Et brag af en åbningsceremoni indledte tirsdag aften EuroSkills i Herning, der skal øge kendskabet til erhvervsuddannelserne. De giver store muligheder for både personlig udvikling og samfundsmæssigt aftryk, skriver Lars Sandahl Sørensen.

Foto: EuroSkills
10.09.25 DIB Nyheder

Håndværk er fundamentet under fremtidens Danmark

Euroskills blev tirsdag skudt i gang under stor festivitas. Det er en hyldest til det, der holder Danmark kørende, men som alt for få unge kender til, skriver DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

Der er en helt særlig stemning i Hernings mange messehaller i disse dage. En lyd af en sav, der taktfast stryger gennem et stykke træ. En særlig duft af varm metal, der gnistrer under svejseflammen. Eller måske opstår der et øjebliks stilhed, når der med sikker hånd forbindes ledninger. Håndværk er ikke bare teknik. Det er som kunst i bevægelse.

For når vi samles til EuroSkills i Herning, er det langt mere end en konkurrence. Det er Europas største uddannelsesbegivenhed. Det er en olympiade udi håndværk med 600 unge fagatleter fra 33 lande, der dyster i 38 fag foran op mod 100.000 tilskuere. Men vigtigst: Det er en hyldest til det, der holder Danmark kørende - håndværket.

For bag hver bygning, hver maskine, hver installation og hver serviceydelse står mennesker med præcision, stolthed og faglig kunnen.

Mennesker, der ikke bare har lært et fag, men har gjort det til en levevej.

Vi står med et problem 

I disse år taler vi - af gode grunde meget om mulighederne i kunstig intelligens, robotter og digitale løsninger. Men sandheden er, at ingen algoritme kan rejse en bygning, installere et fjernvarmeanlæg eller sørge for, at strømmen løber. Det kræver hænder og hoveder. Det kræver faglærte. Og det er netop dem, der gør vores fælles fremtid mulig, når vi skal drive virksomhederne, styrke forsvaret, sætte fart på den grønne omstilling og udvikle vores velfærd.

Men vi står med et problem. Ungdomsårgangene bliver mindre og mindre, og alt for få vælger en erhvervsuddannelse. To ud af tre virksomheder, der forgæves forsøger at rekruttere, mangler faglærte medarbejdere. Samtidig må skoler hvert år afvise virksomheder, der faktisk gerne vil tage elever i praktik. Det er en ubalance, vi ikke kan leve med.

Vi har et ansvar

Her har vi som samfund fejlet. Alt for mange unge ser erhvervsuddannelserne som et lukket rum, de ikke kender indefra. De ved måske, hvad en tømrer eller elektriker laver i store træk, men ikke at der findes over 100 forskellige fag med store muligheder for både personlig udvikling og samfundsmæssigt aftryk.

Men der ligger også et ansvar ved os forældre. Vi har for længe prædiket, at det gode liv findes for enden af den akademiske vej. Det er bestemt kun en sandhed for nogenlangt fra alle. Måske det er tid til, at forestillinger og fordomme om håndværksfagene udfordres og genbesøges. Der er EuroSkills den bedst tænkelige måde at gøre det på.

Vi har mulighederne

Normalt valfarter vi til Jyske Bank Boxen i Herning for at se håndbold i verdensklasse. Nu er der mulighed for at se fagatleter udføre sit håndværk i verdensklasse. Det er et vindue ind til en verden, hvor hænder og hoveder arbejder sammen, hvor præcision er en kunstart, og hvor unge kan opleve, hvad det vil sige at mestre et fag og stå med et produkt, man kan tage og føle på. Jeg tror, det kan blive en øjenåbner - både for de unge selv og for deres forældre.

Vi må dog ikke tro, at det alene kan løse udfordringen. EuroSkills er som et fyrværkeri - smukt og kraftfuldt i øjeblikket, men kortvarigt. Hvis vi for alvor vil løfte status for håndværket, skal vi bygge et solidt bål, der kan brænde i mange år. Det kræver blandt andet, at alle unge i de store folkeskoleklasser rent faktisk bruger den obligatoriske erhvervspraktik til at teste nye fag af i, flere fritidsjob i virksomhederne og et tættere samspil mellem skoler, kommuner og erhvervsliv.

Læs også: Her er deltagerne i EuroSkills fra DI's medlemsvirksomheder

Vi har nogle fantastiske unge

Heldigvis er der positive skridt. Christiansborg har afsat over 800 millioner kroner til et væsentligt løft af erhvervsskolerne. Det er et godt udgangspunkt, men det er afgørende, at pengene går til moderne udstyr og bedre rammer for undervisningen - ellers risikerer vi at svigte de unge igen.

For vores unge er fantastiske. De er nysgerrige, de har et internationalt udsyn, og de bringer ny energi ind i vores fælles arbejdsmarked. De er fremtiden. Og fremtiden bygges ikke kun med kode og algoritmer - men med hænder, der kan forme, skabe og forandre.

Når de unge i disse dage viser deres kunnen på europæisk topniveau, viser de os, at Danmark står stærkt fordi vi har mennesker, der kan noget, ingen maskine kan erstatte.

Lad os derfor hylde dem, lære af dem - og sikre, at håndværket igen får den status, det fortjener. For håndværket er ikke et levn fra fortiden. Håndværket er fremtiden.

Her har vi som samfund fejlet. Alt for mange unge ser erhvervsuddannelserne som et lukket rum, de ikke kender indefra.

Lars Sandahl Sørensen kommentar har været bragt i AvisenDanmark.

Signe Tychsen Philip

Signe Tychsen Philip

Vicedirektør

Relateret indhold