DI’s team i USA: Imke Myrick, Malte Jessen, Pernille Nørgaard Boris og Thomas Høgh Henriksen er klar til at hjælpe virksomheder. Her står de sammen med Mikkel Larsen Tolstrup, der er chef for DIBD.

Foto: DI USA
02.01.26 DIB Nyheder

Ny dynamik baner vejen for eksportsucces til USA

Eksportopskriften til USA har ændret sig. Derfor skal virksomheder skrue deres strategi anderledes sammen i 2026, forklarer DI USA’s chef, Thomas Høgh Henriksen.

USA er forsat et attraktivt marked i 2026 – men dynamikken har ændret sig, konstaterer DI’s managing director i USA, Thomas Høgh Henriksen.

- USA går ind i 2026 med solide, men mere afbalancerede vækstudsigter på omkring 2,4 procent og forventninger om gradvist faldende renter. Markedet bevæger sig ind i en ny fase, hvor kvalitet, differentiering og lokal tilstedeværelse vejer tungere end tidligere. Det skaber attraktive muligheder for danske virksomheder, der arbejder strategisk og målrettet i verdens største økonomi, forklarer han.

Ændringerne betyder, at væksten i USA i stigende grad drives mere af strukturelle investeringer frem for bred efterspørgsel.

 - Succes afhænger derfor mindre af at være med overalt og mere af evnen til at ramme de rigtige stater, sektorer, kunder og partnerskaber. For danske virksomheder betyder det et mere fokuseret og overskueligt marked, hvor specialisering og relevans belønnes, siger DI USA’s chef.

Artikel fortsætter under video

DI's general manager i USA, Thomas Høgh Henriksen, fortæller her om, hvad han forventer i 2026.

DI USA

De vigtigste tendenser

Flere centrale tendenser præger udviklingen. For det første er handelspolitikken mere dynamisk, hvilket stiller øgede krav til compliance, dokumentation og leverandørkæder. Virksomheder med styr på fundamentet står stærkt og kan hurtigt tilpasse sig nye vilkår – ofte til en konkurrencemæssig fordel.

 - For det andet fylder pris og dokumenteret værdi mere i amerikanske indkøbsbeslutninger. Danske virksomheder har her et godt udgangspunkt med stærke løsninger, høj troværdighed, kvalitet og driftssikkerhed, som kan omsættes direkte til målbar forretningsværdi for kunderne.

Der er vækstmuligheder mange steder, men særlig markante inden for kunstig intelligens, energi, forsvar og kritisk infrastruktur. Store investeringer i digitalisering, grøn omstilling og sikkerhed skaber efterspørgsel efter netop de teknologier og kompetencer, hvor mange danske virksomheder allerede er konkurrencedygtige.

 - Vi anbefaler, at danske virksomheder følger udviklingen tæt og arbejder aktivt med deres USA-strategi. DI står klar til at fungere som sparringspartner og løftestang for virksomheder, der vil navigere sikkert og styrke deres position i det amerikanske marked i 2026, slutter Thomas Høgh Henriksen, der også konstaterer at 2025 har været et fantastisk år for DI’s afdeling med hovedsæde i New York.

Læs mere om hvordan du kan bruge DI i USA her. 

Thomas Høgh Henriksen

Thomas Høgh Henriksen

General Manager, US

Relateret indhold