Lukas Lausen, chef for DI Global Handel og Investeringer i DI, er skuffet over udsigten til at frihandelsaftalen med fire sydamerikanske lande muligvis forsinkes.

21.01.26 DIB Nyheder

Enorm skuffelse: EU-Parlamentet sender handelsaftale i retten

Det er en enorm skuffelse for DI, at EU's netop underskrevne frihandelsaftale med fire sydamerikanske lande skal vurderes af EU-domstolen efter afstemning i Europa-Parlamentet.

Det sender et meget uheldigt signal til hele verden, at Europa-Parlamentet forsøger at sætte en bremse for øget international samhandel i en tid hvor geopolitisk handlekraft og adgang til nye markeder er mere nødvendigt end nogensinde.

Sådan lyder det fra Lukas Lausen, der er chef for DI Global Handel og Investeringer i Dansk Industri (DI), efter at et meget snævert flertal af EU-parlamentsmedlemmer har stemt for, at den netop underskrevne handelsaftale med fire sydamerikanske lande skal gennem en juridisk vurdering i EU-domstolen.

- Jeg er enormt skuffet over, at udsigten til en så vigtig handelsaftale nu muligvis forsinkes yderligere, efter næsten 26 års forhandlinger. Især i en tid med stor handelspolitisk usikkerhed og internationale spændinger må EU vise handlekraft. En mulig udskydelse af aftalen er det stik modsatte, siger Lukas Lausen.

Læs også: Von der Leyen underskrift markerer mit sølvbryllup med Mercosur

Måske er aftalen midlertidigt gældende

Det er på nuværende tidspunkt usikkert, om dagens afstemning betyder, at handelsaftalen ikke træder i kraft med det samme. I weekenden underskrev EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen nemlig aftalen i Paraguay, og det skulle betyde, at aftalen blev sat midlertidigt i kraft.

Derfor følger DI intenst med i nyheder fra EU, der kan afklare, om adgangen til et marked med 270 millioner forbrugere og potentielle besparelser for europæisk erhvervsliv på op mod 4 milliarder euro er landet.

- Mercosur-aftalen har et enormt potentiale for erhvervslivet. Det er helt afgørende, at EU åbner døre til nye markeder og Mercosur-aftalen er et vigtigt skridt på vejen. Det må EU ikke tabe på gulvet nu, men denne forsinkelse kan blive et alvorligt benspænd, siger Lukas Lausen.

Læs også: Her er effekterne af Trumps toldtrut

Torsdag den 22. januar klokken 13.30-14.30 kan du deltage i webinar, hvor DI orienterer om den seneste udvikling i toldkrigen mellem EU og USA 

USA under Trump: Få overblik over konsekvenserne for din virksomhed

Læs mere
Lukas Antaeus Lausen

Lukas Antaeus Lausen

Chef for global handel & investeringer

Peter Dige Thagesen

Peter Dige Thagesen

Head of Geopolitics

Peter Bay Kirkegaard

Peter Bay Kirkegaard

Seniorchefkonsulent

Relateret indhold