Jeg tror grundlæggende, at alle mennesker har brug for noget at stå op til, og arbejdet giver langt mere, end det tager. Så vi skal nære og dyrke arbejdslysten. Til gavn for den enkelte, men faktisk også for Danmark, siger Lars Sandahl Sørensen.

Foto: Ulrik Jantzen
30.09.25 DIB Nyheder

Lars Sandahl: Der er brug for en ny samtale om arbejde

Dansk Industri lancerer på DI Topmødet 2025 projektet, Fremtidens Arbejdslyst, som skal ændre samtalen om arbejde til noget positivt til gavn for arbejdsstyrken. DI har tilbud klar til virksomheder og forslag til ny politik.

Den offentlige samtale har drejet sig om, hvornår vi kunne lade være med at arbejde i stedet for at tale om det gode ved at have et job, og hvordan det kan fortsætte. Det har handlet om, at folk ville flytte ud på landet for at finde sig selv, tage en tænkepause eller gå tidligere på pension.

- Det er blevet på mode at tale arbejdet ned. Nogle kalder det hamsterhjulet. Nogle drømmer om at ”stå af ræset”. Nogle vil arbejde mindre og leve mere. Jeg oplever en tendens til, at den offentlige samtale i stigende grad handler om, hvordan man dog kan træde ud af ”det forbandede arbejdsliv”. Det er en lille katastrofe og trist i mine øjne. Og jeg vil gerne udfordre det syn på arbejdslivet, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

Sætter gang i forandringsbølge

Derfor lancerer DI på DI Topmødet i Herning 30. september det flerårige projekt Fremtidens Arbejdslyst, som danskerne kan møde i annoncer, på sociale medier, i den offentlige debat og i politiske forslag. I første omgang er indsatsen målrettet seniorerne med eksempelvis et skattefrit år til dem med flest år på arbejdsmarkedet og en jobpræmie til ledige seniorer.

- Vi vil aktivt ændre den store samtale om arbejdslivet. Sætte gang i en forandringsbølge. Vi vil minde os alle om, at arbejdet ikke kun kan måles i kroner og ører, men også relationer, stolthed og i at skabe noget sammen, siger Lars Sandahl Sørensen og fortsætter:

- Det løser selvfølgelig ikke udfordringen alene. Men den kan starte en nødvendig samtale om, hvordan vi i fællesskab kan sikre fremtidens arbejdslyst.

Om 10 år er der 100.000 færre i den erhvervsaktive alder, og DI vil med Fremtidens Arbejdslyst sikre, at flere har lyst at være en del af arbejdsmarked.

- Jeg tror grundlæggende, at alle mennesker har brug for noget at stå op til, og arbejdet giver langt mere, end det tager. Så vi skal nære og dyrke arbejdslysten. Til gavn for den enkelte, men faktisk også for Danmark, siger Lars Sandahl Sørensen.

Seniorer er første bølge

DI’s projekt kommer til at indeholde politiske forslag og nye initiativer fra DI til virksomhederne, som skal styrke arbejdslysten i Danmark. Det er en indsats, der skal få flere unge med, gøre Danmark attraktivt for internationale kolleger, styrke brugen af ny teknologi og få flere seniorer til at blive på arbejdsmarkedet.

Fakta

DI’s tilbud til virksomhederne
1. Styrk senkarrieren i din virksomhed – DI lancerer en ny virksomhedsguide. DI’s guide til senkarriere
2. Flere virksomheder arbejder målrettet med senkarrierer – lancering af DI Seniorløftet.

Anbefalinger til politikerne
3. Et skattefrit år for ekstraordinært mange år på arbejdsmarkedet
4. Det skal være muligt at sætte ratepensionen på pause
5. Giv en jobpræmie til seniorer, der bliver ledige fem år før pensionsalderen
6. DI inviterer til partnerskabsaftalen Seniormatch
Se DI's anbefalinger her

DI's projektfilm her præsenterer Fremtidens Arbejdslyst

Morten Høyer

Morten Høyer

Politisk direktør

Relateret indhold