Danske droner har appetit på Forsvarets vækst
Sky-Watch og MyDefence er inde i en rivende udvikling og ser stort potentiale i det danske forsvars hastige oprustning. Et tættere samarbejde mellem industri og forsvar vil gavne væksten.
Nærmest daglige florerer fortællinger i medierne om droners betydning i diverse militære operationer. Det mærker den danske droneindustri også, hvor udviklingen går rigtigt stærkt. To af de danske virksomheder Sky-Watch og MyDefence, henter dagligt værdifulde erfaringer hjem fra Ukraine og er meget interesseret i det danske forsvars ambitioner på området.
Dronevirksomheden Sky-Watch ser potentiale i, at Danmark vil satse mere på droner til Forsvaret. Det kan bidrage til at øge kompetencerne, styrke forsyningskæderne og sikre en mere målrettet forskning, forklarer marketingsdirektør Thomas Jensen.
- Det er alt sammen faktorer, der understøtter vores arbejde og vores produkter. Potentialet vil afhænge af, hvordan indsatsen bliver udmøntet konkret, siger han og uddyber:
- Vi vil naturligvis også gerne levere droner til det danske forsvar. Droneindustrien har potentiale til at blive en dansk styrkeposition, fordi vi har en stor underskov af virksomheder, der kan levere forskellige løsninger. For at det kan gå op, skal der også være forretning i det. Det vil sige, at det danske forsvar skal begynde at købe flere droner til de mange opgaver, som droner kan løse.
Firedoblet på tre år
Virksomheden i Støvring blev grundlagt i 2009 og har de sidste 7 år fokuseret på løsninger til forsvaret. Sky-Watch er specialiseret i mindre droner, der overvåger områder og i samarbejde med blandt andet mindre militære enheder finder konkrete mål at rette kanoner og missiler imod. Og væksten er gået stærkt i de senere år, hvor medarbejderantallet er firedoblet siden 2022 til 129, ikke mindst trukket af efterspørgsel fra Ukraine.
Kun få uger efter Ukraine-krigens start havde Sky-Watch de første RQ-35 Heidrun droner på vingerne i landet takket være internationale donationer. Eksempelvis har Tyskland doneret 684 droner fra den danske virksomhed. Hver drone har typisk fløjet i mere end 500 missioner.
- Som det er nu eksporterer vi tæt på 100 procent af vores droner til andre lande i Europa, hvor Ukraine er den dominerende modtager. Der er et meget intenst loop i Ukraine, hvor vi hele tiden skal tilpasse os udviklingen, som går stærkt. Og hvis man klare sig godt der, så har man et godt produkt, forklarer Thomas Jensen.
Droneindustrien er præget af mange iværksættere og den er som udgangspunkt født global, fordi det danske marked aldrig vil være stort nok. Derfor er nødvendigt, at industrien tænkes ind i en europæisk sammenhæng for at nå en tilstrækkelig volumen. Hvis hvert land vil have sin inviduelle droneløsning er der ikke volumen nok, vurderer Thomas Jensen.
- Det kan eksempelvis ske gennem fælles indkøb af droner til flere lande og andre løsninger. Derfor ser vi forventningsfuldt på politikerne og håber at de kan skubbe på, for at skabe en europæisk forsvarsindustri, siger han.
Vækst i værn mod droner
Med den eksplosive vækst i droneindustrien stiger behovet for effektiv beskyttelse af kritiske områder – særligt inden for det militære område. Det mærkes tydeligt hos MyDefence, som blev grundlagt i 2013 af tre officerer fra Forsvaret. Virksomheden begyndte med fokus på trådløst kontrollerede systemer, blandt andet til fjernudløsning af sprængladninger.
I takt med at droner blev mere udbredte og udviklede sig til en ny form for trussel, tilpassede MyDefence sine løsninger til at imødegå netop denne teknologi. Det førte til en specialisering i systemer, der kan detektere og afværge fjendtligt anvendte droner.
Fra hovedkontoret i Nørresundby udvikler og producerer virksomheden anti-drone teknologi, som anvendes globalt. Blandt andet bærer soldater virksomhedens detektorer, der identificerer og jammer signalet mellem drone og operatør. Resultatet er, at dronen enten tvinges til at lande eller til at vende om, forklarer Chief Revenue Officer, Nicolai Laugesen.
- Der er stor efterspørgsel efter vores teknologi, hvor den hastigt stigende brug af droner har accelereret behovet for anti-drone systemer, især på forsvarsområdet. Samtidig har den stigende kompleksitet i moderne trusler, herunder hybrid krigsførelse, medført øget opmærksomhed på droner også i det civile samfund. Her ser vi en voksende interesse fra blandt andet havne, lufthavne, kraftværker og fængsler, hvor overvågning og sikring af luftrummet er blevet en væsentlig del af sikkerhedsindsatsen, fortæller han.
Læs også: Forsvarsindkøber guider: Bliv leverandør til Forsvaret
Artikel fortsætter under billedserie
Lynhurtigt teknologisk kapløb
95 procent af MyDefences systemer sælges i dag på eksportmarkederne. I Ukraine er der omkring 2000 aktive systemer, som er solgt via danske donationer. Tilstedeværelsen i det krigsramte lande medvirker til at sikre den nødvendige udvikling, som går stærkt disse år.
- De erfaringer, vi dagligt opbygger fra krigen i Ukraine, anvendes til at styrke vores løsninger i militære operationer, hvor præcision og robusthed er afgørende. Det er reelt et teknologisk kapløb, hvor der tidligere gik seks måneder fra et behov opstod til det blev behandlet, sker det i dag på fire til seks uger. Vi udvikler i realtid, og erfaringerne fra frontlinjen er afgørende for vores evne til at tilpasse og forbedre vores teknologier, forklarer Nicolai Laugesen.
Både MyDefence og det danske forsvar følger udviklingen i Ukraine tæt. Erfaringerne fra internationale operationer giver direkte indsigt, og Forsvarets stigende investeringer i ny teknologi sker nu med større målretning og hastighed.
- Vi mærker nu, at forsvaret reagerer hurtigere og har et skarpt fokus på, hvad de har brug for. Vores styrke er, at vi leverer dokumenterede løsninger, som fungerer i praksis, og at vores systemer kan opdateres hurtigt og fleksibelt gennem software, hvilket sikrer løbende tilpasning til nye trusler, siger Nicolai Laugesen.
Brug for tæt samarbejde mellem industri og forsvar
Forsvarets øgede fokus og oprustning har sat tydelige spor i den danske droneindustri. Der er kommet større efterspørgsel på løsninger til militære og sikkerhedsrelaterede formål, og flere danske virksomheder spiller allerede en vigtig rolle – bl.a. i det ukrainske forsvar.
- Selvom denne udvikling sker på en trist baggrund, har den åbnet nye døre og forretningsmuligheder for danske aktører. Behovet er stort – og det er potentialet også, siger Søren Elmer Kristensen, CEO i klyngeorganisationen Odense Robotics.
Men det kommer ikke af sig selv.
- Skal danske løsninger udvikles, testes og komme i spil dér, hvor de gør en forskel, kræver det et tæt samarbejde mellem industri og forsvar. Det gælder både på det operationelle plan og i den strategiske retning, hvor vi som land skal turde satse langsigtet og samle ressourcerne, hvis vi vil have en konkurrencedygtig dansk droneindustri, uddyber han.
Dronebranche i hastig vækst
Den danske droneindustri består i dag af et voksende antal virksomheder – fra startups til etablerede aktører – som udvikler og leverer droneteknologier og relaterede løsninger til både civile og militære formål. Odense Robotics vurderer, at der er 80-100 danske virksomheder, der i et væsentligt omfang arbejder med droner i Danmark. Det tæller både hardwareproducenter, softwareudviklere, operatører, systemintegratorer og serviceudbydere.
Udviklingen går også stærkt til det civile område, men her er luftrummet endnu ikke gearet til kommerciel anvendelse af droner i det lave luftrum.
- Det kræver teknologiske løsninger, lovgivning og ikke mindst samarbejde på tværs af myndigheder, virksomheder og operatører. Skal Danmark forblive et foregangsland, er det ikke nok med gode idéer – der skal også være klare prioriteringer og stærke rammer for implementering, påpeger Søren Elmer Kristensen.
Læs også: DI vil fjerne droners begrænsninger
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.