Indisk byggeboom giver danske muligheder
Bjarke Ingels Group (BIG) og Solarlab er blandt de danske virksomheder, som kan få stor glæde af kolossal vækst i Indiens bygge- og ejendomssektor. Ikke mindst i kraft af den netop indgåede handelsaftale mellem EU og Indien.
Indiens bygge- og ejendomssektor står over for en kolossal vækst. Alene i delstaten Gujarat, som er en af i alt 28 delstater i landet, forventes det kommercielle bygningsareal at stige til 90 millioner kvadratmeter i 2030.
- For at sætte et billede på, så svarer det til 30 procent mere end hele New York Citys nuværende kontorareal, så der er virkelig gang i betonkanonerne. Det giver kæmpe muligheder for danske løsninger, for samtidig med det massive byggeboom er der stort fokus på sektorens klimapåvirkning, siger Marie Gad, vicedirektør i Dansk Industri (DI).
Sektoren er i dag ansvarlig for omkring 32 procent af Indiens samlede drivhusgasudledninger. Det svarer til årlige CO₂-udledninger på 45-60 millioner tons eller halvanden gang mere end hele Danmarks samlede årlige udslip.
- På den baggrund har DI siden 2018 samarbejdet med Confederation of Indian Industry (CII) om at styrke rammerne for bæredygtigt byggeri i Indien. Målet er klart: At vise, hvordan danske løsninger kan bidrage til at nedbringe CO₂-udledninger, og samtidig skabe værdi for både bygningsejere, investorer og brugere. Samarbejdet er støttet af dansk udviklingsbistand, og det er et fantastisk eksempel på, hvordan vi kan skabe merværdi ved at tænke kommercielle aktører og danske styrkepositioner ind i udviklingssamarbejder, siger Marie Gad.
Læs også: Her åbner DI’s største afdeling uden for Danmark
Danske virksomheder ser muligheder
Ved et velbesøgt arrangement i september - med deltagelse af både danske og indiske interessenter - blev de seneste resultater og anbefalinger fra DI-CII-samarbejdet præsenteret. Det stod klart, at danske løsninger vinder frem blandt indiske developere og myndigheder.
Det bekræftes af Anders Smith, der er CEO i Solarlab, som leverer æstetiske solcelleløsninger og har ambitioner om at træde ind på det indiske marked.
- Den vækst, vi ser i den indiske byggebranche kombineret med dets store miljø aftryk og ustabile energi forsyning, gør markedet til et område med et enormt potentiale for os. Men det er også et komplekst marked, hvor det kan være vanskeligt at nå frem til de centrale interessenter og hvor de nuværende import tariffer på 40 procent ganske enkelt er en stop klods. Her har DI’s partnerskab med CII været en stærk platform — både i forhold til at forstå branchestrukturer og til at få adgang til beslutningstagere, siger Anders Smith.
Han suppleres af Brian Yang, Partner, partner i arkitektvirksomheden Bjarke Ingels Group (BIG).
- I løbet af det seneste år har vi oplevet en markant stigende interesse for dansk arkitektur fra indiske kunder. Samt for vores holistiske tilgang til bæredygtighed, der omfatter hele værdikæden – fra materialer og deres CO₂-aftryk til mennesker og trivsel samt natur og biodiversitet. Vi er glade for, at DI og CII har valgt at fremhæve dette fokus gennem deres partnerskab med os, og vi ser frem til at bidrage meningsfuldt til dette vigtige marked., siger Brian Yang.
Læs også: Få adgang til hver femte forbruger på kloden
Samarbejdsaftale med EU underskrevet
De danske muligheder i Indien kan fremover blive endnu større, idet EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og rådsformand António Costa netop har været i Indien, hvor de har underskrevet en aftale om samarbejde.
- Aftalen er et afgørende skridt på vej mod den endelige handelsaftale, der fra begge sider omtales som “ambitiøs, afgørende og moderne”. Der har undervejs været uenigheder omkring netop klimaindsatsen, men den grønne omstilling prioriteres højt af den indiske regering, og det er helt afgørende for at nå de fælles klimamål, at verdens folkerigeste land er med i klimakampen, siger Marie Gad.
Hun påpeger, at det grønne strategiske partnerskab mellem Danmark og Indien, som blev indviet i 2020, i år forventes at blive udvidet og opgraderet til et ”Comprehensive Green Strategic Partnership”.
- Det ser ud til, at Indiens økonomi bliver større end Tysklands i 2027, så mulighederne vokser hele tiden for danske virksomheder. Som Indiens premierminister Modi udtrykte det under hans statsbesøg til Danmark i 2022, hvor han lagde vejen forbi Industriens Hus, så har Indien brug for danske løsninger, siger Marie Gad.
Læs også: DI: Handelsaftale med Indien giver adgang til hver femte forbruger på kloden
DI’s udviklings-samarbejder
DI’s udviklingssamarbejder
Samarbejdet mellem DI og CII er en del af DI's udviklingssamarbejder med erhvervsorganisationer i det globale syd.
DI har udviklingsprojekter i 18 lande i det globale syd, herunder Indien. Projekterne sigter mod at skabe bæredygtig vækst og ordentlige job. Sideløbende arbejder DI på at øge de lokale markedsmuligheder for danske virksomheder.
Projektet i Indien er en del af et strategiske partnerskab mellem Arbejdsmarkedskonsortiet (bestående af DI, 3F og Ulandssekretariatet) og Udenrigsministeriet.
Du kan læse mere om DI's udviklingssamarbejder på di.dk/udviklingssamarbejder.
Du er altid velkommen til at række ud til Jesper Friis, hvis du vil høre mere og diskutere, hvordan projekterne kan understøtte din virksomhed.