Undervisningsminister Mattias Tesfaye samlede sine kollegaer fra EU-lande i Herning. De underskrev en erklæring om at styrke uddannelsessamarbejdet på tværs af landegrænser.

Foto: EuroSkills
12.09.25 DIB Nyheder

Tesfaye: Dansk EuroSkills er en gave sendt fra himlen

Virksomheder har en vigtig rolle i at bremse frafaldet fra erhvervsuddannelserne, mener Mattias Tesfaye.

Danmarks børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har nogle intense dage i Herning i denne uge. Afsættet har været den europæiske konkurrence i håndværk, EuroSkills, hvor 600 lærlinge og nyuddannede har kæmpet i 38 fag, og hvor mange af uddannelserne også kæmper med at skaffe nok kandidater.

- EuroSkills er en europæisk kappestrid i godt håndværk. Og det er samtidig et kæmpestort udstillingsvindue for erhvervsuddannelserne, siger han til DI Business og fortsætter:

- Det er en gave sendt fra himlen, at EuroSkills afholdes netop nu i Danmark, fordi vi har afsat et større beløb for at styrke erhvervsuddannelserne og vi er i gang med en mere praktisk omlægning af folkeskolen med erhvervspraktik og flere timer til praktiske fag. Derfor er det fremragende, at der måske er 100.000, som får mulighed for at besøge messecentret i Herning. I stedet for kun at læse om erhvervsuddannelserne kan de møde nogle af de dygtigste fagfolk inden for deres fag.

Mattias Tesfaye ser erhvervsuddannelserne som sit hjertebarn. Og det er fulgt op af flere inititaiver. Blandt andet indgik regeringen og Folketinget i maj en aftale om at tilføre erhvervsuddannelserne en halv mia. kr. ekstra om året for at løfte kvaliteten. Dertil er der indført obligatorisk erhvervspraktik i folkeskolens ældste klasser.

Læs også: DI: Stort løft af erhvervsuddannelserne

Vigtigt at bremse frafaldet 

Virksomhederne har også en stor aktie i at gøre erhvervsuddannelserne attraktive. Her peger ministeren på særligt et område, fordi et høj frafald i den første praktikperiode er en stor udfordring. Nogle gange er det af helt naturlige grunde, hvor de unge bliver overrasket over, hvad selve uddannelsen gik ud på i praksis.

- Men andre gange falder de fra, selv om de egentlig gerne vil tage uddannelsen. Og her kan de have brug for lidt ekstra støtte, hvor lovgivningen faktisk giver nogle muligheder, som vi er for dårlige til at få bragt i spil under praktikforløbet, siger Mattias Tesfaye.

Han nævner mentorordning og hjælp til ordblindhed som to eksempler.

- Jeg ved, der er mange som siger, at da jeg var 16 år, stod jeg op klokken 5. Men vi må forholde os til, at der eksempelvis er færre unge, som har haft et fritidsjob. Og flere unge har høje forventninger til deres uddannelse, hvilket jo også er positivt. Men det betyder også, at virksomheden nogle gange skal anstrenge sig lidt ekstra for at modtage eleverne. Derfor er det min opfordring, at virksomhederne rækker ud til skolerne, hvis der er brug for hjælp, siger ministeren.

Generelt vil Danmark og virksomhederne godt kunne klare sig, hvis ikke vi får knækket den faldende kurve af faglærte. Men det bliver et fattigere Danmark med en lavere kvalitet i velfærden, mener ministeren.

Løft til Europas konkurrenceevne

EuroSkills i Danmark er også en oplagt ramme for at afholde et ministermøde for EU-landendes undervisningsministre. Det kan øge den politiske fokus på erhvervsuddannelserne. Og det er der brug for i Europa, hvis kontinentet skal genvinde sin konkurrenceevne.

- Mangel på faglærte er en diskussion vi har i Danmark. Men det er også en diskussion i andre europæiske lande. Og Mario Draghis rapport, der beskriver vejen frem for Europa, lægger også vægt på adgang til faglærte og kvalificeret arbejdskraft som en forudsætning for at få økonomien i gang, forklarer Mattias Tesfaye og fortsætter:

- Der er godt gang i dansk økonomi, men eksempelvis kæmper Tyskland noget mere med at få væksten i gang. Og der har jeg flere gange talt om med den tyske undervisningsminister, som er meget opmærksom på deres kæmpe udfordring med, at de mangler Fachkräfte.

Herningerklæring skal fremme udveksling

Fredagens ministermøde i Herning blev markeret med underskriften på en erklæring om at styrke samarbejdet om erhvervsuddannelser med en såkaldt Herning-erklæring. Lovgivningen omkring uddannelserne er et nationalt anliggende, men det giver god mening at udveksle erfaringer og koordinerer inititiativer, forklarer ministeren. 

DI roser erklæringen, blandt andet fordi der er et tydeligt dansk aftryk, siger DI-vicedirektør Signe Tychsen Philip. Det hænger især sammen med, at der er fokus på at skabe et forpligtende samarbejde mellem europæiske virksomheder, skoler og myndigheder.

- Det er altafgørende, hvis vi skal sikre, at erhvervsuddannelserne følger med udviklingen på arbejdsmarkedet, siger hun og fortsætter:

- Vi har i den grad brug for, at flere unge uddanner sig inden for teknologi, byggeri, IT og science, altså de såkaldte STEM-uddannelser. Det er dem, der skal bygge fremtidens Europa. Særligt i en tid, hvor vi både skal opruste vores forsvar og sætte fart på den grønne dagsorden. Og her er det virkelig positivt at se, at man også på EU-plan har en vision om at få flere STEM-uddannede, så vi sammen kan sikre EU’s konkurrenceevne og vækst.

Samtidig er udveksling og mobilitet centralt for fremtidens uddannnelser. 

-  Herningerklæringen understreger målet om, at langt flere lærlinge i EU skal på udveksling, så vi kan lære af hinanden og indsamle vigtig viden og erfaring. Det vil gøre uddannelserne langt mere attraktive for flere unge. Og derfor er det også vigtigt, at der i ERASMUS-programmet bliver afsat endnu flere penge til erhvervsuddannelserne, når det skal forhandles senere på året, siger DI's vicedirektør. 

Læs mere om Herning-erklæringen her.

Signe Tychsen Philip

Signe Tychsen Philip

Vicedirektør

Relateret indhold