Får droner lov til at flyve udenfor operatørens synsvidde åbner det en bred palette af muligheder for at tænke de flyvende robotter ind i erhvervslivets behov. DI håber på nye spilleregler fra 2027.

20.01.26 DIB Nyheder

DI: Ny dronestrategi bør skabe et gennembrud

Regeringen har indledt en høringsfase for ny dronestrategi, der udvider teknologiens potentiale uden at udløse dronepanik. DI og NIRAS ser store muligheder.

Droner er i dag et uundværlig del af dansk erhvervsliv og skal derfor have bedre vilkår i luftrummet, uden at der gås på kompromis med sikkerheden.

Sådan lyder det fra DI’s chef for droneområdet, Patrick Liebgott, i en reaktion på Trafikstyrelsens udspil til en ny dansk dronestrategi, der netop er sendt i høring frem til den 13. februar. Strategien kommer blot få måneder efter, at vi fik en alvorlig forskrækkelse, da ukendte droner fløj rundt ved danske lufthavne. En række tiltag i udspillet skal sikre, at vi undgår lignende situationer.

Droner er en integreret del af hverdagen, hvor de løser samfundsopgaver med inspektion, opmåling og overvågning for blandt andet politi, brandvæsen og forsvar.

 - Hybridkrig-alarmen i september tydeliggjorde behovet for et droneluftrum, hvor alle lovlige droner er registreret, så vi hurtigt kan identificere og reagere på ukendte droner uden, at det går ud over de samfundsnyttige droner, siger Patrick Liebgott.

Læs også: Tætte konkurrenter skaber flyvende eventyr

Fokuspunkter i ny strategi

Han peger på flere vigtige elementer i en ny strategi. Blandt andet skal det være nemmere at foretage de såkaldte BVLOS-flyvninger, hvor droner flyver uden for operatørens synsfelt.

 - Det kan blive et gennembrud for dansk droneerhverv, fordi det vil åbne luftrummet for mere avanceret flyvning over længere distancer. I takt med den teknologiske udvikling, bliver dronerne i stand til at løse flere og mere komplekse samfundsopgaver – fra fragt til øsamfund til offshore-aktiviteter og kritisk infrastruktur, siger Patrick Liebgott.

Den betydning underbygges af ingeniørvirksomheden NIRAS, der ser en betydelig klimagevinst, hvis vilkårerne for droneflyvninger bliver bedre.  

 - En af de største udfordringer, vi har med droner, er, at vi ikke kan udnytte deres fulde potentiale. Det rammer også bundlinjen og påvirker i høj grad vores CO₂-aftryk, når vi er nødt til at flytte os 200–400 meter ad gangen for at dække store infrastrukturprojekter. Det er ineffektivt og fordyrende for vores kunder, siger Søren Rolin, seniorspecialist og droneansvarlig i NIRAS.

Strategiarbejdet har været flere år undervejs, så derfor glæder det DI, at der nu endelig kommer et udspil på bordet. DI har løbende bidraget med en række input. Blandt andet vil en bedre integration mellem droner og bemandet luftfart, kræve en elektronisk synlighed, så dronerne kan navigere sikkert uden om fly og helikoptere. 

Desuden er der behov for en mere digital og effektiv myndighedsbetjening, som gør det hurtigere at få de nødvendige flyvetilladelser.  Dertil er der også behov for, at droners flyveplaner bliver digitalt anmeldt, så myndighederne hele tiden har et opdateret overblik over de lovlige flyvninger.

 - Det er en ambitiøs plan, vi skal have gennemført. Og det skal helst gå hurtigt fordi branchen og behovet for droner udvikler sig hele tiden. Derfor håber vi jo også, at de nye vilkår vil kunne gælde fra 2027. Successen vil også afhænge af en tæt dialog med branchen, siger Patrick Liebgott.

Læs regeringens udspil til en dronestrategi her. 

Ny droneforening i DI

DI Transport styrker nu muligheden for at sikre, at branchen bliver hørt med en ny forening, DI Droner, for hele værdikæden af virksomheder, der ser droner som et aktiv – lige fra kunder til producenter og operatører.

– Vi kender både luftrummet og erhvervslivets udfordringer. Derfor har DI Transport særligt gode forudsætninger for at etablere og drive en droneforening, der samler danske droner på tværs af brancher og understøtter myndighedernes arbejde på området, siger Patrick Liebgott, der er sekretariatschef for den nye forening, der formelt stiftes i februar.

Læs mere om DI Droner her

Patrick Alexander Liebgott

Patrick Alexander Liebgott

Chefkonsulent

Relateret indhold