150.000 kr. til AI giver Junckers værdi for 2,3 mio. kr.
Junckers har fået markant værdiforøgelse og betydelige besparelser gennem brug af kunstig intelligens. Kom til AI for alle den 3. februar og hør mere om den værdi, de har skabt i samarbejde med bureauet No Zebra.
Indtil for nylig havde Junckers kun opmærksomhed på en begrænset del af sit marked.
Ikke fordi efterspørgslen manglede. Men fordi synlighed på markeder kræver tid, ressourcer og gentagelser. Ikke mindst digitale markeder kræver indhold. Meget indhold. Og SEO-arbejde er både tidskrævende og langsomt, hvis det udføres manuelt. Det sætter en naturlig grænse for, hvor meget et marketingteam kan dække.
Med AI, kunstig intelligens, er den grænse rykket markant.
- Vi har arbejdet med SEO i mange år, og vi ved, hvor ressourcekrævende det er. Alternativet til AI var, at vi enten ikke fik den trafik, eller at vi skulle have skrevet over 100 landingpages manuelt. Det ville have taget et halvt til et helt år for vores team, siger Susanne Nordvig, Global Head of Marketing, Commercial Product Management og R&D hos Junckers.
Fra ressourceknaphed til skalerbar synlighed
I stedet valgte virksomheden en anden tilgang. Sammen med bureauet No Zebra blev der udviklet en AI Hub (se faktaboks), hvor AI er briefet med viden om Junckers’ produkter, kundetyper, markeder og værdiløfter samt faste principper for SEO-arbejde.
Hvis Junckers skulle have købt den trafik, virksomheden allerede har opnået gennem projektinvesteringen på 150.000 kroner, ville det have kostet omkring 400.000 kr. Når løsningen er fuldt automatiseret og skaleret til flere markeder, vurderer virksomheden, at værdien når 2,3 mio. kr., målt i den trafik, Junckers ellers skulle have købt via annoncering.
AI-satsningen hos Junckers er ikke opstået tilfældigt. Den er drevet af et klart ledelsesvalg.
I 2025 lancerede Susanne Nordvig en intern målsætning kaldet “AI 86”. Inden for seks måneder skulle 80 procent af alt marketingcontent være AI-genereret, altid med menneskelig kvalitetssikring.
- Det handlede om at sende et signal. AI er ikke noget, vi hver især tester ved siden af. Det er den måde, vi arbejder på fremadrettet, siger hun.
Se mange flere eksempler på AI i brug i virksomheder
Betydelige besparelser på visuelt materiale
I dag er AI derfor et fast punkt på marketingafdelingens ugentlige møder. Teamet deler erfaringer, gennemgår konkrete cases og tester nye værktøjer. Medarbejderne er bevidst blevet givet plads til at eksperimentere. Også uden garanti for et færdigt output.
De eksperimenter har blandt andet ført til betydelige besparelser på visuelt materiale. Hvor et enkelt miljøfoto tidligere kostede omkring 70.000 kr., kan Junckers i dag generere realistiske miljøbilleder med AI, hvor det faktiske gulv indgår korrekt, mens omgivelser som baggrund, stole og borde skabes digitalt.
Marketingteamet består af tre marketingmedarbejdere og to product managers, som servicerer otte datterselskaber og partnere i 40 lande. AI har ikke reduceret bemandingen, men ændret arbejdsindholdet.
- Vi bruger mindre tid på gentagelser og mere tid på udvikling. Samtidig har arbejdet med AI tvunget os til at blive langt skarpere på data, målgrupper og struktur, siger Susanne Nordvig.
Læs også: Agentic Commerce var 2025 største e-commerce gamechanger
Bureauets rolle: fra timer til systemer
Hos No Zebra er Junckers et eksempel på, hvordan AI ændrer bureauernes rolle.
- Der er ikke noget alternativ til at omfavne AI. Kunderne forventer, at vi bruger teknologien der, hvor den kan løfte både kvalitet og effektivitet, siger Alexander Hornebo, Business Development Director hos No Zebra.
AI har reduceret behovet for manuel contentproduktion. Til gengæld er der opstået et nyt marked for rådgivning: at designe og bygge automatiserede arbejdsgange, så AI bliver en kontrolleret del af virksomhedens drift.
Disse arbejdsgange kaldes flows (se boks under artiklen). Et flow kan bestå af søgeordsanalyse, tekstgenerering, faglig kvalitetssikring, compliance-tjek, oversættelse og klargøring til publicering. AI løser de gentagende opgaver, mens mennesker er involveret dér, hvor vurdering og ansvar er nødvendigt.
- Forretningen for os i No Zebra ligger nu i at analysere kundernes arbejdsgange og bygge faste, automatiserede AI-processer, som erstatter manuelt rutinearbejde og gør marketingindsatsen skalerbar. Der skal ikke længere bruges tid på rugbrødsarbejde, men på udviklingsprojekter, som skaber værdi, siger Alexander Hornebo.
Læs også: Shopify driver DTC-trenden og baner vejen for AI-shopping
Fra individuel effektivitet til organisatorisk kapacitet
Ifølge No Zebra befinder de fleste virksomheder sig stadig i første fase af AI-brug, hvor medarbejdere anvender AI individuelt for at øge deres egen produktivitet. Den store værdi opstår først i fase to, hvor AI er forankret på afdelings- eller virksomhedsplan.
- Ledelsen bør spørge: Hvilket samlet output får marketing i dag hjælp af AI til, som vi ikke fik for et år siden? Hvis svaret er uklart, er AI stadig for fragmenteret, siger Alexander Hornebo.
Hos Junckers er AI i dag forankret i marketing. Næste skridt er at udbrede erfaringerne til andre funktioner som teknisk support og produktudvikling.
- Man lærer ved at komme i gang. Og når man først ser potentialet, opdager man hurtigt, hvor meget man tidligere har været begrænset, siger Susanne Nordvig som et råd til andre virksomheder, der er nysgerrige på brugen af AI.
Mød frontløberne til AI for alle i DI
Henrik Fabrin, Head of AI i Dansk Industri, peger på samarbejdet mellem Junckers og No Zebra som et skoleeksempel på, hvad der sker, når AI flyttes fra individuel brug til strategisk forankring i forretningen.
- Det er en stærk case, fordi den viser værdi på begge sider. No Zebra har transformeret en presset timebaseret forretningsmodel til systematiske AI-løsninger, der skaber højere kvalitet og hastighed. Samtidig har Junckers brugt AI til at skabe reel vækst og nå markeder, de ellers ikke ville have haft kapacitet til, siger Henrik Fabrin.
Han fremhæver, at AI i casen ikke er en spareøvelse, men en måde at frigøre kapacitet og skabe omsætning.
- Hvis Junckers skulle have hentet den samme synlighed og efterspørgsel uden AI, ville det have kostet markant flere ressourcer. I stedet kan medarbejderne fokusere på kreativitet og udvikling, mens AI tager det tunge gentagelsesarbejde, siger han.
Ifølge Henrik Fabrin befinder omkring to tredjedele af danske virksomheder sig stadig i en tidlig fase med sporadisk brug af værktøjer som ChatGPT og Copilot, mens kun syv pct. arbejder systematisk og strategisk med AI. Risikoen er lavere konkurrenceevne og tabt vækst. Omvendt er gevinsten tydelig for dem, der kommer videre.
Derfor inviterer DI til AI for alle-konference 3. februar, hvor deltagerne kan få værdifulde indsigter med sig hjem fra flere frontløbere, der allerede har omsat AI til målbar værdi på top- og bundlinjen.
AI Hubs og Flows
AI Hub
En fælles platform med login, hvor virksomhedens viden, tone of voice, kundetyper og retningslinjer er samlet, så AI kan bruges kontrolleret og skaleres på tværs af organisationen.
Flows
Automatiserede arbejdsgange, hvor flere trin bindes sammen, for eksempel analyse, tekstproduktion, kvalitetssikring, oversættelse og publicering. AI håndterer gentagelserne, mennesker tager ansvar.
AI for Alle 2026
Konference om, hvordan AI omsættes til reel forretningsværdi.
3. februar 2026 i Industriens Hus hos DI-medlemsvirksomheden Vertica i Aarhus (udsolgt) og Online
Oplæg fra Junckers, No Zebra, Intercom, Dinero, EG, Netcompany m.fl.
Se hele programmet og tilmeld dig (gratis)