Dansk EU-plan vil fjerne byrder
Oprustning af Europas forsvar og fjernelse af byrdefulde regler - samtidig med vi fastholder den grønne omstilling – bliver to af de vigtigste prioriteter for det danske EU-formandskab, siger europaminister Marie Bjerre. Det er rette kurs, mener DI.
”Danmark overtager EU-formandskabet i en ny geopolitisk virkelighed med nye politiske vinde fra USA og et tiltagende aggressivt Rusland. Regeringens prioriteter for EU-formandskabet er nøje udvalgt for at svare på de akutte udfordringer, Europa står over for. Det drejer sig om, at Europa skal kunne forsvare sig selv inden 2030. Og så haster det med at forbedre Europas konkurrenceevne. Derfor bliver oprustning af Europas forsvar og fjernelse af byrdefulde regler - samtidig med vi fastholder den grønne omstilling – to af de vigtigste prioriteter for det danske EU-formandskab.”
Sådan siger europaminister Marie Bjerre (V) i en pressemeddelelse, der omhandler regeringens prioriteter og program for det danske EU-formandskab, som begynder den 1. juli 2025.
Det er den rette kurs, mener Dansk Industri (DI):
– Europa står overfor nogle store udfordringer, og langt hen ad vejen har vi selv skabt dem. Vi har sovet i timen, når det gælder forsvarsevne, innovation, investeringer, regelforenkling og meget mere. Nu er der også kun os selv til modigt og handlingskraftigt at løse det. Den gode nyhed er, at vi har både evnerne og ressourcerne til det. Og regeringens prioriteter for formandskabet tager fat de rigtige steder, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.
Læs regeringens prioriteter og program for det danske EU-formandskab
Virksomhederne skaber velstanden
DI fremhæver særligt regeringens ønske om at sætte gang i reformer, der styrker konkurrenceevnen og gør det enklere at være virksomhed i Europa. Det er virksomhederne, der skaber den velstand, de europæiske samfund hviler på. Den velstand, der bl.a. skal finansiere, at Europa bliver i stand til at forsvare sig selv og sikre en reel grøn omstilling.
- Regeringen viser sig klar til at handle der, hvor der er mest brug for det. Hvor vores konkurrenter i andre verdensdele fokuserer på at innovere og investere, er vi i Europa blevet verdensmestre i at regulere – desværre i en grad, der er kvælende. Især for små og innovative virksomheder, som sidder med nogle af de løsninger, vi har allermest brug for, siger Lars Sandahl Sørensen.
Læs også: Trifork: EU-regulering har taget overhånd
Dansk model finder langsigtede løsninger
I regeringens udspil fylder forsyningssikkerhed, adgang til billig, grøn energi og større investeringer i infrastruktur også meget. Det er nødvendige greb, mener DI, hvis EU skal klare sig i den globale konkurrence. Lars Sandahl Sørensen peger desuden på en række konkrete områder, hvor det danske formandskab har mulighed for at skabe vigtige resultater:
– Hvis vi skal levere på at styrke Europas konkurrenceevne, er det for mig at se en bunden opgave for det danske formandskab at levere resultater på en række områder: Det gælder regelforenkling, et ambitiøst 2040-klimamål for EU, en lægemiddelpakke, der styrker europæiske virksomheders position, meget mere grøn energi til overkommelige priser og højere grad af energieffektivitet. Der er sat den rigtige dagsorden, men vi kan først sige, at det er lykkedes, når virksomheder mærker forskellen i deres dagligdag.
Heldigvis er vi i Danmark gode til at finde langsigtede løsninger, som er bredt forankret i vores samfund. Det kan også være en inspiration for Europa.
– Danmark står med et kæmpe ansvar, og det bliver ikke nemt. Men vi kommer også med et vigtigt værktøj i rygsækken. Vores danske samarbejdsmodel, som vi bl.a. kender fra den danske arbejdsmarkedsmodel og den grønne trepart, gør os i stand til at lande brede, langsigtede aftaler – selv på vanskelige emner. Det har Europa brug for lige nu, siger Lars Sandahl Sørensen.
Læs også: I 2024 blev det 10 mia kr dyrere at overholde loven
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.