EU-pakke kan få fatale konsekvenser for EU's konkurrenceevne
EU's konkurrenceevne forringes med nyt forslag til lægemiddelpakke fra Ministerrådet under polsk formandskab, mener DI. Parterne bør komme tilbage til forhandlingsbordet, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.
Lægemiddelindustrien udvikler hele tiden ny medicin til bedre behandling af alvorlig sygdom til gavn for patienterne. Den skaber tusindvis af arbejdspladser, investerer massivt i forskning og finansierer velfærd til hele samfundet.
Og havde det ikke været for lægemiddelindustrien, havde dansk økonomi stået et helt andet sted i dag. Det samme gør sig gældende for flere andre EU-lande, herunder Frankrig og Tyskland.
Alligevel har Rådet under polsk formandskab netop fremlagt et nyt forslag til revision af den europæiske lægemiddellovgivning, der forringer lægemiddelvirksomhedernes muligheder for at udvikle nye produkter inden for EU’s grænser og dermed svækker den allerede udfordrede konkurrenceevne.
- Forslaget gør de facto EU’s lægemiddelindustri mindre konkurrencedygtig og dermed det europæiske samfund sårbart. I Danmark får man 00 for en ”utilstrækkelig præstation, der ikke demonstrerer en acceptabel grad af opfyldelse af fagets mål”. Det er akkurat, hvad Rådet under polsk EU-formandskab nu udviser på dette område, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri (DI).
Læs også: 8 punkter skal styrke EU's konkurrenceevne
Kortere beskyttelse mod kopiering
Rådet foreslår helt konkret at reducere perioden, hvor nye lægemidler er beskyttet mod kopiering, med ét år. Det sker til trods for en årelang kraftpræstation fra både den danske regering og DI, der sammen med ligesindede medlemslande og udenlandske erhvervsorganisationer har kæmpet for at undgå en forringelse af lægemiddelvirksomhedernes vilkår i Europa.
- Budskabet er desværre ikke til at tage fejl af: Imens der bliver talt vidt og bredt om behovet for at styrke Europas konkurrenceevne, så vi blandt andet kan finansiere forsvar, grøn omstilling, sundhed og velfærd, bliver der fortsat vedtaget politik, som går i den stik modsatte retning til trods for verdenssituationen lige nu og Europas meget store udfordringer. Og det er ærligt talt uforståeligt, siger Lars Sandahl Sørensen.
Læs også: Topchef i BusinessEurope: Der er meget at lære af Danmark
Skubber industrien over Atlanten
Da Danmark snart overtager formandskabet fra Polen, bliver det også Danmark, der skal varetage de videre forhandlinger af lægemiddelpakken. Her er der stadig mulighed for at ændre i det endelige lovforslag. Men dagens afstemning er med til at sætte retning for Rådets endelige forhandlingsmandat. Derfor må betydningen af dagens afstemning ikke undervurderes.
Lars Sandahl Sørensen siger:
- Konsekvensen bliver, at vi skubber lægemiddelvirksomhederne over Atlanten. I en tid, hvor Trump-administrationen gør alt, hvad de kan, for at trække investeringer inden for lægemiddelindustrien til USA, burde Rådet virkelig have tænkt sig mere grundigt om. Men de kan stadig nå at forhindre, at forslaget bliver til virkelighed. I Dansk Industri råder vi derfor sammen med vores europæiske søsterorganisationer på det kraftigste til, at parterne vender retur til forhandlingsbordet. Der er utrolig meget på spil, siger Lars Sandahl Sørensen.
Læs også: Marie Bjerre: Konkurrencekraft er topprioritet for dansk EU-formandskab
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.