It-sikkerhed er i dag forretningskritisk, siger Mikael Jensen, direktør i D-mærket.

Foto: D-mærket/PR
14.08.25 DIB Nyheder

NIS 2 får flere i gang med D-mærket

Den nye cyberlov NIS 2 er blandt årsagerne til, at mange flere virksomheder er blevet D-mærket. Hør mere om mærket på et webinar den 4. september.

I Danmarks mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse - D-mærket – er der sker en markant stigning i antallet af registrerede virksomheder. Ifølge en pressemeddelelse fra Industriens Fond, er det tiltagende cybertrusler og den nye cyberlov NIS 2, der trådte i kraft 1. juli, der får flere af landets virksomheder til at arbejde aktivt med at styrke den digitale sikkerhed.

I løbet af det seneste år er antallet af virksomheder, der er registreret i D-mærket, således steget fra 1384 til 2054. Det svarer til en stigning på 48 procent.

- It-sikkerhed er i dag forretningskritisk og afgørende for at beskytte bærende funktioner i samfundet lige fra vandforsyning til transport af fødevarer. Den store interesse for D-mærket viser tydeligt, at flere ønsker at styrke deres digitale forsvar mod trusler, at efterleve lovgivning og at styrke konkurrenceevnen med øget tillid fra interessenter, siger Mikael Jensen, direktør i D-mærket.

Læs også: Svindlere køber stort ind som velrenommerede kunder

Ny cyberlov giver blod på tanden

Når virksomheder registrerer sig i D-mærket, får de adgang til et gratis selvevalueringsværktøj. Med det kan de kortlægge eksisterende indsatser og initiativer for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse. Samtidig kan de se, hvor de skal sætte ind for at styrke it-sikkerheden og i sidste ende bestå tilsyn for at opnå D-mærket.

Senest er selvevalueringen udvidet med et såkaldt NIS 2-modul. Modulet skal hjælpe virksomheder i arbejdet med at leve op til den danske implementering af EU-direktivet NIS 2. Den nye lov for cybersikkerhed trådte i kraft 1. juli, og hos D-mærket ser man tydelige tegn på, at den har fået adskillige virksomheder til at optrappe arbejdet med cybersikkerhed.

I juni tilvalgte 34 procent af nye registrerede virksomheder også NIS 2-modulet, mens det gælder for hele 48 procent af dem, der har registreret sig i juli. At virksomheder nu vælger at reagere på den nye lovgivning, er godt nyt, også for virksomhederne selv, vurderer Malene Stidsen, programchef for Cybersikkerhed i Industriens Fond.

- For den enkelte virksomhed handler arbejdet med cybersikkerhed ikke kun om, at myndighederne dikterer det, men fordi det er kritisk for ens forretning og skaber konkurrencefordele. Det gælder alt fra øget tillid til økonomisk vækst. Og det gør det særligt, når man fx med D-mærket kan vise sine kunder og øvrige interessenter, at man arbejder med cybersikkerhed, siger Malene Stidsen.

Læs også: Cybersikkerhed skal være en europæisk styrkeposition

Prioriterer digital ansvarlighed

Bag D-mærket står Industriens Fond sammen med blandt andre Dansk Industri, idet It-sikkerhed i dag vedrører virksomheder af alle størrelser og brancher. De mange virksomheder, der strømmer til D-mærket, er således alt fra fødevarevirksomheder til store industrivirksomheder og lokale håndværkere.

- Den tydelige stigning i D-mærkets registreringer viser, at virksomheder i stigende grad prioriterer digital ansvarlighed. Det er positivt - både for den enkelte virksomheds konkurrenceevne og for Danmarks samlede digitale modstandskraft, siger Bo Wiberg, teamleader i Dl Digital.

Den 4. september kan virksomheder deltage i et online arrangement, der giver en praktisk introduktion til D-mærket

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Bo Wiberg

Bo Wiberg

Teamleder

  • Direkte +45 3377 3081
  • Mobil +45 5213 2382
  • E-mail bowi@di.dk

Relateret indhold