Rekordindmelding vil lade fordomme om DI blive udfordret
I Vestergaard Companys mere end 60 års levetid har den familieejede virksomhed aldrig haft en arbejdskonflikt, og et DI-medlemskab har ikke virket nødvendigt. Men på grund af stigende kompleksitet og medarbejderes anbefaling har ejerleder Stefan Vestergaard nu meldt virksomheden ind i DI. Det er indmelding nummer 1.000 i 2025 og markerer dermed en DI rekord.
Vestergaard Company er en familieejet virksomhed i 2. generation. For bordenden som adm. direktør sidder Stefan Vestergaard, og han har taget et langt tilløb, før han har truffet beslutningen om, at virksomheden skulle tegne medlemskab i Dansk Industri (DI).
- Virksomheden har eksisteret i 63 år, og vi har aldrig haft en arbejdskonflikt. Så vi har ikke følt en presserende nødvendighed af et DI-medlemskab, siger Stefan Vestergaard.
Men nu er beslutningen truffet. Vestergaard Company, der fremstiller udstyr til servicering af fly – afisning, toilettømning, vask – er blevet medlem i DI. I DI markerer indmeldelsen en lille rekord, idet virksomhedens indmelding var nummer 1.000 i 2025. Så tidligt på året har DI aldrig før nået 1.000 nye medlemmer.
Læs også: Bliv medlem af DI
Vestergaard Company fremstiller udstyr til servicering af fly – afisning, toilettømning, vask
Foto: Vestergaard CompanyNetværk kom med anbefalinger
Når Stefan Vestergaard - trods den imponerende mangel på konflikter i virksomheden – alligevel har valgt at blive medlem i DI skyldes det for en vis del, at medlemskabet giver adgang til personalejuridisk hjælp og indblik i lønstatistikker. Men vigtigst har det været at få redskaber til bedre at kunne navigere i en stadig mere kompleks virkelighed.
- NIS2, CSR-direktiver, emballagedirektivet og en lang række andre komplekse krav og byrder betyder, at det for vores medarbejdere har stor værdi at kunne komme i netværk med fagfolk også fra andre DI-medlemmer. Vi har fået folk ind hos os, som gennem tidligere job har gjort god brug af DI. Jeg har lyttet til deres anbefalinger, og det har været en væsentlig årsag til beslutningen, siger Stefan Vestergaard.
Han har ellers haft lidt et indtryk af, at holdningen til familieejede virksomheder i DI har været lidt skeptisk, men han er parat til at se sine fordomme udfordret.
- Over halvdelen af vores omsætning kommer fra det amerikanske marked, og derfor har toldkrigen selvfølgelig stor betydning for os. Der har vi fået noget inspiration fra DI’s Peter Bay Kirkegaard, som måske kan betyde, at i hvert fald noget af vores amerikanske omsætning kan betegnes som service, som ikke er toldbelagt. Hvis det holder stik, vil det have stor værdi for os, siger Stefan Vestergaard.
Læs mere om DI hjælp i USA under Trumo
Vestergaard Company vokser en del i disse år, og når matrixen vokser har virksomheden også brug for netværk og hjælp til outsourcing til afdelinger rundt om i verden.
Foto: Vestergaard Company/PRStår et stærkt sted
Men trods udfordringerne med told på det amerikanske marked ser Stefan Vestergaard lyst på fremtiden.
- Vi gik mere ind i USA, da vores marked i Rusland forsvandt. For tre år siden foretog vi vores første 100 procent opkøb i Sverige, og sidste år voksede vi med 50 procent. Så vi vokser en del i disse år, og når matrixen vokser har vi også brug for netværk og hjælp til outsourcing til afdelinger rundt om i verden, siger direktøren
Han forventer, at virksomheden vil vokse yderligere. Ikke mindst på grund af deres selvbyggede eldrevne lastbiler, som i dag udgør 30-40 procent af salget.
- Indtil videre er det især en konkurrencefordel for os her i Nordeuropa. Men det er ved at udvikle sig også i Asien, Mellemøsten og endda i USA. Elektrificering kan være en udfordring i mange lufthavne, hvor infrastrukturen til det skal tilpasses. Men det skal nok komme, og det kommer vi til at nyde godt af, siger Stefan Vestergaard.
Læs også om kurset "Kommunikér troværdigt om bæredygtighed"
Vestergaard Company har hovedsæde og produktion i Roskilde
Foto: Vestergaard CompanyHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.