Kina og Danmark underskriver samarbejdsaftale
Danmark og Kina vil styrke samarbejdet om grøn skibsbygning og grønne maritime teknologier. Det vækker glæde i DI.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) og Li Lecheng, der er minister for det kinesiske Ministry of Industry and Information Technology, har underskreveten samarbejdsaftale, en såkaldt Memorandum of Understanding, om grøn skibsbygning og grønne maritime teknologier.
- Danmark har i generationer banet vejen for international skibsfart. Den danske maritime industri er helt fremme på grønne teknologier, og vi har store ambitioner om at styrke den grønne omstilling af skibsfarten. Med denne aftale sætter vi yderligere handling bag ordene og understreger vores tætte, maritime partnerskab med Kina. Samtidig sender vi et klart signal til resten af verden om, at vi tager den grønne omstilling alvorligt. Det er stort skridt mod at gøre morgendagens skibsfart innovativ og klimavenlig, siger Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Læs også: Kina: Trump, biler og netværksmøder
Stort potentiale for Danmark
Kina sidder på over halvdelen af ordrerne på nye skibe på verdensplan, og den danske eksport af maritime varer og services til Kina lød i 2024 på 3,1 mia. kr. Aftalen rummer derfor et stort potentiale for den danske maritime sektor.
- Aftalen styrker et vigtigt forretningsområde for Danmark. Vi har et hav af stærke, maritime kompetencer og ny teknologi til skibsbyggeri, som kan bringes i spil i samarbejdet med kineserne, siger Peter Thagesen, chef for geopolitik i Dansk Industri (DI).
Han påpeger samtidig den vigtige signalværdi i en tid, hvor den frie verdenshandel er under pres.
- EU har lige underskrevet en handelsaftale med Indien, og en række andre handelsaftaler er i proces. I den sammenhæng signalerer denne aftale også, at Danmark har mange partnermuligheder.
Læs også: DI og Dansk Metal: Byg flådeskibe i Danmark
Se desuden:
Dansk-kinesisk skibs-aftale
Om aftalen mellem Danmark og Kina
Den såkaldte "Memorandum of Understanding" om grøn skibsbygning og grønne maritime teknologier omfatter blandt andet en styrket dialog og et tættere samarbejde inden for udvikling af grønne maritime teknologier under rammerne af Den Internationale Maritime Organisation (IMO).
Derudover skal initiativerne i aftalen bidrage til en reduktion af skibes udledninger og fremme anvendelsen af grøn skibsteknologi.
Aftalen viderefører den aftale, som blev indgået under erhvervsministerens seneste besøg i Kina i 2023.
Det maritime samarbejde mellem Danmark og Kina strækker sig tilbage til 1974, hvor landene indgik den første bilaterale aftale om maritim transport.
Kilde: Erhvervsministeriet