbedret ved at samarbejde med os. Det skal den nye Intern hjælpe os med ved at skrive projekt om en kommunikationsstrategi for bæredygtighed hos leverandører, siger Aviaja Riemann-Andersen.

De studerende hos Circular Food Technology arbejder typisk med projekter, som kan handle om alt fra bæredygtighed over design til produktudvikling. De kommer også typisk fra fakulteter, som har med fødevareområdet at gøre, som fx KU Food og Center for Hygiejnisk Design på DTU.

- I starten arbejdede vi meget sammen med DTU om egenkontrol; Om hvordan man producerer sine varer på en måde, så folk ikke bliver syge. Vi havde fx en professor og en bachelorstuderende fra DTU inde over hele vores program om fødevaresikkerhed. Og vi har også før haft både bachelorstuderende og specialestuderende fra CBS gående, fortæller Aviaja Riemann-Andersen.

Læs også: 500 virksomheder skal bane vejen for cirkulært epicenter

30 gange større produktion

Circular Food Technology tæller i dag 16 faste medarbejdere. Egentlig startede man med at sælge kiks, chips og kage til detailhandlen. Og selvom man stadig imødekommer kunders efterspørgsel efter kiks med melingredienser under mærket Agrain, er det som producent af ingredienser til et sultent verdensmarked, man ser sin fremtid.

- I dag sælger vi til alle, som bruger mel eller fibre i produktionen af fx pizza, brød, kiks eller kage. Fx har vi flere pastaproducenter i Italien som kunder, siger Aviaja Riemann-Andersen.

Virksomheden sælger til så forskellige lande som Danmark, Spanien, Portugal, Ungarn, Colombia og USA og har netop indgået en aftale med en distributør i Australien. Efterspørgslen efter virksomhedens produkter gør også, at man er nødt til at skalere op.

- Lige nu er vi en pilotskalafabrik, og vi arbejder med at få skaleret produktionen til at blive 30 gange større end i dag. Vi kan i dag producere 40 ton om måneden, og målet er at producere 1.200 ton om måneden. Så vi er i gang med at tegne en ny fabrik, som skal ligge i Danmark, fortæller Aviaja Riemann-Andersen.

Læs også: Danmark mangler forskning i produktionsteknologi

19. maj afholder DI seminaret: ”Sådan styrker vi danske SMV’ers investeringer i forskning og udvikling”, hvor en lang række kerneaktører taler om, hvordan vi i fællesskab kan styrke danske små og mellemstore virksomheders investeringer i forskning og udvikling.

Råd om studerende fra Aviaja

Aviaja staldtip til samarbejde med studerende

Til de virksomheder, som overvejer at tage studerende ind, har Aviaja Riemann-Andersen et par råd:

1: Skolen har 1. prioritet. Man skal derfor ikke betragte den studerende som en gratis eller ligestillet arbejdskraft på linje med ens faste medarbejdere. Der skal være respekt for, at de skal lave et “skoleprojekt”. 

2: Vær præcis i opgaveformuleringen sammen med den studerende; Hvad er det, man gerne vil have, de arbejder på, og hvad vil man have ud af det. Studerende kan godt en gang imellem glemme, hvad opgaven går ud på, fordi der undervejs dukker noget andet spændende op. Man skal ikke forvente, at de er verdensmestre i projektstyring og planlægning.

3: Virksomheden er nødt til at allokere nogle ressourcer til dem. Ellers får ingen af parterne noget godt ud af det.

Se også kontaktformular for studerende hos  Circular Food Technology  

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jakob Lave

Jakob Lave

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4924
  • Mobil +45 2171 7786
  • E-mail jakl@di.dk

Relateret indhold