Investeringsfond klar : Oplagt at se mod Ukraine nu
Kom til Ukraine opfordrer den danske investeringsfond EIFO – og giver samtidig opskriften på at håndtere en af de største bremseklodser, nemlig korruption.
Ukraine er en aktiv krigszone, siden fuldskalainvasionen kom buldrende ind over grænserne den 24. februar 2022. Senest er også omfattende korruptionsskandaler piblet frem af sprækkerne i de allerøverste magtlag. Men hvor paradoksalt det end kan lyde for mange, er netop nu faktisk det rigtige tidspunkt for danske virksomheder at se mod det store landbrugsland i øst.
- Det er et godt tidspunkt at positionere sig på det ukrainske marked nu, hvor konkurrencen er lav, fortæller Kåre Stamer Andreasen, der er Finance Director i Danmarks Eksport og Investeringsfond – også kendt som EIFO - og ambassaderåd ved den danske ambassade i Ukraine, hvor han har rejst og arbejdet i det meste af landet de seneste tre år.
DI Business møder EIFO-direktøren i Kiyv, hvor han har travlt med at hjælpe danske virksomheder med at bidrage til genopbygningen af det krigsramte land. Der er nok at gøre netop nu – og mange muligheder for at bidrage og skabe en forretning i Ukraine, for landet er open for business, som han udtrykker det.
EIFO har knapt 6 mia. kr., der er dedikeret til genopbygning og samhandel via lån og garantier. Investeringerne skal understøtte dansk erhvervsliv og politiske ønsker om et styrket bilateralt samarbejde. Faktisk går EIFO dermed imod strømmen i den internationale eksportkredit-verden, der styrer uden om Ukraine.
- EIFO et af de eneste nationale eksportkreditagenturer i verden, der giver lån til private og offentlige købere i Ukraine på vilkår, der rent faktisk får det til at lykkes. Det gør de ikke i de fleste andre lande, selvom de har lignende organisationer som EIFO. Så vi har banen lidt for os selv, siger Kåre Stamer Andreasen.
Hvem vil EIFO gerne have på den bane?
- Vi ønsker at arbejde med små og mellemstore virksomheder samt store virksomheder. Vi kører efter en række principper på vores forretninger i Ukraine. Blandt dem er, at vi netop vil finansiere alle typer og størrelser virksomheder og med alle beløbsstørrelser. Der er ikke noget minimumsbeløb for de aftaler vi kan indgå. Vi har finansieret forretninger på et par hundredetusinde kroner og på 2,8 mia. kr., forklarer Kåre Stamer Andreasen.
Læs også: Sådan undgår du faldgruber i Ukraine
Korruption bekæmpes
Flere initiativer til bekæmpelse af korruption er sat i værk under den nuværende regering ledet af præsident Zelenskyj. En elektronisk platform lanceret i 2021 – DIA – registrerer nu hver enkelt borger og alle offentlige ydelser. Og krigen i Ukraine har vendt op og ned på livet for befolkningen og forandret meget – også når det handler om korruption.
- Situationen er blevet væsentligt forbedret de senere år. Blandt andet fordi Ukraine oprigtigt ønsker, at blive en del af den vestlige verden og herunder medlemskab af EU. De er derfor blevet meget mere opmærksomme på, at man skal bekæmpe korruption både i praksis, men også institutionelt at man skal have oprettet de organer, der kan undersøge og hvor man kan indberette korruption. Der har vi set, at de faktisk har to korruptions-agencies, som undersøger de her ting, siger Kåre Stamer Andreasen.
Transparens og tryghed
Et nyt system til offentlige udbudsprocesser – Prozorro – er et af de nye og markante tiltag, der skal skabe mere transparens og tryghed.
- Det betyder, at alle offentlige kontrakter skal i offentligt udbud og det skal ske gennem systemet, hvor der er fuld aktindsigt for alle parter. Enhver kan gå ind og se, hvordan det her offentlige udbud er foretaget, forklarer Kåre Stamer Andreasen.
EIFO er meget bevidst om risikoen for økonomisk kriminalitet i Ukraine. Derfor foretages indgående undersøgelser - Due Dilligence - i forbindelse med hver enkelt sag. Det kan virksomheder også selv forberede sig på tidligt i processen.
Proceduren fra EIFO omfatter blandt andet også afdækning af relationer til såkaldte Politically Exposed Persons, som for eksempel højtstående offentlige personer indenfor regering, militær, domstole eller offentligt ejede virksomheder.
Stå ikke alene og mød op
Uanset hvor i Ukraine man ønsker at etablere samarbejder med lokale virksomheder og offentlige institutioner, opfordrer EIFO til at man bruger de værktøjer, der er til at sikre sig, at man ikke arbejder med en modpart, som er kriminel eller tidligere anklaget eller dømt for korruption.
- Her vil det være godt at alliere sig med et advokatfirma eller en finansiel institution eksempelvis som kan lave de her KYC-vurderinger, altså Know Your Customer. Hvis det er EIFO, der har vi vores juridiske afdeling, der laver denne her form for KYC-undersøgelse på samtlige sager, vi indgår i.
Og så handler det ikke mindst om at forstå konteksten og erkende, at det kræver tilstedeværelse og besøg i Ukraine, understreger EIFO’s repræsentant i landet.
Læs også: ”Krig eller ej – en by skal holdes ren”
El og varme til Ukraine
Ukraines ambassade i Danmark søsætter nu en landsdækkende indsamling, der skal hjælpe landets borgere igennem den kolde vinter med strømafbrydelser på grund af de russiske angreb.
Indsamlingen skal gå til indkøb af generatorer fra HybridGenerator ApS.
Manglende strøm driver også mennesker på flugt. Tusindvis søger lige nu ud af byerne. Hjælp dem tilbage til varme hjem.
Donationer til formålet kan ske via mobilpay 886381 (KOLO Nordic) mærket "Varme"
Eller reg. nr. 7312 Konto 0001081134
Læs mere: https://kolonordic.dk/
Dansk fokus på Mykolaiv
Kåre Stamer Andreasen besøger jævnligt Mykolaiv, et område i den sydlige del af landet langs Sortehavet med et intensivt dansk engagement og investeringer. Her har den danske ambassade som det eneste sted i verden åbnet et ekstra ambassadekontor.
Mulighederne for danske virksomheder er både i havnebyen Mykolaiv såvel som i store dele af det øvrige Ukraine.
- Vi ved, at der er omkring 200 danske virksomheder i gang hernede med alle mulige forretninger. Mange af dem har tilmed en god profit, men man skal også være klar over, at det er ikke det nemmeste marked, forklarer Kåre Stamer Andreasen.
Investeringer i kritisk infrastruktur
Indtil videre har EIFO støttet danske virksomheders engagement i Ukraine meget bredt og indenfor hele otte sektorer og 13 subsektorer,.
- Det handler om kritisk infrastruktur som vand, varme og elektricitet, men også en del landbrugsmaskiner, maskiner til fødevareproduktion, proteser, tekstilindustri, elektronik har vi været inde over, og forsvarsindustrien, så vi går så bredt som vi overhovedet kan, beretter Kåre Stamer Andreasen.
Og den danske Eksport- og Investeringsfond er klar til at gå endnu bredere ud – også på områder, der ellers er kontroversielle. Det kan være områder som olie, gas og kul, hvilket ellers er undgået.
- hvis det er en virkelig nødsituation og folk er ved at fryse ihjel, vil vi gå med til også at finansiere nogle gasgeneratorer. Så vi er meget åbne for forretninger indenfor alle sektorer hernede, og alle typer af danske eksportører, siger Kåre Stamer Andreasen.
Et boom i vente efter krigen
EIFO’s råd er derfor til danske virksomheder, at de skal se mod Ukraine nu.
- Når krigen en dag slutter, så vil man allerede være godt i gang med at have skabt sine pilotprojekter som andre kan bruge som referencerammer, siger Kåre Stamer Andreasen og afslutter:
- Jeg er ret sikker på, at der vil komme et gevaldigt økonomisk boom i Ukraine på et tidspunkt, når krigen er slut. Det har vi set i andre fallerede økonomier, der er under kæmpe omvæltning, og som skal genopbygges stort set fra grunden.
Brug DI
Deltag i Ukraine dagen
Den 24. februar markerer DI fireårsdagen for invasionen af Ukraine ved at samle virksomheder, organisationer, beslutningstagere og civilsamfund for at dele erfaringer og debattere, hvordan vi bedst fastholder opmærksomhed og engagement i den fortsatte støtte til Ukraine. Arrangementet sætter fokus på:
- Erfaringer og læring fra fire års krig - både i Ukraine og Danmark.
- Vigtigheden af fortsat støtte og investering - fra både det private og offentlige Danmark.
- Anerkendelse af dem, der gør en forskel.
- Muligheder for erhvervslivet, NGO’er, civilsamfund og privatpersoner for at bidrage.
- Oplæg fra ukrainske og danske nøglepersoner og paneldebatter.
- Se program og tilmeld dig her
Gode råd fra DI
DI's Ukraineansvarlige Peter Helk deler her seks gode råd, der tager højde for de største udfordringer i Ukraine:
- Kortlæg risici før du går ind. Identificér på forhånd hvor korruption typisk opstår: Offentlige indkøb, tilladelser, told og ved brug af mellemmænd.
- Vælg lokale partnere med omhu. Gennemfør grundig KYC og due diligence. De største risici opstår via tredjeparter.
- Sæt klare interne spilleregler – og håndhæv dem. En enkel adfærdskodeks for gaver, betalinger og kontakt til myndigheder er afgørende. Regler uden konsekvenser virker ikke.
- Brug gennemsigtighed og digitalisering aktivt - Sporbare systemer, digitale betalinger og gennemsigtige udbudsplatforme reducerer korruptionsrisici markant.
- Virksomheder, der siger nej til uformelle betalinger, kan opleve, at de bliver sat tilbage på markedet. Det er en omkostning, men ikke et tegn på fiasko. Vær derfor tålmodig og accepter friktion i den indledende fase og stå ikke alene.
- Deltagelse i netværk som Danish Ukrainian Business Council giver adgang til erfaringsudveksling, sparring og kollektiv handling, som reducerer presset på den enkelte virksomhed.