Skiftede hele bestyrelsen på én gang
Da Signe Cederstrøm blev CEO i Resino Inks skiftede virksomheden samtidig hele den bestyrelse, der havde siddet i 35 år. Det var en gave for virksomheden at få nyt blod, mener hun.
Da Signe Cederstrøm indtrådte som CEO i familievirksomheden Resino Inks A/S, havde hun en klar vision: Det var på tide at skifte ud i virksomhedens bestyrelse, hvis medlemmer havde siddet i virksomhedens samfulde 35 leveår.
Visionen udsprang af et behov for, at bestyrelsen skulle være hendes sparringspartner og bringe ny erfaring med sig fra andre steder i erhvervslivet.
- Vi tog et bevidst valg om at skifte hele bestyrelsen ud på én gang og få nye øjne og kompetencer ind. Det var en gave, som gav os mulighed for at sætte retningen sammen – som et hold, fortæller Signe Cederstrøm.
Læs også (2020): Resino vil farve verdens pølser grønnere
Familiemedlemmer tilfører viden
For Signe Cederstrøm begyndte rejsen, da hun tog sin bestyrelsesuddannelse for mere end 10 år siden. Det førte til, at hun fik posten som bestyrelsesleder i Resino Inks, som hendes far var stifter og leder af. I 2019 overtog hun virksomheden i et succesfuldt generationsskifte og skiftede rollen som bestyrelsesleder ud med rollen som CEO.
Ifølge med generationsskiftet trådte hendes mor ud af bestyrelsen, mens hendes far, Finn Cederstrøm, og hendes to søskende, Sophie og Niels Cederstrøm, blev bestyrelsens nye familierepræsentanter.
- Min far indtrådte i bestyrelsen med sin værdifulde viden om virksomheden fra start-up til, hvad Resino Inks er i dag. Min søster Sophie har en kommunikationsfaglig baggrund og har blandt andet haft presseansvar i forsvarsministeriet. Niels bidrager med en relevant og værdifuld forståelse for samfundsaktuelle problemstillinger og emner, blandt andet inden for HR og indsigt i behov og tendenser blandt de yngre generationer, fortæller Signe Cederstrøm.
Læs også: Familievirksomheder går lysere fremtid i møde
Nye kræfter bidrager med forskellighed
Derudover består bestyrelse i Resino Inks af Katrine Benthien, Line Sandberg og Henrik Sørensen.
- Henrik Sørensen er bestyrelsesleder, fordi han bidrager med uundværlige indsigter i strategi og forretningsudvikling. Hans rolle er funderet i ren ledelse i forhold til at optimere brobygningen mellem ejerne, ledergruppen og bestyrelsen. Katrine Benthien har en kommerciel baggrund inden for e-commerce og digitalisering, hvortil hun ligesom Niels, repræsenterer de yngre generationer. Line Sandberg bidrager med en produktionsbaggrund og har mange års erfaring fra medicinalindustrien, forklarer Signe Cederstrøm.
Hun mener, det skaber stor værdi, at menneskerne rundt om bordet har forskellige baggrunde, egenskaber og kompetencer - at deres forskellighed netop også bidrager til, at de kan stille forskellige spørgsmål, bidrage med forskellige perspektiver og samlet set styrker værdien af forskellighed og i sidste ende virksomhed og bundlinje.
- Jeg tror, det åbner for, at bestyrelser kan se ud på mange måder, og at der er brug for mange forskellige profiler, understreger Signe Cederstrøm.
Læs også: Styrk din viden og dit kontaktnet i DI's netværk
Træt af ”check-the-box”-kultur
Signe Cederstrøm har selv tidligere oplevet forbehold mod hendes kompetencer som yngre kvindelig bestyrelsesprofil -og leder. I dialog med andre har hun da også erfaret, at det at få en kvinde i bestyrelsen, har været motiveret af en ”check-the-box”-kultur, hvor en kvinde er blevet valgt, fordi hun er kvinde, og ikke på baggrund af hendes kompetencer og kvalifikationer som menneske og bestyrelsesprofil.
Det, synes hun, er ærgerligt. Og det er blandt årsagerne til, at hun i dag er medlem af blandt andet Fremtidens Bestyrelser, der er et netværk for kvinder i bestyrelser, skabt af Dansk Industri (DI) for at modvirke den skæve kønsfordeling, der fortsat er dominerende i danske bestyrelser.
- Bestyrelsesarbejde er ikke kun for dem med 25 års CEO-erfaring. Der er brug for folk, der forstår forandring. Nogle tror måske, man skal kunne læse regnskaber eller andet. Men der er så mange andre kompetencer, der er vigtige. Bestyrelsesarbejde handler i første omgang om at ville give noget, siger Signe Cederstrøm.
Forskellighed giver loyale medarbejdere
I Resino Inks har den nye bestyrelse og Signe Cederstrøms fokus på fremtidsparathed og værdien af forskellighed blandt andet vist sig i høj medarbejderloyalitet og oprigtigt engagement i virksomhedens udvikling og vækst.
- Vi har meget lav udskiftning. Folk bliver her længe, fordi de føler, der er plads til dem. Når man giver plads, får man loyalitet og engagement igen, siger Signe Cederstrøm.
Læs også: Advisory board: Fremtidens bestyrelser er diverse
Råd til bestyrelses-folk
Signe Cederstrøms råd til potentielle bestyrelsesfolk:
Find din motivation – Hvorfor vil du det?
Opsøg netværk og viden – fx via Dansk Industri
Tro på, at du har noget at bidrage med – også selvom du ikke passer ind i den klassiske formel
Fremtidens Bestyrelser
Fremtidens Bestyrelser er blevet en del af DI Virksomhedsudvikling, hvor der sættes fokus på den professionelle bestyrelse som en nødvendig og integreret del af virksomhedens naturlige udvikling mod fremtidens arbejdsplads.
Læs mere: Fremtidens Bestyrelser
Vi uddanner fremtidens ledere
Hos DI tilbyder vi et bredt udvalg af kurser, uddannelser og netværk, der udvikler ledere på alle niveauer.
Se alle tilbud for ledere herHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.