Arbejdet med social bæredygtighed kan blandt andet bidrage til at fastholde og tiltrække medarbejdere og øge medarbejdertrivsel.

Foto: DI Byggeri
22.09.25 DIB Nyheder

Saml data om S i ESG med nyt gratis værktøj

Et nyt gratis værktøj gør det nemmere for små og mellemstore virksomheder at indsamle data og arbejde strategisk med S’et i ESG. Få online introduktion 3. november.

Tænketanken EQUALIS og Dansk Industri (DI) har sat sig for at gøre S’et i ESG til en både målbar og konkret størrelse. Det sker med lanceringen af en ny digital værktøjskasse - ’S-nøglen’ - , der i seks skridt konkretiserer arbejdet med S’et fra dataindsamling til igangsætning af initiativer og deling af opnåede resultater.

- Mange brancher og virksomheder vil gerne tage større socialt ansvar, men mangler værktøjer, der gør det overkommeligt og forretningsnært. Nu har vi S-nøglen, der letter arbejdet med at skabe forandring på et meget vigtigt område, siger DI’s rådgivningsdirektør, Kinga Szabo Christensen.

Find S-nøglen her

Hør mere på webinar

40 virksomhedsrepræsentanter og eksperter har bidraget til udviklingen af S-nøglen. Den udgives som led i et større projektsamarbejde mellem EQUALIS og Dansk Industri under navnet ”Styrk S’et – navigér i det sociale ESG-landskab”. Projektet er støttet af Tietgenfonden og følges af en styregruppe bestående af seks forskere, praktikere og virksomhedsrepræsentanter fra erhvervslivet.

- Når vi arbejder med social bæredygtighed, er det ikke bare et spørgsmål om at indsamle tal for tallenes skyld, men om at kortlægge data, der kan bruges til at skabe bedre arbejdspladser – og bedre forretninger, siger Gine Maltha Kampmann, administrerende direktør i EQUALIS.

Følg med den 3. november, når DI og EQUALIS afholder Introduktion til S-nøglen: få hjælp til at arbejde strategisk med social bæredygtighed

Arbejd med S i CSR fordi

Arbejdet med social bæredygtighed kan bidrage til at:

Fastholde og tiltrække medarbejdere

Øge medarbejdertrivsel

Øge innovation

Øge konkurrenceevne

Øge tillid blandt kunder, investorer og samarbejdspartnere

Samtidigt er der i stigende grad et fokus på S'et fra eksterne samarbejdspartnere og kunder, ligesom mange virksomheder helt grundlæggende ønsker at være med til at skabe positiv værdi - både for den enkelte medarbejder og for samfundet som helhed.

Kilde: ’S-nøglen’

Jakob Johannes Andersen Kjærside

Jakob Johannes Andersen Kjærside

Konsulent

Relateret indhold